Læsetid: 1 min.

Kaos i Congo efter kupforsøg

17. januar 2001

Præsident Kabila rapporteres dræbt, men lige meget hvem der måtte følge efter ham, så er der lange udsigter til fred, vurderer ekspert

Forlydenderne om præsident Laurent-Desire Kabilas død ved et kupforsøg kunne i går ved redaktionens slutning ikke bekræftes, selv om den ugandiske efterretningstjeneste mente at vide, at Kabila var dræbt. En efterretningsofficer sagde til Reuters om Kabilas skæbne: »Han er død. Han blev skudt af ukendte gerningsmænd tidligere i dag. Jeg er 101 procent sikker på, at han er død.«
Og sent i aftes forlød det fra præsidentielle kilder, at Kabila i hvert fald var blevet alvorligt såret, og kørt til et hospital.
Både nyhedsbureauer og diplomater i området kunne tidligere på dagen melde om skyderier omkring præsidentboligen i hovedstaden Kinshasa i DR Congo. Senere på dagen blev alle forbindelser til udlandet afbrudt, og forsvarschefen gik på nationalt tv og opfordrede indbyggerne til at forholde sig roligt. Iagttagere hæftede sig ved, at Kabila ikke selv viste sig på skærmen.
Afrika-eksperten Stephen Ellis, seniorforsker ved Center for Afrikastudier ved Leiden Universitet, er ikke overrasket over kupforsøget:
»Kabila er ikke populær. Han har faktisk kun opbakning fra sin hjemprovins Katanga.«
Kabila kom til magten i 1997, efter at han i mere end 30 år havde været leder af et oprør vendt mod den forhadte diktator, Mobuto.
Stephen Ellis vurderer, at to i Congo populære mænd kan være indblandet i kupforsøget mod Kabila. Dels den populære politikker Etienne Tshisekedi, og lederen af en af oprørsbevægelserne, Jean-Pierre Bemba.
I august 1998 begyndte med udgangspunkt i Øst- Congo et oprør mod Kabila. Krigen er et regionalt problem med Zimbabwe, Angola og Namibia på Kabilas side, og Uganda og Rwanda på oprørernes side. Om fredsmulighederne efter Kabila siger Ellis: »Hvem der end kommer til magten, har freden lange udsigter. Der er simpelthen for mange forskellige grupper indblandet i krigen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu