Læsetid: 5 min.

Hvem er stadig bange for Virginia Woolf?

6. januar 2001

Forfriskende nye udgaver af den modernistiske forfatter Virginia Woolfs svære romaner henvender sig til et bredt publikum

Nye bøger
Hvis man spørger en ganske almindelig mellem- eller sågar veluddannet dansker, om han eller hun ved, hvem Virginia Woolf var, så falder svaret prompte: ’Var det ikke noget med en film med nogen, der skændtes hele tiden?’
Den amerikanske forfatter Edward Albees helt tilfældige brug af noget skribleri på en snusket værtshusvæg Who’s afraid of Virginia Woolf som titel på sit skuespil om det passionerede ægteskabelige helvede, der blev indspillet med Richard Burton og Elizabeth Taylor i hovedrollerne i 1966, har lavet total kuk i begreberne lige siden.
Til trods for Rosinantes ihærdige bestræbelser på at lancere forfatterskabet herhjemme, ser det ud til, at Woolf for menigmand er dømt til at være ’noget’ med en eller anden amerikansk film.
I Storbritannien og USA er Woolf ’noget’ med feminisme og ’noget’ med en af de der bohemer, der levede i Bloomsbury i 20’rne. I hvert fald hvis man skal tro den engelske romanforfatter Jeanette Winterson. Hun fik sidste år til opgave at skrive, udvælge og redigere en række nye introduktioner til nye udgivelser af Woolfs romaner for Vintage Classics på forlaget Random House. Nu skulle det være slut med kun at have Penguin og Oxford-udgavernes omstændelige biografiske forord, spækket med noter, forfattet af litteraturprofessorer for litteraturprofessorer og deres studerende.
»Virginia Woolf var en stor forfatter,« siger Winterson. »Hendes stemme er umiskendelig, hendes stil er hendes egen, hendes værk har haft stor indflydelse på andre forfattere og en subtil indflydelse på det, vi i dag forventer af moderne litteratur.«
Til trods for eksperimenterne med romankunstens grænser, som i f.eks. Mrs. Dalloway og Orlando, anerkendte Woolf betydningen af sine forgængere. Hun var en ’fornyer’ af traditionen, ikke en ’imitator’, og derved peger hendes romaner frem mod senere litteratur.
Sådan indleder Winterson samtlige bind i den nye serie. Wintersons egne romaner, som f.eks. Der er andre frugter end appelsiner (da. 1992) og Skrevet på kroppen (da. 1993) er tydeligt inspirerede af Woolfs indfølte og hypnotiske skrivestil.

Woolf på egne præmisser
I en artikel i The Times beklager Winterson, at Woolf gennem tiderne er blevet kapret som et let bytte af egennyttige akademiske interessegrupper som f.eks. feministerne, litteraturteoretikerne og horderne af amerikanske universitetslærere og ph.d.-studerende, der ikke kan få nok af at finde fuldstændig udokumenterede selvbiografiske træk i romanerne – eller af at vælte sig rundt i de kolossale mængder af facts om Woolfs cigaretter, strømper, anorektiske tilbøjeligheder og ugentlige hårvaske, som hendes dagbøger er så rige på. Teoretikerne drukner i indforstået ’jargoniseret’ sludder, påstår Winterson, og når de oven i købet hager sig fast i docusoap-trivialiteter, ender deres teorier som en stor luftboble.
Winterson lægger ikke fingrene imellem. Litteraturteorien har det med at tiltrække »de mentalt udfordrede«, siger hun. »Kunst er kommunikation«, og viden om kunst skal kommunikeres videre, ikke indhylles i tågesnak.
Med de nye introduktioner vil Winterson forsøge at skære igennem klicheer og postulater. Introduktionerne skal anspore studerende og den almindelige læser til at læse bøgerne på deres egne præmisser, hedder det sig. De skal åbne for teksternes univers snarere end lukke dem sammen om en trendy teori.
Hver bog indledes med Wintersons lille vignet om Woolfs indflydelse på litteraturen. Dernæst følger to korte personlige essays: Et af en forfatter og et af en kendt kritiker.

Glimrende indføringer
Kritikernes angrebsvinkel er udelukkende tekstanalytisk. Der er ingen henvisninger til franske filosoffer. Det er forfriskende og engagerede læsninger. Selvom de efter påbud fra Winterson ikke gør brug af teoretiske redskaber, der efter undertegnedes mening trods alt oftest har til formål at ’åbne’ for nye perspektiver i teksten, indeholder introduktionerne generelt et stort analytisk råderum. De er absolut glimrende indføringer for førstegangslæsere.
Forfatternes essays er nok de mest interessante. De er skrevet af folk som Carol Ann Duffy, Jo Shapcott, Jackie Kay, Erica Wagner, Susan Hill, Lawrence Norfolk, Peter Ackroyd, Eavan Boland og Winterson selv. Unge engelske, skotske, irske og amerikanske lyrikere og romanforfattere, der boltrer sig i den såkaldte postmoderne boldgade.
Norfolks intro til romanen Jacob’s Room er en skarp, spændstig og indsigtsfuld tekst. Han placerer bogen centralt mellem Joyces Ulysses og T.S. Eliots The Waste Land, der alle udkom i den britiske højmodernismes jubelår: 1922.
Norfolk ser tekstens hurtige klip og forskelligartede fortællerperspeptiver som klart kinematografisk stof. Som læser kan man føle sig ’kastet rundt med’ og samlet op for blot at blive smidt ned på gulvet igen, skriver han. Men de mange synsvinkler udgør faktisk tilsammen en meget demokratisk tilgangsvinkel, skriver han.
Ackroyd mediterer i sit forord til Orlando over, hvorledes romanen ikke blot er en kærlighedserklæring til livet, men også til London.
Hill giver os en temmelig pædagogisk brugsanvisning til, hvordan man bør læse The Years, og Winterson går næsten helt i selvsving i sin overdådigt højstemte begejstring over The Waves.

Universel roman
Min favoritintroduktion er den irske digter Eavan
Bolands bekendelse om, hvordan hun efter at have tilbragt seks år af sin barndom i England ikke ville læse To the Lighthouse som universitetsstuderende hjemme i Dublin. Hun var ved at finde sig selv og sit eget sprog i Irland, og Woolf mindede hende uhyggeligt meget om alt, hvad der var engelsk. Flere år senere, da ungdommens iltre temperament endelig lægger sig, kan hun endelig se, at ligesom hun selv søgte også Woolf at gøre op med konventionerne. Boland indser, at romanen er universel, idet den sætning for sætning udvisker det specifikke, det engelske, og bliver i bund og grund en fortælling om den kvindelige hovedperson, Mrs. Ramsay.

Nyt koncept
Jeanette Wintersons nye koncept med at matche en forfatter og en kritikers personlige indtryk af Virginia Woolf er særdeles spændende. Essayene supplerer hinanden, enten i harmoni eller i modspil, og man får derved bygget bro mellem modernismen og den såkaldte postmodernisme. Winterson minder os også om, at læsning af modernistisk litteratur sagtens kan være ren lystlæsning – uden at man føler, at man skal tage de intellektuelle briller på.
Danske læsere af litteratur på originalsproget kan også være med her. Udgivelserne gør nemlig Woolfs værk unikt og ikke kun en parentes i Penguin-seriens masseproducerede klassikere.
Hvem vil have en reolvæg fuld af orange bogrygge?

*Virginia Woolf:
The Voyage Out (1915)
Night and Day (1919)
Jacob’s Room (1922)
Mrs Dalloway (1925)
To the Lighthouse (1927)
Orlando (1928)
The Waves (1931)
The Years (1937)
Between the Acts (1941)
Redigeret af Jeanette Winterson. Pr. stk. 5.99 pund. Vintage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her