Har en kvinde sat sig for, at hun vil et eller andet, skyr hun ingen sproglig genvej for at nå sit mål
Ordkløveri
Livet i det postmoderne univers er komplekst. Alting flyder. Det er op til hver enkelt at implementere og vedligeholde sin egen konfiguration af verden.
Heldigvis forudså Vorherre værdisammenbruddet og gjorde søndagen homøopatisk. Sove længe, hænge over blødkogte æg og rigtigt luftbrød fra håndværksbageren, ikke snakke shop eller diskutere det rimelige i den vestlige verdens ressourceforbrug.
Det startede i og for sig i den helt rette ånd denne søndag. Dagen var måske nok lidt fremskreden til ligefrem at have guld i mund, men solen var i al fald ikke gået ned, så meget er sikkert.
»Må jeg tage en af dine cigaretter?« spurgte min tredjebedste halvdel. »Jeg har ikke flere og du har jo købt en hel kasse.«
Jeg var tæt på at tabe alle de sektioner af en søndagsavis jeg sad og balancerede med på knæene.
»Det hedder en karton,« sagde jeg.
»Nå ja, lige meget. Må jeg?«
Det er problemet med kvinder. Sprognævnet kan indføre ny kommatering og på andre måder gøre sit til at røgte sproget, men har en kvinde sat sig for, at hun vil et eller andet, skyr hun ingen sproglig genvej for at nå sit mål.
»Det er altså cigarer, der kommer i kasser, ikke cigaretter.«
Hun rystede utålmodigt på hovedet og så på mig med sammenknebne øjne:
»Det er da det samme princip. En karton åbnes i toppen ligesom en kasse cigarer.«
»Ja, men det er nu engang en sproglig konvention, at den kasse, som cigaretpakninger kommer i, hedder en karton. Det ville lyde mærkeligt, hvis vi sagde, at de døde blev lagt i ligæsker, synes du ikke?«
»En kiste har et låg, der kan løftes af. Det er noget andet. Og ordet kiste har vel noget at gøre med at vise ærbødighed overfor den afdøde. Men en karton dåseøl har altså ikke noget låg, vel?«
»En kasse til sko har da også et låg, der kan løftes af. Skal det så hedde en skotøjskiste?«
»Nej, for skoene er jo ikke døde!«
Æsker og dåser
Jeg sukkede og fik anbragt søndagsavisen dels på gulvet og dels på bordet mellem æggeskaller og kaffekopper.
»En æske er noget finere end en kasse. Den er mindre og lavet af pap. En kasse kan godt være lille, men kan også være stor. Og låget på en kasse kan ikke løftes af, men er integreret i kassen i form af flapper, der sidder fast på selve beholderen,« sagde jeg så på min egen charmerende måde.
»Hvad så med en ølkasse? Og hvad så med den her?«
(Her henter hun en rekvisit: en ca. 15 cm høj rund beholder, lavet af træ, med et afløfteligt låg, og anbringer den med et lydeligt smæld ovenpå Motor-sektionen, som jeg endnu ikke har fået lagt til genbrug.)
»Men den er jo rund. Så er det en dåse,« sagde jeg og gjorde mine til at ville genoptage min planløse bladren i den ditto avis.
»Det er da ikke en dåse. Den er da alt for stor til at være en dåse. Og en dåse er da ikke lavet af træ!«
»Formen er det afgørende for mig. Hvis den er rund er det en dåse.«
»Så hedder det altså en gasdåse?«
»Nej, sgu da ikke når den er så stor!«
»Du sagde lige, at størrelsen ikke betød noget men derimod at det var formen.«
»Altså det er en sproglig konvention, at det hedder en gasflaske, ikke? Ligesom det er en konvention, at en spraydåse hedder en spraydåse, selvom din fornemmelse for sprog tilsiger, at den er for stor til at være en dåse.«
Opvaskekassen
Resolut greb jeg Motor-sektionen og fik dåsen til at ryge på gulvet.
Hun betragtede mig lidt og sagde:
»Hvad så med et skrin?«
Men jeg lod som om jeg var bjergtaget af brugte biler og svarede ikke.
Efter en tid sagde hun:
»Lige meget. Nu tager jeg altså en cigaret.«
Jeg gryntede.
»Sagde du ikke, at en æske har et låg, man kan løfte af?«
Jeg gryntede igen og holdt blikket stædigt fæstnet ved en fantastisk Toyota.
»Hvad så med denne her?«
Hun løftede en æske tændstikker i triumf og demonstrerede, hvorledes man får adgang til svovlstikkerne ved at skyde selve beholderen halvt ud af omslaget, mens hun pustede røg i ansigtet på mig.
Jeg sprang op som trold af en tønde og gik ud i køkkenet og fyldte vand i opvaskekassen.
Nogle gange ville det være rart at have hund.
