Læsetid: 3 min.

Ingen duft af sylfide

15. januar 2001

Østre Gasværk danner rammen om Alexander Kølpins version af Bournonvilles Sylfiden, uden at få fat i nutiden

Dans
Alexander Kølpins udgave af August Bournonvilles Sylfiden slutter med et billede af James, der er alene tilbage i Gasværkets store rum. Han ler en afmægtig, melodramatisk latter i reaktion på, at han har tabt alt. Både den forlovede og sylfiden har han spillet sig af hænde.
Desværre er tilskueren ved danseforestillingens slutning også sørgmuntert midt imellem at le og græde. Klassikerne er ikke hellige, man kan vride og vende Hamlet og Faust og Svanesøen lige så tosset det skal være, det kræver blot genialitet. Der er derfor ikke noget i vejen med, at Alexander Kølpin vil bringe Sylfiden ind i et nyt årtusind – det er det koreografiske talent og den dramaturgiske nerve, det skorter på.

Idealitet og drift
Den klassiske historie om Sylfiden personificerer romantismens dilemma imellem idealitet og drift, imellem borgerliv og farligt skovskogleri. James er den unge mand, der skal giftes med Effy, men som ikke realiserer det almene, da luftånden drager ham ud i naturen. Når Alexander Kølpin hævder, at denne historie om valget har bud til os idag, må det komme an på en prøve. Ved forestillingens slutscene konstaterer man, at han ikke fik gjort det klart, hvor han ville hen med opdateringen.
Handlingens ramme følger ganske gangen i Bournonvilles ballet. Vi præsenteres for James (Guy Albouy), der sover i sin stol og for Sylfiden i vinduet (Tina Højlund) anbragt højt oppe i Marianne Nilssons mur). Vi har også konkurrenten, Gurn, forelsket i forloveden Effy – og de første scener går let over gulvet. Ikke at der er noget alvorligt på spil imellem James og Sylfiden, der åler sig rundt med drift mod undergrunden, eller imellem James og hans kæreste. Men Thomas Blachman og Kasper Windings musik er ganske effektiv, og efter murens fald venter man på motivernes udfoldelse.

Easy dancing
I en tungsindig polterabend kommer James og Gurn på saloon, hvor tre sølvlameklædte piger krabber sig udfordrende rundt, uden at sætte hormonerne isving hos de medvirkende. Ved bryllupsfesten kommer endelig intrigens igangsætter, Heksen, som Anette Abildgaard fremstiller i stram spadseredragt og med Margot Fonteyn-frisure. Her begynder urimelighederne, for hun har ikke nogen dramaturgisk forklaring. Hvad skal hun til ungdommens klan-ternede party? Hvad er hun så sur over? Når eventyret om Sylfiden skal omtolkes til en beretning om dagen idag, må personerne have psykologi, og her svigter Kølpin. Hverken heks eller sylfide har nye betydningslag, og kommer derfor ikke helskindet over i nutiden.
Madge kunne være den elskerinde, James var blevet oplært i erotikkens verden af – Sylfiden kunne være jomfrufikseret anorektiker – ihvertfald skulle de have en personality, der gik udover år 1836. Andenakten udvikler ikke disse karakterer: Heksemadge bliver ved at være stram i betrækket, mens hun leger med brudesløret, og Tina Højlunds pjaltede sylfide får heller ingen nye udtryk men blot følge af andre ondulerende gråklædte pigebørn, som i et Venusbjerg for teenagere. Da hun aldrig kommer op at flyve, virker det urimeligt, at James vil forsøge at fange hende med det forheksede sjal: Den sylfide skal nok holde sig ved jorden.

Duft af jeg ved ikke hvad
Dramaturgisk urimelighed er vi trænede i at overse, og Kølpins danseforestilling ville man kunne forsone sig med, hvis den indeholdt dans af særklasse. Ungt, vitalt, med udnyttelse af scenens linjer i skulpturel rumbevidsthed.
Selvom Kølpin har allieret sig med en medkoreograf, Trinidad Bermudez, kommer han dog ingen vegne med koreografien. Der er ikke noget bid i pas de deux’erne imellem James og Gurn, James og Effy eller James og Sylfiden. Gruppescenerne er rent skotskternet show, uden at være medrivende som poppens effektive Riverdance og dens irske kloner.
Andenaktens musik driver heller ikke handlingen frem, selvom Cailin-kvartetten er et af aftenens oplivende indslag: Der mangler et stemningsskabende melodisk stof, der fylder personernes indre liv ud. Et særligt irritationsmoment, ikke blot for duftallergikere, er de parfumer, der sprøjtes ud i Gasværket – endnu en modedille, som Kølpin er hoppet på. Hvad skal vi med duften af althea-bolcher? Der burde advares ved billetbestilling: Der er mange, som ikke kan tåle den slags lugtbombardementer!
Selvom man på ingen måde er allergisk over for jonglering med Shakespeare og Bournonville, skuffes man alligevel over den nye Sylfiden. Men så gribes man af rædsel ved tanken om, at Det Kongelige Teater har givet slip på Bournonville og planlægger en festival over nogle få af mesterens værker på laveste discountbudget.

*Sylfiden. Koreografi Alexander Kølpin, medkoreograf Trinidad Bermudez. Musik: Thomas Blachman & Kasper Winding. Scenografi Marianne Nilsson. Østre Gasværk til 10. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu