Læsetid: 2 min.

Hvem ejer en kultur?

13. januar 2001

De europæiske lande er helt uenige om principperne for at levere museumsgenstande tilbage

Kultur-retur
»British Museum, Press Officer Hannah Boulton.«
– Hej, kan jeg komme til at tale med en, der vil udtale sig om jeres holdning til repatriering af museumsgenstande?
»Åh, du tænker på ’the Elgin Marbles’? Det får du ingen enkeltperson til at udtale sig om her. Men du kan få vores officielle erklæring.«
– Hvad siger den?
»Den siger, at British Museum med regeringens støtte vil blive ved med at modstå alle krav om returnering af vores objekter, fordi vi ser os selv som et universelt museum med en enestående rolle i international kultur. Frisen, der blev reddet fra Parthenons ruiner af Lord Elgin i begyndelsen af 1800-tallet, er en af vores mest skattede genstande. Den er et så glimrende eksempel på oldtidens æstetiske formåen og den måde, den har inspireret resten af menneskehedens historie, at det er mere end passende, at den har sin plads i et museum med et universelt sigte. Vi ville forråde vores tillidspost, hvis vi skabte præcedens for en stykkevis sønderlemmelse af samlinger, der slet ikke anerkender tilfældige geografiske eller tidslige grænser. Mere får du mig ikke til at sige.«
Hos den græske Melina Mercouri Foundation, stiftet af en af landets største filmstjerner, er ordvalget noget anderledes. Her kæmper man for at få ’the Elgin Marbles’ tilbage til Grækenland, hvorfra Lord Elgin i sin tid »misbrugte sin position som britisk ambassadør i Konstantinopel til at skamfere og skrælle Parthenon.« Og man citerer stolt Bill Clintons udtalelser fra sit Grækenlandsbesøg i 1999:
»Havde det været mig, havde jeg leveret dem tilbage øjeblikkeligt.«
Stiftelsen støttes af notabiliteter fra skuespilleren Sean Connery til Portugals tidligere præsident Mario Soares.

Danmarks holdning
– Skal der ikke opstilles nogle klare, internationale regler for kunstgenstandes tilhørsforhold?
»Nej, det er faktisk den danske holdning, at man må foretage en konkret vurdering i hver enkelt tilfælde. Vi er skeptiske over for tanken om generelle regler, fordi vi altid opererer med en faglig vurdering af, hvad der vil ske med genstandene efter tilbageleveringen: Om de vil komme i gode kår og blive bevaret. Det er det, der er sket i vores tre store eksempler på tilbageleveringer: Island, Grønland og Færøerne – her er et stort, fagligt samarbejde sat i værk,« siger kontorchef i Kulturministeriet Niels-Jørgen Nielsen.
– Kan man ikke godt forstå, at grækerne gerne vil have deres friser tilbage?
»Sagen om ’the Elgin Marbles’ er jo en evighedssag. Men generelt kan jeg sige, at Danmark for eksempel ikke selv vil gå ud og kræve ting tilbage, som det er blevet diskuteret i forbindelse med svenskernes erobringer fra 1660’erne. Der findes mange kulturgenstande spredt rundt om i verden, og mange af dem er krigsbytte, også hos os, og som udgangspunkt mener vi, at de godt kan blive, hvor de er. Så må vi tage stilling sag for sag.«
– Hvad er jeres holdning til, at der stadig er 100.000 grønlandske museumsgenstande tilbage i Danmark?
»Den er, at det her samarbejde er baseret på de grønlandske ønsker. Men også grønlænderne har en erkendelse af, at Nationalmuseets samling vist nok er en af de største arktiske samlinger i verden, og den skal ikke
opløses. Så det har der
aldrig været nogen tvister om.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her