Læsetid: 5 min.

Ingen fremtid uden fortid

13. januar 2001

Nationalmuseet siger farvel til 35.000 museumsgenstande, der nu er vendt hjem til Grønland

Kulturarv
I begyndelsen af 1900-tallet tog den vestgrønlandske missionær Christian Rosing til Østgrønland for at sprede sit budskab. Her indsamlede han, ofte når han døbte folk, 66 amuletter og deres historier, så han nogle år senere kunne sende en komplet amuletsamling til Nationalmuseet sammen med et følgebrev, der understregede vigtigheden af at »belyse østgrønlændernes indre liv.«
I dag er Christian Rosings barnebarn medarrangør af udstillingen »Utimut – retur – return« på Nationalmuseet, hvor han repræsenterer modtagerne af de 35.000 museumsgenstande, der med de 66 amuletter i spidsen nu er sendt tilbage til Grønland.
Udstillingen illustrerer tilbageførelsesprocessen, men også historien bag og den efterfølgende historie om det grønlandske museumsvæsen, der er blevet grundlagt. Emil Rosing ser træt ud, men han er også lige blevet færdig med et forhandlingsarbejde, der har varet i 17 år.

Uden bitterhed
»Jeg har været formand for samarbejdsudvalget i ti år og har arbejdet tæt sammen med Peter Pentz her fra Nationalmuseet, der har været næstformand. I sin tid, det vil sige omkring hjemmestyret i 1980, blev vi sat i gang af den danske kulturminister og den grønlandske landsstyreformand. Derefter gav politikerne ansvaret fra sig, og i alle de år har vores arbejde været rent fagligt, aldrig politisk. Det er vigtigt for mig at sige, fordi jeg ikke repræsenterer en eller anden grønlandsk bitterhed mod danskerne. Tværtimod har vores arbejde i høj grad gået ud på at få oprettet nogle museumsfaciliteter, vi slet ikke havde i Grønland. Vi arbejder også på en UNESCO-publikation om tilbageleveringen som et eksempel på et samarbejde mellem stat og tidligere koloni.«
– Der er stadig 100.000 grønlandske museumsgenstande tilbage i Danmark – er det ikke for mange?
»Det mener jeg ikke. Vi har aldrig bestræbt os på at få alt tilbage til Grønland, for det er lige så vigtigt, at Grønland også er repræsenteret her i Danmark. Det er en vigtig del af vores historie, som man ikke bare kan skrive om, lige som man heller ikke river kolonibygninger ned, bare fordi de ikke er bygget af grønlændere. Nationalmuseets samling var så rig, at der var nok til to repræsentative samlinger, der hver især dækker Grønlands historie. Og det har været målet med vores fordelingsarbejde. Det er en lykke, at danskerne har indsamlet så meget gennem årene. Ellers havde der ikke været noget at fordele nu.«
Peter Pentz, der er leder af Nationalmuseets udenlandske samling, indskyder:
»Selvfølgeligt er det følsomt, når en kolonimagt indsamler gravfund og kunstgenstande fra en koloniseret befolkning. Og i visse tilfælde var nogle af de lokale embedsmænd nok lige lovlig ivrige med indsamlingen. Men der har aldrig været tale om, at Nationalmuseet har røvet noget fra grønlænderne. Ikke en eneste gang. Museet havde det antikvariske ansvar som datidens fredningsmyndighed – og derfor har vi stået for genstandenes opbevaring og konservering.«
»Når det så er sagt, vil jeg også gerne understrege, at vi på intet tidspunkt har gjort indsigelser mod tilbageleveringen. Først og fremmest ejer Nationalmuseet ikke sin egen samling; det gør kulturministeriet. Dertil kommer, at en stor del af vores arbejde går ud på at levere genstande tilbage til deres oprindelsessteder. Vi har leveret tilbage til New Zealand, Canada og adskillige afrikanske lande. Det særlige ved dette tilfælde er selvfølgelig at samlingen er så stor, og at det er vores første systematiske overleveringssamarbejde.«
Emil Rosing: »Færingerne er netop gået i gang med at undersøge, hvad de gerne vil have igen. Men deres samling er meget lille sammenlignet med den grønlandske.«

Lande giver ikke mening
Peter Pentz: »Mange er ikke klar over, hvor kompliceret det er at tilbagelevere museumsgenstande. Den tekniske term, ’repatriation’, er egentlig dårlig, for tit kan man slet ikke operere med nationale skillelinjer, når man skal afgøre, hvem der har ret til genstandene i en samling. Ofte har de nuværende landegrænser jo intet at gøre med genstandens kulturhistoriske baggrund. En del af den grønlandske samling kommer for eksempel fra Thule-folk, der jo har vandret, ligesom afrikanske folk tit har bevæget sig frem og tilbage over landegrænser. Derfor mener jeg personligt, at de nationalpolitiske argumenter ikke er særligt gyldige.«
»Tag en sag som den om ’the Elgin Marbles’, den del af den græske Parthenon-frise, der befinder sig på British Museum i London. Den følger vi med i, fordi vi har to hoveder fra frisen her på museet. Den græske kulturminister bruger nogle meget følelsesladede argumenter om ’den græske ånd’ for at få dem tilbage. Det giver jeg ikke lige så meget for, som hvis hun havde argumenteret for at få samlet alle delene fra Parthenon – som vel at mærke befinder sig i mange europæiske byer – for at opnå en kulturhistorisk helhed. Vores to hoveder blev for eksempel købt af den tyrkiske besættelsesmagt i Athen i 1600-tallet af en dansk sømand i den venetianske handelsflåde. På det tidspunkt havde Grækenland været tyrkisk i 400 år, og siden har hovederne befundet sig 400 år i Danmark. Det er ikke specielt åbenlyst, at det er den græske nation – der ikke har nogen særlig forbindelse med den attiske bystat – der skal have dem tilbage.«

Det islandske eksempel
På Københavns Universitets Arnamagnæanske Institut har man mærket tilbageleveringsproblematikken på egen krop.
Instituttet er funderet på forskeren Arne Magnussons islandske håndskriftssamling, hvoraf de sidste af et aftalt antal på omkring 1800 efter et par hundrede års forhandlinger blev leveret tilbage til Island i juni 1997.
Lektor Matthew Driscoll er primus motor i et projekt, der skal genforene den opsplittede samling i cyberspace, så forskere i begge lande kan få fuldt udbytte af dem.
»Danmarks tilbagelevering af de islandske håndskrifter bliver ofte brugt som et foregangseksempel på den slags overleveringer. På Island har man stort set ingen kunst- eller arkitekturarv, og håndsskrifterne er med rette deres stolthed. De havde bare ingen juridisk ret til dem, for de var blevet foræret til Københavns Universitet af Arne Magnusson, som havde erhvervet dem på lovlig vis – og de havde næppe heller eksisteret, hvis det ikke havde været for hans indsamling af dem. Til sidst nåede man frem til et kompromis, der stillede begge sider mere eller mindre tilfreds og faktisk blev starten på et nyt, frodigt forskningsmiljø på Island. Men hvis denne sag har bevist noget er det, at det ikke er så enkelt at afgøre, hvem der ejer en kulturarv.«
Emil Rosing: »Grønland er et ungt land, og vi har et stort behov for at få belyst vores historie. En stor del af denne historie er den danske kolonisering, og den afspejles også i de genstande, vi nu får tilbage i en helt anden form, end de i sin tid blev fundet. Men det er nu engang vigtigt for ens identitet at have en fortid, og dermed er det også vigtigt for ens fremtid.«

*Udstillingen ‘Utimut – retur – return’ åbnes for offentligheden i dag og vises frem til den 15. apr. i Etnografisk samlings særudstillingslokaler på Nationalmuseet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her