Læsetid: 5 min.

Hvem har mon magten i Tyrkiet

Bülent Ecevits koalitionsregering er i dyb krise, og mange ser militæret som den eneste pålidelige institution i Tyrkiet. Der mangler alternativer, siger kendt kommentator
27. januar 2001

Istanbul – »Jeg vil ændre mit navn, så jeg ikke hedder Bülent mere,« siger Bülent Akcayöz. Ligesom tusindvis af andre unge tyrkere er han opkaldt efter ministerpræsident Bülent Ecevit i 1970’erne – dengang Ecevit var en nationalhelt efter invasionen af Cypern i 1974. Men nu er de fleste mere end trætte af ministerpræsidenten, som beskyldes for at være gammel og svagelig og ude af stand til at lede landet.
Selv hærdede Ecevit-tilhængere mener, at han har forrådt dem ved at føre en alt for liberal politik uden at gøre noget for at udligne de enorme sociale forskelle.
»Han har forladt den socialpolitik, der gjorde ham så populær i 70’erne. Men det er ikke kun ham. Vi har mistet troen på hele det politiske system, også fordi militæret hele tiden blander sig,« siger Okan Acar, 35 år, tandlæge og mangeårig tilhænger af Ecevits Demokratisk Venstreparti, DSP.
En meningsmåling fra Ankara Social Research Center viser, at flertallet af tyrkere er pessimistiske på grund af Tyrkiets økonomiske udsigter, og at de ikke føler, at Ecevits koalitionsregering kan løse problemerne, selv om det har været den mest handlekraftige regering i årevis.

Krise og korruption
Og problemerne har tårnet sig op for den usædvanlige koalitionsregering, der ud over Ecevits eget parti består af det konservative Moderlandsparti, ANAP, og det ultranationalistiske parti, MHP. Den økonomiske krise i november oven på mistanken om korruption i 11 af Tyrkiets ca. 80 banker sendte kurserne på himmelflugt og truede med at ødelægge den IMF-støttede handlingsplan mod inflationen.
Samtidigt blev der sidste år påbegyndt efterforskning om korruption i hele 30 sager med eksotiske navne som operation ’Hval’, ‘Bøffel’, ‘Matador’, ‘Faldskærm’ og ’Operation Hvid Energi’.
Sidstnævnte korruptionsskandale truer med at vælte regeringen, fordi efterforskningen om korruption i Energiministeriet og det statslige elselskab tyder på, at Moderlandspartiet under ledelse af viceministerpræsident Mesut Yilmaz, er involveret.

Trækker i trådene
Men hvorvidt Moderlandspartiet er involveret eller ej, gled i baggrunden, da en anonym militærmand meldte sig på banen og sagde, at det var militæret, der havde ’trykket på knappen’ og startet korruptions-efterforskningen. Det udløste straks en ophedet debat om ‘de hemmelige kræfter’, der styrer Tyrkiet.
Mesut Yilmaz, der også er EU-minister mente, at dele af militæret forsøgte at forhindre Tyrkiet i at komme ind i EU – mens hans kritikere mente, at han blot havde travlt med at fjerne fokus fra sit eget korruptions-mistænkte parti.

Truslen fra EU
Militæret selv tog afstand fra den anonyme udmelding, men erklærede samtidig, at de fremover ville bekæmpe korruption med samme iver, som de bekæmper terrorisme. Dermed fremstod militæret endnu engang som den eneste handlekraftige og ukorrupte institution i Tyrkiet. Militæret nyder i forvejen stor anseelse, som beskytter af Tyrkiets fader – Atatürks - ideer.
Men store dele af den tyrkiske offentlighed – inklusive dele af militæret – er enige om, at militæret ikke kan blive ved med at spille en rolle i tyrkisk politik, hvis Tyrkiet skal gøre sig forhåbninger om EU-medlemskab.
Dele af militæret anser EU-medlemskab som kulminationen på Atatürks ideer om vestliggørelse af Tyrkiet, så de vil gerne »trække sig ærefuldt tilbage« fra det politiske liv og bane vejen for det eftertragtede EU-medlemskab, mens andre dele af militæret ikke vil miste magt og indflydelse og derfor modarbejder EU-planerne.

Kup-invitationer
Samtidig har mange civile større tiltro til miltæret, end de har til politikerne, som de anser for at være korrupte levebrødspolitikere.
Flere fremstående forretningsmænd har således sagt, at kun et »midlertidigt militærstyre« kan redde landet fra kriserne og korruptionen i et land, hvor den sorte økonomi udgør en tredjedel af den hvide.
»Lad militæret tage magten, siden de allerede styrer landet i det skjulte, så lad dem gøre det i det åbne,« er holdningen ifølge den kendte kommentator Gengiz Candar fra dagbladet Yeni Safak.
Han mener, at Tyrkiets største problem er manglen på demokrati.
»Alle problemer kan løses inden for et demokrati, men hvis magten er monopoliseret, er der ingen gennemsigtighed, og korruption trives kun, når der ikke er gennemsigtighed.«
Problemet er ifølge Candar, at der ikke er noget alternativ til Ecevits regering. For Cansu Cillers oppositionsparti Den Sande Vej, DYP, er udelukket pga. af tidligere korruptionsskandaler, og ligeledes vil ingen tillade, at det fundamentalistiske Dydens Parti får regeringsmagten.
»Når korruptionsskandalerne ender i regeringen, forsøger de at skjule dem. Det kan de gøre, fordi der ikke er nogen alternativer til regeringen. Så operation anti-korruption mislykkes, fordi vi reelt kun har to muligheder – militæret eller denne regering,« siger Candar, der mener, at militæret selv er skyld i de manglende alternativer på grund af deres indblandning i tyrkisk politik – bl.a. de tre militærkup i 1960, 1970 og 1980.

Skabte et monster
»De skabte et monster, og nu prøver de selv at komme af med det,« siger han, og henviser til, at militærets tilstedeværelse i det politiske liv har forhindret udviklingen af de solide civile organisationer, der er nødvendige i et demokrati.
Ifølge ham befinder Tyrkiet sig i en mørk overgangsfase, hvor regeringens eneste mulighed er at udskrive valg eller ofre det EU-begejstrede Moderlandsparti og Yilmaz.
»Tyrkiets udsigt i dag er formørket, men vi kan komme ud i solen, eller vi kan forblive i mørket. Alt kan ændre sig i morgen. Der er så mange gode folk, som Præsident Ahmet Necdet Sezer og veluddannede teknokrater og bureaukrater. Også det tyrkiske folk er klogt, varmt og udholdende, vi har materialet til, at det bliver godt, og at vi kommer ud i solskinnet igen,« siger kommentatoren, som selv blev udsat for en smædekampagne af »de hemmelige kræfter« i efteråret, fordi han åbent havde forsvaret kurdernes rettigheder, ligesom andre journalister og menneskerettighedsaktivister kom i fedtefadet.

Nye kræfter må til
Da Candar blev nægtet at skrive om smædekampagnen i sin faste spalte i dagbladet Sabah, sagde han op i protest og gik over til Yeni Safak, der af mange opfattes som talerør for fundamentalisterne. Men her kan han udtrykke sig frit, siger han.
Flere og flere mener, at kun et nyt parti, kan redde Tyrkiet ud af mørket. Således også ejeren af en IT-virksomhed, Okan Erguven, der ikke stemmer, fordi »politikerne ikke tjener samfundets interesse, men deres interessegruppers. Vi har brug for et nyt parti og en patriot. Han eller hun kan være socialist eller kapitalist, det er ligemeget, det skal bare være en stærk person som Atatürk,« siger han.

*Dette er den fjerde artikel i en serie om Tyrkiet. Tidligere artikler blev bragt den 23. og 24. januar.
Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu