Læsetid: 12 min.

Ken Kesey har skåret ned på lsd’en

6. januar 2001

Møde med Ken Kesey, forfatter til Gøgereden og i 60’erne en lederskikkelse under optakten til det psykedeliske gennembrud på den amerikanske vestkyst. I dag er Keseys ’Merry Pranksters’ tilbage på banen, godt hjulpet af Internettet og den digitale revolution

OREGON – På en god dag ligner dalen omkring Pleasant Hill et hjørne af paradis. Få kilometer mod nordvest ligger Eugene, en afslappet lille universitetsby og i øvrigt samlingssted for såkaldte ’Deadheads’, en batikfarvet og potskæv subkultur af moderne nomader, der i årtier har fulgt i kølvandet på syrerockfænomenet Grateful Dead. Mod øst rejser den sydlige del af Cascade bjergkæden sig, og bag den gemmer sig størstedelen af den tyndtbefolkede fyrreskovstat, Oregon. Men her, i Willamette Valley, på sikker afstand af den regnfulde Stillehavskyst og i læ bag bjergene, folder en veltempereret idyl sig ud, beboet af californiske pensionister og grånende gentleman farmers.
Til den sidste kategori hører forfatteren Ken Kesey, berømt for romanen Gøgereden (1962) og berygtet for efter sin anden bog at lægge forfatterskabet på hylden for at hellige sig rollen som uformel leder af miljøet the Merry Pranksters, et lsd-inspireret livsstilseksperiment. I bakspejlet synes disse Prankstere at have været en slags missing link mellem 50’ernes beatgeneration og de sene 60’eres hippiekultur. Det var Kesey og hans kumpaner, der i midten af 60’erne stod for de legendariske ’acid tests’, kollektive syretrip ofte tilsat musik af Jerry Garcia og en tidlig version af Grateful Dead, med andre ord alt dét, der kort efter skulle blive til Vestkystens psykedeliske revolution. Og det var ligeledes dem, der i 1964 stod bag alle tiders mest omtalte bustur tværs over USA, en totalt udflippet odyssé fra Californien til New York, hvor de spæde hippier forenedes med Jack Kerouac, Allen Ginsberg og de øvrige storebrødre fra beatgenerationen og aflagde en andægtig visit på ejendommen Millbrook, hvor Timothy Leary var godt i gang med sine lsd-eksperimenter.
Bussen – der senere inspirerede Beatles til den mere artige Magical Mystery Tour (1967) – var en spraymalet skolebus fra 1939, døbt Further. Og for at gøre projektets symbolik tyk som hashrøg sad bag rattet ingen ringere end Neal Cassady, beatgenerationens muse og model for hovedpersonen Dean Moriarty i Jack Kerouacs Vejene (1957).
Pranksternes rejse med Further skulle have resulteret i en improviseret road movie, et halvt årti inden Easy Rider (1969), men besætningen bestod af lutter stenede amatører, og de mange timers film- og lydoptagelser havnede på en arkivhylde, hvor de blev liggende i 30 år. I stedet blev pranksternes gøren og laden dokumenteret i Tom Wolfes new journalism-klassiker, The Electric Kool-Aid Acid Test (1968). Efter at Ken Kesey i 1967 havde afsonet en kort fængselsdom, blev pranksterne overhalet af de nye hippier, og Kesey og en del af kredsen omkring ham trak sig tilbage til det centrale Oregon, hvor de stadig bor.
I årtierne efter the Magic Bus Trip fulgte – med undertiden lange mellemrum – mere eller mindre upåagtede bøger fra Keseys hånd, men ellers sænkede stilheden sig over gruppen, mens børn og børnebørn voksede op. Lige indtil for et par år siden, hvor pranksterne genopstod og begyndte at turnére rundt i det vestlige USA med en amatørmusical – skrevet af Kesey – og en ny spraymalet bus. Sidst men ikke mindst havde man fået egen hjemmeside. Forklaring: Efter alle disse år viste svaret på 60’ernes bønner sig at være – den digitale revolution.
I midten af 90’erne anskaffede Ken Kesey sig et computerredigeringsanlæg, lærte sig at bruge det, fik overspillet alle de gamle optagelser til et digitalt format og fik omsider en video ud af pranksternes bustur anno 1964: Intrepid Traveller and his Merry Band of Pranksters Look for a Kool Place. Næste skridt blev at oprette en hjemmeside til salg af videokassetter, cd’er, bøger og andet Prankster-relateret materiale. Egen produktion og egen distribution. Sådan!
Havde det ikke været for Internettet, havde jeg med andre ord sandsynligvis aldrig fundet på at opsøge den 65-årige Ken Kesey i år 2000. Inde i Eugene nyder jeg til frokost en pranksterburger på hippierestauranten Chez Ray’s, drevet af Grateful Deads tidligere turnékok. Og således rustet ruller jeg midt på eftermiddagen op foran den ombyggede lade, hvor Kesey og hustruen Faye har boet i mere end 30 år. Foran garagen holder ganske rigtigt en yngre udgave af Further, og da ingen reagerer på min banken, går jeg forsigtigt ind i huset og modtages overstrømmende af hunden Happy. I det samme kommer Faye ind ad døren, netop hjemvendt fra skolen, hvor hun underviser i bibellæsning. Hun fører mig ind i stuen.

Dér sidder han så, Ken Kesey, som en blanding af en mild bedstefar og den monumentale skovhugger Hank Stamper i Oregon-romanen Sometimes a Great Notion (1964), tilsyneladende på yndlingspladsen midt i rummet, tronende som en konge, omgivet af indianerkunst og med blues på højttalerne. Han er i gang med at lave håndmalede omslag til Prankster-videoen, som han også selv pakker og bringer til posthuset. Hænderne er i sving interviewet igennem. Key-Z Productions har for længst passeret de 3.000 ordrer, og der laves individuelle covers til dem alle.
– Tager du stadig lsd?
»Kun én gang om året, og det er i påsken, hvor vi tager et trip og vandrer op til toppen af et nærliggende bjerg. Det er en tradition, som nu har stået på i mere end 30 år. En spirituel begivenhed uden nogen dogmer eller forklaringer, bare en flok mennesker, der bevæger sig ud i naturen, iagttager forårsblomsterne, dufter til brisen og lader sig gennemstrømme af denne vidunderlige fornemmelse, uanset om man har taget stoffer eller ej.«
– Der går rygter om, at en del af Gøgereden blev skrevet på peyote. Så vidt jeg ved, bliver man temmelig syg af det stof. Hvordan kan man overhovedet skrive?
»Jeg skrev de første tre sider på peyote, men det var kun for at finde bogens tone. Resten var hårdt arbejde. Og jo, det er sandt, at man bliver syg. Men når man har kastet op og renset sit system, glider man over i en mere rolig rus, som kan vare op til et døgn. Stoffet giver de mest fantastiske hallucinationer, men det er ret hårdt for kroppen. I dag har jeg en lille peyotekaktus ude i haven, som jeg elsker at iagttage. Den ændrer sig hele tiden. Det er rigeligt for mig.«
– Hvad gav peyote dig som forfatter?
»Fortælleren i Gøgereden er indianer, og jeg havde aldrig så meget som talt med en indianer, da jeg skrev bogen, så hele den vision kom til mig gennem peyote. Alle der har taget peyote ved, at de hallucinationer, man får, minder om mønstrene på indianske klippemalerier og tæpper. Især de mønstre, vi kender fra indianerne nede sydfra. Derfor er det min antagelse, at disse mønstre er bestemt af hvilke stoffer, deres shamaner tog. Mønstre lavet af indianere fra Syden er typisk zigzag-agtige, som lyn. Det er disse mønstre, man ser på peyote. Ser man derimod på indianerne fra Nordvesten, er deres mønstre mere bløde og runde som sten, der har ligget i vandkanten og er blevet slebet i århundreder. Disse former stammer – tror jeg – fra svampe.«
»Efter at have skrevet Gøgereden var jeg oprigtig talt ret stolt af mig selv. Jeg følte, at jeg havde skrevet en klassiker. Men efterhånden som tiden er gået, og jeg har tænkt mere over det, kan jeg se, at det var ånder fra de lokale indianere, der talte gennem mig. Jeg var blot et villigt redskab, der – eftersom jeg havde gået på dette fantastiske skrivekursus på Stanford – var i stand til at kanalisere deres meddelelser ud i en form, der fungerede. Og du kan se det, hvis du læser bogen: Uden det indianske element er det bare et melodrama.«
– Har du fået reaktioner fra indianske grupper, der bekræfter denne fornemmelse?
»Temmelig mange, faktisk. Der har især noget at gøre med de mange billeder, der er i bogen. Og den oprindelige idé til historien kom da også fra et sådant billede, en oplevelse jeg havde i en bus på vej tilbage fra Pendleton oppe i det nordøstlige Oregon. Vi blev standset af en trafikprop, der skyldtes anlægsarbejdet med The Dalles dæmningen ved Columbia River. Vi ventede og ventede, og på et tidspunkt gik chaufføren ud for at finde ud af, hvad der skete. Det viste sig, at dæmningen havde oversvømmet Celilo indianernes land, og en af disse indianere var gået amok og var løbet frontalt ind i en lastbil med en kniv i munden. Indianeren var selvfølgelig blevet dræbt, og episoden blev siddende i mig som et stærkt billede: En enlig indianer, der med livet som indsats går til frontalt angreb på det tyvende århundredes hvide Amerika. Jeg bruger det ikke direkte i bogen, men det var gnisten, der satte historien i gang.«
– Du har ofte refereret til Jack Kerouac som et af dine største forbilleder. Følte du dig allerede i 1960 som én, der løftede arven fra beatgenerationen?
»Ja, i høj grad. Da jeg gik på Stanford i 1960, valfartede vi alle til North Beach i San Francisco, og alle havde læst Vejene. Og selv om det ikke var alle, der mente, at Vejene var et mesterværk, kunne ingen være i tvivl om, at den havde en enorm indflydelse på Amerika. Alene dette med at rejse ud for virkelig at se Amerika var noget, der fik en opblomstring i kraft af den bog. Der findes ikke noget mere fascinerende end at køre omkring i Amerika og bare se landet. Det er ligegyldigt hvilke stoffer, man tager, eller hvilke politiske synspunkter, man har. Det er noget, alle kan mødes om. Og pranksterne var en direkte forlængelse af den bevægelse, der var startet omkring århundredeskiftet og fortsat via eksistentialismen til beatgenerationen.«
»Alle om bord i bussen havde læst Camus og Sartre og Beckett, det var helt klart vores grundlag, ligesom det også var beatgenerationens fundament. De gik så videre fra eksistentialismen og ind i buddhismen parret med en almindelig mistro til det herskende system, og det var den arv, vi søgte at løfte. Hvis vi bruger den metafor, at vi var et skib, der forsøgte at manøvrere i mørket, så var beatgenerationen vores ledestjerne, mens vores rorpind var litteraturen, hvilket vil sige hele menneskehedens historie. Men samtidig manøvrerede vi i en kløft mellem beatgenerationen og den generation, der endnu ikke var blevet til hippierne. Derfor tænker jeg nogen gange på os som ’crackers’, nogen der var fanget i en sprække.«

