Analyse
Læsetid: 5 min.

»Vi kastede jeres kære i havet«

20. januar 2001

Chiles militær afgiver for første gang nogen-sinde oplysninger om forsvindinger og mord begået under dikaturet. Sammen med Pinochet-sagen har det sendt landet ind i en heftig katarsis

SANTIAGO – ¿Dónde están? Hvor er de? Dette har i årtier været det basale spørgsmål, som pårørende til anholdte og sporløst forsvundne under Chiles diktatur har stillet både sig selv og de anvarlige myndigheder. Nu har mange af dem fået et svar fra de institutioner, der stod bag forsvindingerne.
Chiles hær, flåde, luftvåben og politi har sammen udarbejdet en liste med i alt 180 navne på forsvundne i perioden 1973-76. 151 blev kastet i havet eller store søer, 29 er begravet i naturen. Selv om intet af dette burde komme bag på nogen, har det chokeret det chilenske samfund dybt og været hovednyheden i snart to uger. Ikke kun fordi der er områder der skal finkæmmes, grave der skal åbnes, og pårørende der skal på tv. Men især fordi det er første gang nogensinde, forbrydelserne erkendes af militæret selv – med ofrenes navne og efternavne. Samtidig kaster bekendelsen et dystert skær over hærens og nationens leder på daværende tidspunkt, general Augusto Pinochet, netop som retssagen imod ham er gået ind i en kritisk fase. Efter grundige undersøgelser på militærhospitalet er forsvarets og anklagernes læger nået til enighed om, at den 85-årige general Augusto Pinochet lider af alderdomssløvsind.
Det er dog domstolene, der skal fortolke, hvorvidt det gør ham i stand til at gennemgå en retssag. Foreløbig er der lagt op til et forhør af eks-diktatoren på tirsdag. Imens spørger chilenerne sig: Kunne Pinochet undgå at vide, at militæret kastede folk i havet? De to historier kommer uværgerligt til at passe perfekt sammen i pressen.

Oplysningerne om de forsvundne blev offentliggjort, efter at militæret havde givet sit æresord. I 1999 oprettedes det såkaldte ’dialog-rundbord’, hvor højtstående officerer sad ansigt til ansigt med repræsentanter for ofrenes pårørende. En af deltagerne, menneskerettighedsadvokaten Pamela Pereira, nægtede på rundbordets første arbejdsdag at give hånden til sin modpart. »Min fader mistede livet ved at tro på en officers æresord,« som hun fortalte Information den 9. marts 2000. Hun understregede dog, at den eneste vej frem var at tale direkte med militærfolk og sige tingene ved deres rette navn. Tre måneder efter Informations interview gav også Pamela faste håndtryk hele vejen rundt. Alle grene af forsvaret og ordensmagten forpligtede sig i forsoningens navn til at indsamle så mange oplysninger som muligt om de forsvundnes skæbne, bl.a ved diskrete henvendelser hos pensionerede officerer. Takket være denne aftale har hele Chile nu fået at vide, at også Pamela Pereiras fader blev kastet i havet.
Ikke så overraskende har den første reaktion fra ofrenes pårørende langt fra været taknemmelighed.
Mange af dem var modstandere af dialog-rundbordet, som de anså for et første skridt mod en politisk studehandel istedet for den retfærdighed, der endelig er begyndt at rulle frem under navnet ’militærparaden for domstolene’. Ønsket om at finde familiemedlemmernes rester kompliceres yderligere af de senere års lovtekniske fortolkning, hvor beviselige drab begået før amnestiloven fra 1978 stadig udløser straffrihed, mens forsvindinger betragtes som strafbare ’vedvarende bortførelser’. Nogle menneskerettighedsforkæmpere anser endda oplysningerne om dem, der blev kastet i havet, for et kynisk forsøg på at vildlede domstolene. Der er allerede konstateret flere fejl og unøjagtigheder i militærets liste.

