Læsetid: 5 min.

Jordan holder på flygtningene

15. januar 2001

Der er store forskelle på de arabiske staters palæstinensiske flygtningepolitik

AMMAN – I slutningen af december forlød det, at USA havde tilbudt Jordan en pose penge, som med et slag kunne slå en streg over det mellem-østlige kongeriges hastigt voksende udlandsgæld på 56 milliarder kroner. For de mange penge skulle amerikanerne have et jordansk samtykke til at modtage yderligere palæstinensiske flygtninge – udover den godt halvanden million, som allerede lever i landet med fulde borgerrettigheder.
Jordanerne sagde nej tak. Kong Abdallah udtalte, at palæstinensere og jordanere er brødre, medlemmer af samme familie. Men det er en familie, som lever i Jordan, hvor palæstinensere fra andre lande ikke hører til.

Give sorteper videre
Amerikanerne bragte deres forslag på bane i forlængelse af præsident Clintons forsøg på at få en israelsk-palæstinensisk fredsaftale – eller noget der ligner – i hus, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar. Clintons udspil lægger op til en tilsidesættelse af de palæstinensiske flygtninge, og man har givet rettet blikket mod Jordan, som lige siden 1948 har modtaget flygtningene med mere åbne arme end de omkringliggende stater, og derfor kunne tænkes at kunne overtales til at åbne dørene for flere mod passende betaling.
Et medlem af det jordanske parlament svarede for-bitret, at dette blot ville være at give en kedelig sorteper videre. Han mente tværtimod, at Jordan er berettiget til at få dækket udgifterne til underhold af de flygtningene, som allerede er i landet. Ifølge politikerens beregninger bør Jordan modtage, hvad der svarer til 320 milliarder kroner for at have huset flygtninge gennem 52 år.
»Fuld integrering af flygtningene har aldrig været jordansk politik, men det er heller ikke nogen hemmelighed, at Jordan har behandlet palæstinenserne godt,« siger Oroub Al Abed, som er talskvinde for Department for Palestinian Affairs (DPA).
Der er store forskelle i den flygtningepolitik, forskellige stater i regionen anlagde som svar på palæstinensernes flugt i kølvandet på krigene i henholdsvis 1948 og 1967. Jordan tilbød dem straks fuldt statsborgerskab med stemmeret til parlamentet.
Fra Matar Saqers kontor i udkanten af den jordanske hovedstad Amman kan man på en klar dag se Jerusalem. På væggen overfor hænger kortet over ’det historiske Palæstina’. Hvert enkelt stednavn er tegnet ind med antal mennesker, som i 1948 flygtede fra deres hjem.

Mange vil tilbage
Matar Saqer er talsmand for UNRWA i Amman. FN-organisationen har hovedkvarter i Gaza og tilser flygtningenes interesser i Jordan, Syrien, Libanon samt Vestbredden og Gazastriben. Matar Saqer er selv flygtning, idet hans forældre i 1948 kom til Jordan fra byen Lod, tæt på Israels internationale Ben Gurion lufthavn.
»Mindre end 20 procent af flygtningene her i Jordan lever i lejre, men det er ikke det samme som at sige, at de er glade og tilfredse. Vi regner med at omkring to tredjedele af Jordans halvanden million flygtninge lever under lejrlignende forhold, og disse mennesker vil formentlig alle gerne vende tilbage,« vurderer Matar Saqer.
Spørgsmålet om tilbagevenden til Palæstina, som præsident Clintons fredsplan omgår, er allestedsnærværende. I Jordan har man valgt ikke at involvere sig i flygtningenes forhold, men lader UNRWA fungere som deres repræsentant.
»Men tingene har ændret sig,« siger Matar Saqer. »Indtil begyndelsen af 90’erne klarede palæstinenserne sig godt, fordi mange arbejdede i Golfens oliestater og sendte penge hjem, men det er stærkt reduceret nu, hvilket har fået presset på lejrene og UNRWA til at vokse, og med dette er der kommet et stigende krav om at komme hjem til Palæstina.«

