Læsetid: 3 min.

Kampklar

Tracy Letts’ ’Killerjoe’ i formstærk turnéudgave
27. januar 2001

Teater
Det hele foregår i et univers af outlaws, der findes derude et sted mellem Pulp Fiction og Portishead. I en hermetisk tillukket underworld i den industrielle slum i Dallas. I et hjørne af tilværelsen, hvor Budweiser og Kentucky Fried Chicken lever højt på den menneskelige nådesgave. Det kunne være hvor som helst.
Men det er downtown
Texas. Hér bor Ansel og Sharla med datteren Dottie i noget
u-bådslignende skurvogn. Ansels søn fra forrige ægteskab, Chris bumler på døren midt om natten. Papmoren, den furiøse fjams Sharla lukker op, splitternøgen, kun iført en lille t-shirt: »For satan i helvede – for himlens skyld kælling, se og få noget tøj på. – Nå ja, hvad i helvede, jeg vidste jo ikke, hvem det var.«
Så er tonen ligesom slået an. Og med den som grov grundakkord udvikles en psykisk og økonomisk mordthriller med intrigeskift og det hele. Det er noget med gangstergæld og en livsforsikring, og én der skal skaffes af vejen ved hjælp af Killer Joe – det skal jo ses. Fundamentalt underholdende både i handling og i den rå replik.
Det kunne være tæt på metropolen eller langt fra den. Og for en gangs skyld en scenografi, af Marianne Junge, der gestalter det på besnærende visuel vis. Det er godt set, og må være en optimal scenografi at turnere rundt i landet med. Heldigt er det ydermere, at instruktøren Malte Claudio Lind og skuespillerne er de samme som i sidste sæson, da stykket spillede første gang. Over en kam spiller de, som var det på ny. Godt timet.

Sprogsplatter
Killer Joe er ikke så meget kønnenes kamp – Ansel er en alkoholiseret og småaggressiv vatpik der trækker vejret gennem pot og Bud – som kønnets komiske kamp, der udspiller sig hen gennem mordintrigen. Det er samtidig en sprogets kamp med menneskene og sig selv.
For vi er i en (familie)verden, hvor mennesker ydmyger hinanden med sprog og køn (ja, hvor gør de ikke det?), men også holder hinanden i live på den psykotiske måde. Ydmygelse og favntag er hinandens forudsætning i den her sproglige verden.
Det har vi set i en række forestillinger på danske scener gennem de senere år, fra Nick Darkes Den døde abe (Får 302) til Naja Marie Aidts monologiske drama Rundt på gulvet (Sorte Hest). Og da Betty Nansen for et par år siden satte Killer Joe op, gjorde de sprogets skrammel og tummel til selve stykkets omdrejningspunkt. Skænderiets kaotiske og psykotiske retorik blve styrende dramaturgisk princip. Det er fastholdt, men neddæmpet i Malte Claudio Linds fortolkning. Det er stadig dialogens råben i munden på hinanden, de evigt afbrudte replikker, ingen alligevel hører efter, og dog, som den køligt beregnende Killer Joe kan stille sig op imod.
Den neddæmpede fortolkning af sprogets kamp midt i det hele giver mindre plads til farcen og mere plads til komiske nuancer:

Ironiens afmagt
Killer Joe i Svalegangens fortolkning slår løs på den ironi og vold, der er morsom i tiden. Den taler derfor også til et ungt publikum, der er lydhøre, men vant til Pulp Fiction og biografen, hvor kun de selv er rigtige mennesker.
Men denne Killer Joe har samtidigt noget ved sig, der ikke saboterer og demonterer, og hvad man nu kalder det, men tværtom uddybder realismen i det hele. En realisme, der er svær at se i øjnene, fordi den angår sociale outcasts og forvitrede psykiske tilfælde. Mennesker der ejer stor menneskelighed, men som vi i en medfølende, men pludselig umulig antipati vender ryggen, fordi vi ikke kan andet – det er dem eller os. Kynismen vender vrangen ud. Og vi glatter ud, hvor Killer Joe skærer hjørner af det hvide rum, vi befinder os i.
Og dér slutter stykket for øjnene af os: Dottie, stykkets loony i suveræn skikkelse af Maria Rich, ser os og den ukendte verden an: Cutting edges out of white rooms. Ansigt til ansigt – man kan intet andet stille op end at klappe. Og det har denne kampklare og formstærke turnéudgave af Killer Joe virkelig fortjent. Den vil vække små og livlige diskussioner, det tror jeg, såvel i Frederikshavn som i Ishøj.

*Killer Joe. Af Tracy Letts. Oversættelse: Peter Laugesen og ensemblet. Iscenesættelse: Malte Claudio Lind. Scenografi: Marianne Junge. Komponist: Ole Højer Hansen. Teatret Svalegangen, Århus. Til 2. feb., derefter turné over hele landet. www.svalegangen.dk
*Peter Christensen (f.1962), lyriker og skribent, medarbejder ved ’Danske digtere i det 20. århundrede’. Har bla. udgivet ’Lys og mørke. Ludvig Holberg – en moderne klassiker’ (1995) og senest digtsamlingen ’Pauser’ (2000). Han vil lejlighedsvis anmelde teater i herværende avis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her