Det lyder som et hovedrystende lovkompleks, der gør det fordelagtigt at tilstå mord efter i årevis at have holdt familien hen i angst og uvidenhed. Men så let behøver gerningsmændene ikke slippe. Ifølge Højesteretten kan amnestiloven ’straffritage forbryderen, ikke udslette forbrydelsen’. Med andre ord: først skal alting opklares og de skyldige udpeges. Og for at slippe for anklagen om bortførelse, er det næppe nok med et anonymt vidnesbyrd om, at liget blev tilintetgjort. Håbet om en ’politisk løsning’ på sagerne om de krænkede menneskerettigheder har utvivlsomt været en tilskyndelse til militærets deltagelse i dialog-rundbordet.
Men de står ikke til at vinde ret meget ved at give falske oplysninger om så følsomt et emne.
Chiles regering vælger da også at fremhæve de positive sider.
»Det vigtigste er, at militæret endelig indrømmer at have organiseret og udført de ting, der ryster os alle i disse dage,« siger præsident Ricardo Lagos, og sparer ikke på roser til nutidens modige soldater, der påtager sig fortidens byrde.
Regeringen er dog enig med de pårørende i, at dette kun er begyndelsen. Domstolene skal bekræfte oplysningernes sandfærdighed. Man arbejder desuden med et lov-forslag, der skal belønne indlevering af oplysninger og straffe fortielser om de yderligere cirka 600 forsvundne. Der stilles en række afklarende spørgsmål, ikke mindst præsidentens makabre undren: »Blev de kastet i havet døde eller i live?« I nabolandet Argentina har vidner fortalt, at politiske fanger blev kastet i havet levende.
Altsammen noget der har sendt højrefløjen og militæret gevaldigt i defensiven, og vakt kritik fra egne rækker. Pinochets datter, Jacqueline, kritiserer hærchefen, General Ricardo Izurieta, for at ville stå på god fod med både Gud og Fanden. Hun kræver »energisk handling« i protest mod regeringens og domstolenes forfølgelse, formentlig i stil med de ’forbindelsesøvelser’ (tanks i gaderne) og anden sabelraslen, der kendetegnede hendes faders seneste periode som hærchef 1990-98 med en folkevalgt præsident som formelt overordnet. Men i dagens Chile kan en hærchef ikke længere slippe let afsted med sådanne metoder. Og Jacqueline Pinochet har sikkert ret i, at General Izurieta er motiveret af gradvist at løsrive militæret fra fortiden, vinde bredere folkelig accept og legitimitet.
Den nylige samarbejdsvilje bør dog ikke ligefrem tages til udtryk for anger i de uniformeredes rækker.
»Forsvaret bærer ikke ansvaret for denne triste periode i vort lands historie,« siger senator og pensioneret general Julio Canessa. »Vi blev tvunget til at handle af den kolde krig og en fjern magts [Sovjetunionens] planer om at gøre Chile til satellitstat.«

Kommunistforskrækkelse er utvivlsomt med til at forklare, hvorfor hadet blussede så voldsomt i 70’ernes Chile. Mange i den socialistiske præsident Salvador Allende’s marxistiske omend demokratisk valgte Unidad Popular-regering (1970-73) havde en militant og revolutionsromantisk diskurs, der opfordrede arbejderklassen til at besætte og ekspropiere selv småborgerskabets ejendomme. Cuba blev dyrket som det store ideal.
Kaster man et blik på profilerne for det chilenske diktaturs dræbte, får man dog langt fra indtryk af en samling væbnede oprørere, men derimod jævne fagforeningsrepræsentanter, bondeledere, lokale partifolk og politikere, der højest havde snakket om at bruge våben.
Selv kort efter kuppet fandt henrettelser og forsvindinger ikke så meget sted for at sikre militærregimets magt. De var først og fremmest en blodig vendetta, hvor gerningsmændene ville slette ethvert spor af deres politiske modstandere.
Ikke desto mindre er ofrenes spøgelser nu spillevende, og tvinger hver dag Chile til at se sin nære fortid dybere i øjnene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her