Læsetid: 5 min.

Jagten på jodlekromosomet

19. januar 2001

Dansk forskerteam udvinder 100 procent ren blues af geriatriske rockvrag – millardmarked i remix af døende rockikoner

Tuttifrutti
Det var et chok for de fleste og en djævelsk fristelse for endnu flere, da danselærer Børge Kiesbye på National Scala i København lancerede Rok og Rul d. 12. september 1956.
Rok og rul var født.
Og Rok og Rul blev til beat, pigtråd og pop og udviklede sig pandemisk til et sociologisk jordskælv, med lammende effekt på samfundets storhjerne og med vidtrækkende egnshistoriske, kulturhistoriske og demografiske implikationer. Faren fra Rok og rul som støjgenererende naturfænomen og dermed trussel mod ordentlig, kvalificeret formidling, er forlængst drevet over, men var i årtier en så stor gåde for videnskaben
og universitetsmiljøerne, at man valgte helt at se bort fra fænomenet.
Da den visionære musikhistoriker Hans Aage Flau i 1965 skrev en afhandling med titlen Tuttifruttificeringen af proletariatet – En strukturanalyse af bebopalulafikation og ohyeahisme i et wambahbaloobambalombamboomatilt postkrigssamfund var der ingen, der tog ham alvorligt.
Men med rockmammutten Dylans ord: Tiderne æ-æ-æ-ændrer sig. I går åbnede videnskaben ved en historisk gestus armene for rockhistoriens overlevende veteraner.
Forskningseksperimentet fandt sted på Det Rytmiske Musikkonservatorium på Holmen, hvor man havde samlet et bredt og repræsentativt udsnit af forrige århundredes rockdinosaurer. Det skete ud fra devisen: Hvorfor slæbe knoglerne, hvis knoglerne kan slæbe sig selv. Men det var nu også kun lige op over – flere af de museumsparate rockkoryfæer måtte støtte sig til blitzlysene og hinanden for at nå frem til den celebre konservering uden at dratte lodret ned i de glitterbestrøede urner, som forskerne allerede har indkøbt, og som står klar i et særligt mausolæum bag konservatoriet, den såkaldte ’hall of fame’, hvor det er meningen, at rockanerne skal opbevares på ubestemt tid, når det
musikvidenskabelige forskningsprojekt er tilendebragt.

Ikke døde endnu
»For at skrive rockhistorie, må man sikre sig kilderne i så vidt omfang som muligt,« sagde Professor ved Musikvidenskabeligt Institut i Ålborg Finn Egeland Hansen i sit oplæg til pressen, »og det er der en chance for nu. De er ikke døde alle sammen endnu. Vi skal have samlet revl og krat sammen. Og så begynder festen først – så er det historieskriverens opgave at bringe orden i det hele.«
Forskerteamet havde for at dæmpe optræk til mandolinfeber og berolige de sarte rockgemytter skiftet de hvide kitler ud med gråbrune og grå jakkesæt. Som fugleskræmsel med omvendt fortegn havde man indkaldt radiopædagogen Hans Otto Bisgaard, der gav forskningsmaterialet førstehjælp i gode manerer med velvalgte, borgerlige leveregler såsom: »det kan være nødvendigt med struktur« og »husk at tale tydeligt og formulér jer rimeligt realistisk.«
Ved hjælp Bisgaard og en hydrokondensator (fadølsanlæg) fikserede man det ca. 200 mand store rocksediment foran et podie, hvor forskerne diskret gik i gang med at indhøste data og analysere på på forhånd udvalgte emner fra det indsamlede studiemateriale.
Da Rock-Nalle lagde ud med ’Tutti Frutti’ blev sekreter samt svedprøver fra sangerens ansigtsregion indfanget af særlige membramer. I kælderen under konservatoriet sad forskerhold parat med avanceret måleudstyr, der på baggrund af målinger af jitterbugimpedansen fra et skematisk opstillet hold dansere beregnede rockkoefficienten (dvs. forholdet mellem rok/rul x kvadratroden af Y, hvor Y er lig blues+soul divideret med pigtråd).
Da Rock-Nalle efter to numre var rimelig dokumenteret rockhistorie, kom turen til Stig Møller. Da Møller pludselig begyndte at udsende seismiske rystelser via kraftige hovedrul, måtte man neutralisere emnet med en elefantriffel med bedøvende pile. Noget skuffende for forskerne, der havde glædet sig til at iagttage netop dette karakteristiske fænomen på nært hold. Man havde altså ikke taget højde for, hvor kraftige disse reaktioner kan være. Heldigvis er det relativt nemt at simulere disse såkaldte ’møllerske udsving’ i en computer, og det bliver givet en af attraktionerne i det kommende rockmuseum.

Ivan Horns negle
Mens to forskere tog vævsprøver af Ivan Horns negle, for at teste om de virkelig er lavet af skildpaddeskjold, blev Burning Red Ivanhoe slukket med en skumslukker og skåret i skiver og lagt på is.
Peter A. G. Nielsen blev lynfrosset midt i sin karakteristiske sct. Vejts dans og nedsænket i en spritbeholder til senere dissektion og analyse.
I moderne forskning er der naturligvis tænkt på kommercielle udviklingsmuligheder, eller med forskerholdets formand Flemming Madsens ord: »Markedet viser vejen.« Det amerikanske levnedsmiddelfirma Monsanto, der for nylig fusionerede med AOL Time Warner, er repræsenteret i forskerstaben og har vist interesse for at opkøbe genprøver fra uddøde danske rockmusikere, med henblik på at lave lokaliserede udgaver af bl. a. Jimi Hendrix på licens.
»Der er et stort potentielt marked for nostalgi,« sagde Flemming Madsen, »når rocken er død, kan vi reproducere effekten i nøje afmålte doser sammensat efter de yngre forbrugeres ønsker og behov. Tænk bare på en gensplejsning mellem C. V. Jørgensen og Madonna, eller Keld Heick med jodlekromosom.«
Det store rockhistoriske forskningseksperiment, der i øvrigt kan følges på webadressen www.rockhistorie.dk, sluttede med en subtraktiv anekdotekompression, en analytisk forskningsdisciplin, der går ud på, at materialet anbringes i mindre grupper og ved tilsætning af diverse enzymer (hydrokondensering, tilsætning af kraftigt projektørlys m.m.) strukturmalkes for anekdoter, ammestuesnak og landevejsskrøner.
Anekdoterne høstes i tusindtal og lagres på den store centralcomputer på det musikvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, ’Stop making sense’. Anekdoterne komrimeres og filtreres, hvorved man udvinder et stof, der kaldes 100 procent klinisk renset blues, som kan anvendes bl.a. i raketindustrien og som kunstigt sødemiddel i visse fødevarer.
Men udvindingen og raffineringen af blues er kun én af gevinsterne ved gårsdagens store forskningsprojekt på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Den afgørende gevinst på sigt er afklaringen og den endelige forklaring på de biokemiske, sociale og kulturelle processer, Børge Kiesbye uforvarende satte i gang dengang på National Scala i september 1956.
»Hver en rullesten skal vendes, hver en historie fortælles og analyseres,« lyder ambitionen fra forskerholdet bag strukturanalysen af rocken. Måske er vi efter gårsdagens videnskabelige rockstorvask tættere end nogen sinde på svaret på en af sidste århundredes største sociologiske gåder: Bebopalulafikationen. Hvem ved – måske finder forskerne endda kuren imod sommertid blues.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu