Jazzens historie på tv

Den amerikanske tv-producerstjerne Ken Burns står bag det største medie-fremstød for jazzen nogen sinde

Jazz
Her ved årsskiftet har den danske tv-serie om jazzens historie passeret halvvejen, og den 8. januar begynder på public service-stationerne i USA den tilsvarende amerikanske tv-serie, som efter sin producer kaldes Ken Burns Jazz: The Story of America’s Music.
Selv om begge serier fortæller jazzens historie, er der meget store forskelle. Den amerikanske serie er større: 10 afsnit på tilsammen næsten 19 timer, mod den danskes 12 afsnit på hver ca. 50 minutter. Den danske serie har sin styrke i at kunne trække på Danmarks Radios unikke arkiv med egne koncert- og studie-optagelser samt utallige egne interviews med ældre og yngre musikere.
Til gengæld er den danske series fortælleperspektiv ret konventionelt, mens den amerikanske sætter jazzhistorien ind i en større kulturel og social sammenhæng. Det er netop Burns’ sans for de store historiske linjer, der har givet hans to foregående tv-serier deres eksempelløse succes: Hans serie fra 1990 om den amerikanske borgerkrig nåede 40 millioner seere, mere end nogen tidligere serie i det ukommercielle amerikanske tv’s historie, og serien Baseball fra 1996 nåede 45 millioner seere.
Efter de to foregående serier betragter Burns den om jazzen som den afsluttende del i en trilogi om livet i Amerika. Den vil næppe nå så store seertal som de to første dele, men alle sejl er ellers sat til for at oplyse amerikanerne om den.
Derfor er Historien om Amerikas Musik blevet et led i det største medie-fremstød nogen sinde for jazzen, som aldrig har været genstand for større interesse i amerikansk tv eller for en så omfattende, koordineret publicity.
Om vi får tv-serien at se, er endnu uvist. Danmarks Radio har nok at gøre med sin egen serie, og TV2 har så vidt vides endnu ikke meldt sig. Måske bliver der en chance i svensk eller norsk tv?

Cd-udgivelserne
Men allerede nu, før seriens amerikanske startskud, har vi herhjemme fået det store cd-udgivelsesprojekt, der har samme titel som tv-serien. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, derigennem at det for første gang nogen sinde er lykkedes at få de store internationale pladeselskaber til at arbejde sammen.
To af dem, Universal’s Verve Music Group og Sony’s Columbia/Legacy deles om produktion og distribution, men de har begge haft adgang til hinandens kæmperepertoirer samt til optagelser fra RCA Victor, EMI, Fantasy-gruppen, Warner Music og talrige mindre, uafhængige selskaber.
I realiteten har alle eksisterende jazzoptagelser dermed været tilgængelige for projektet, og det siger i sig selv noget om, hvilken betydning det tillægges i pladebranchen.
I selve tv-programmerne benyttes mange af optagelserne, men ikke i deres fulde udstrækning, som derimod for en stor dels vedkommende kan høres i en imposant trefløjet kassette med 94 optagelser fordelt på fem cd’er. Her er også en illustreret booklet på 44 sider, der har fine noter om de enkelte optagelser af Loren Schoenberg og Michael Cuscuna samt en god generel tekst af Geoffrey C. Ward, der også har skrevet tv-seriens tekst.
Det musikalske udvalg er noget præget af at skulle repræsentere amerikansk jazz-mytologi med eksempler på Glenn Miller, Dave Brubeck og Grover Washington, men ingen på Lionel Hampton, Gil Evans & Miles Davis og Keith Jarrett, ligesom tiden efter 1970 i det hele taget er stedmoderligt behandlet. Men ellers er denne udgivelse nok den bedste almene introduktion til jazzhistorien, der findes.

22 cd’er
Derudover er der kommet 22 cd’er med hver sin solist eller orkesterleder, separat tilgængelige og principielt med de bedste optagelser uafhængigt af plademærker. Igen præges udvalget lejlighedsvis af amerikansk smag, men er generelt set udmærket.
Lad os se: Tre trompetister (Armstrong, Gillespie og Davis), en sopransaxofonist (Bechet), to alter (Parker og Coleman) og fire tenorer (Hawkins og Young, Rollins og Coltrane); tre sangerinder (Holiday, Fitzgerald og Vaughan), fire big band-ledere (Henderson og Ellington, Basie og Goodman) og fem ledere af mindre grupper (Mingus, Monk, Brubeck, Blakey og Hancock).
Der er tre pianister blandt de sidste, til gengæld savnes storheder som Tatum og Hines, Powell, Evans og Jarrett. Tenorerne Webster, Gordon og Getz er der heller ikke blevet plads til, så lidt som til vibrafonisten Milt Jackson (inklusive Modern Jazz Quartet). Selv med Brubeck droppet skulle man dog have været op på 30 cd’er for at skaffe plads til alle.
Enkeltheder i de separate udvalg kan selvfølgelig diskuteres, og jeg savner specielt Armstrongs »I Can’t Give You Anything But Love« (1929), Hawkins’ »Yesterdays« (1944), Youngs »These Foolish Things« (1945) og Vaughans »It Might As Well Be Spring« (1950) – og finder det decideret usmart at vælge en Ellington-version af »Come Sunday« (1958) uden Johnny Hodges.
Alle cd’erne har introducerende tekster. Der er otte forfattere, blandt hvilke jeg savner navne som Dan Morgenstern, Lewis Porter, Mark Tucker og Loren Schoenberg, men Brian Priestley hæver dog niveauet (Gillespie, Henderson, Basie og Mingus), og Richard Sudhalter fører an om Sidney Bechet, hvis udvalg også er særligt fremragende med 12 af 20 optagelser på officiel cd for første gang.

Andre medier
En tredje cd-ombæring består i en enkelt Best of-cd med et udvalg på 20 optagelser fra 5-cd-sættet med sympatiske noter af Burns himself, men det er selvfølgelig en mundsmag af en mundsmag. Udover cd-udgivelserne omfatter Burns’ projekt så en luksuriøst udstyret bog med tekst af Burns selv og Geoffrey C. Ward (pris: 65 dollars fra forlaget Alfred A. Knopf), og tv-programmerne udgives på både video og DVD.
Hvordan disse sidste udgivelser distribueres er endnu uoplyst, mens dette skrives. Men hvis Burns’ tv-serie ikke bliver tilgængelig på skandinavisk fjernsyn, skulle det altså blive muligt at se den ved at købe den på video eller DVD.