Uens flygtningepolitik
I Libanon er dette endnu mere udpræget. Her har man aldrig taget skridt til at integrere flygtningene, hvilket betyder, at det store flertal stadig lever i de 12 officielle lejre rundt om i landet.
»Der har flygtningene ikke statsborgerskab, ligesom de hverken kan få noget offentligt job eller købe fast ejendom. En palæstinensisk læge fra en af lejrene har ikke ret til at praktisere udenfor, hvor lønningerne er flere gange højere, og sådan kunne jeg blive ved,« fortsætter Matar Saqer.
»Det er derfor helt i overensstemmelse med denne politik, at Libanon stod meget hårdt på de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage ved det sidste arabiske topmåde i Cairo.«
I Libanon skal flygtningene have særlige rejsepapirer for at bevæge sig mellem forskellige landsdele, og 69 forskellige professioner, herunder fag indenfor jura og medicin, er lukket land uden for lejrenes snævre miljø. Selv ombygning af private hjem i lejrene kan kun foregå efter indhentet tilladelse.
»Syrien befinder sig et sted midt imellem. Her har flygtningene også kun rejsepapirer, men intet statsborgerskab, men de kan søge job i det offentlige ligesom de har ret til at købe jord.«
Gennem årene har der været talrige forsøg på at give flygtningene statsborgerskab og mere permanente rettigheder, og hver gang har Syrien og Libanon stillet sig imod. Da Rafik Hariri sidst var libanesisk ministerpræ-sident opfordrede han verdenssamfundet til at sørge for palæstinensernes genbosættelse i Palæstina, de øvrige arabiske stater samt Ves-ten, især Canada og Tyskland.
De 280.000 palæstinensiske flygtninge, som i kølvandet af krigen mellem det nyfødte Israel og de arabiske stater i 1948-49 kom til Jordan, og de 240.000, som fulgte efter i 1967, har for en stor dels vedkommende klaret sig godt.

Økonomien
»Jordans åbne flygtningepolitik har sat dem i stand til at etablere sig med egne virksomheder, således at palæstinenserne i dag udgør rygraden i landets økonomi,« siger Matar Saqer.
»Hvis de allesammen brød op i dag, ville Jordans økonomi ganske enkelt bryde sammen. Dette sætter landet i en vanskelig situa-
tion, hvor man på en gang gerne ser palæstinenserne repatrieret i deres eget land, og samtidig ser en fordel i at holde på dem.«
I UNRWA ser man dog, at behovet for hjælp vokser. Man har allerede indset, at budgettet for 2001, som er på 318 millioner dollar, næppe holder og er derfor i gang med at ansøge om 20 milli-oner ekstra til direkte fødevarehjælp. I oktober sidste år fik man tre millioner ekstra på grund af intifadaen i de besatte områder, i november en ny portion på 40 millioner, og nu søges nye midler i lyset af de fortsatte uroligheder.
»Men det er ikke kun flygtningelejrene på Vestbredden og Gazastriben, som trænger til ekstra midler,« siger Matar Saqer.
»Navnlig i Libanon, men også i Syrien og til en vis grad i Jordan, har flygtningene behov for hjælp, fordi de lokale myndigheder strammer kursen. De ønsker ikke, at ’brænde inde’ med flygtningebefolkninger, og øger derfor presset på dem for at gøre det klart, at deres fremtidige og varige hjem ikke er, hvor de er, men i Palæstina!«

FAKTA - Palæstinensiske flygtninge
Ifølge FN-organisationen UNRWA er der i alt 3.737.494 palæstinensiske flygtninge fordelt i nabolandene Jordan, Libanon, Syrien samt på Vestbredden og Gazastriben. Mens Jordan huser 1,6 millioner palæstinensiske flygtninge er de tilsvarende tal for de øvrige lande og områder: 367.472 i Libanon, 383.199 i Syrien, 583.009 på Vestbredden samt 824.622 i Gazastriben. Ud af de i alt 3,7 millioner flygtninge lever 1,2 millioner i 59 flygtningelejre fordelt på de fem områder. faf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her