Men det betød ikke, at vi ikke havde en vision, for det havde vi. Min hustru Faye underviser børn i bibellæsning, og folk spørger ofte, hvordan det går i spænd, at jeg er et syrehovede, mens hun er kristen. Svaret er, at det overhovedet ikke er modsætninger. Det er det samme lys, vi styrer mod.«
– Da I kørte tværs over USA med Prankster-bussen, havde I Neal Cassady som chauffør. Hvad var det for et lys, han styrede mod?
»Neal var en avatar, en inkarneret guddom, og han var klar over det. Han vidste, at han havde adgang til en helt særlig vision, og at det var hans opgave at formidle den til andre. Han tog sin opgave meget seriøst, og det var ikke kun stofferne, der gjorde det. Han var på samme måde, når han var i fængsel og ikke havde adgang til stoffer. Han påvirkede alle. Man kunne ikke undgå at blive berørt af at møde ham. Uden Cassady er det tvivlsomt, om der overhovedet havde været en beatgeneration. Det hele kom fra Neal. Og alle os, der var med på den bustur, vidste, at han forsøgte at formidle en anden bevidsthed til os. Meget af det lå i den måde, han talte på. Hans teknik var at tale så hurtigt, at han ikke kunne lyve. Der var ikke tid til at være beregnende.«
»Grateful Dead kaldte ham ’Cowboy Neal’, og det var ret præcist. Han var en del af denne gammeldags amerikanske western-bevidsthed, hvor man bekendte sig til Vestens kode. Det vigtigste i den kode er, at en mand har lov til at forandre sig. Hvis man ser en film med en fyr, der gør noget dårligt, så er der stadig mulighed for, at han kan vinde omgivelsernes accept, hvis han forandrer sig. Så holder man ham ikke længere fast på hans dårlige fortid. Og det er præcis, hvad alt det, vi har været involveret i, handler om. Tilgivelse. Uden barmhjertighed har retfærdighed ingen betydning. Hvis man sætter retfærdighed over barmhjertighed, vil man først hænge fyren og derefter tilgive ham. Derfor må barmhjertigheden nødvendigvis komme i første række. Den gamle fortærskede Beatles-traver med at ’All you need is love’ er helt og aldeles fundamentet under den psykedeliske bevægelse. Ikke kun kærlighed til din familie og din nation, men også til fuglene og klipperne og græsset. Uden dét som drivkraften i alt, hvad du foretager dig, vil du før eller siden komme på vildspor. Tænk på alle de uroligheder, der var i Seattle i forbindelse med verdenshandelsorganisationens møde tidligere på året. Den organisation er ikke andet end et dække over at få folk til at bekende sig til storindustriens måde at tænke på, og derfor havde demonstranterne retten på deres side. Det er politikerne og industrien, der er på vildspor, ikke os.«
»Her i området har vi netop oplevet en konflikt mellem Nike-fabrikken og University of Oregon. Præsidenten for Nike har trukket sin økonomiske støtte tilbage fra universitetet, fordi dekanen har skrevet under på en erklæring om at respektere arbejdernes rettigheder verden over. Skal et universitet lade sig styre af en tennisskofabrikant? Nej, vel. Men det mener en stor og magtfuld gruppe i USA, og derfor er Woody
Guthrie og arbejderbevægelsen stadig lige relevante. Det er dem, der repræsenterer den bedste side af det amerikanske, kampen for at gøre tingene mere retfærdige.«

Det var også det, beatgenerationen handlede om. De var krigere. Ginsberg var en fantastisk kriger, og han kæmpede livet igennem mod det ondeste af alt, nemlig materialistisk tænkemåde. Han kæmpede mod det Amerika, som alle hader, og han kæmpede for det Amerika, som alle stadig ønsker at elske. Amerika er og bliver en enorm smeltedigel, og hvis vi ikke holdes sammen af en stærk vision, vil vi ende med at småkives, ligesom man har gjort det i Europa de sidste tusind år.«
– Hvis du skal se tilbage, føler du så, at du kunne have opnået det samme uden stoffer?
»Der er selvfølgelig massevis af fantastiske stofoplevelser, jeg kunne fortælle om, men man ender gerne med at forsvare sig selv, hvilket jeg ikke er interesseret i. Mit eneste svar må være, at stofferne har haft en afgørende betydning for, hvor vi er i dag. Uden stoffer ville vi ikke have blues, vi ville ikke have amerikansk jazz, Beatles ville ikke have eksisteret – i hvert fald ville de ikke have været de samme – og først og fremmest var hele den psykedeliske bevægelse i 60’erne selvfølgelig inspireret af oplevelser med andre bevidsthedstilstande. Og i videre forstand kan vi i vidt omfang takke stofferne for hele denne række af politiske bevægelser, der voksede frem i 60’erne – miljøbevægelsen, kvindebevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen – og for alle de fantastiske film og Jackson Pollock og abstrakt ekspressionisme og så videre.«
»Jeg siger ikke, at det var stofferne, der skabte det hele, men de var bestemt heller ikke nogen hindring. Der er mange måder at blive oplyst på, og fra min egen erfaring ved jeg, at hvis man indtager noget, der river én ud af den sædvanlige bevidsthed og giver adgang til nye og ukendte tilstande, hvor man virkelig er nødt til at arbejde for at finde fodfæste, kan man opnå en indsigt, som det ville være væsentligt sværere at opnå med andre metoder som faste, bøn eller lidelse.«
– Har du aldrig fortrudt, at du trak dig tilbage fra ’scenen’ og blev farmer i Oregon?
»Det har været den bedste beslutning i mit liv,« svarer Kesey uden tøven og afbryder interviewet for at se på en haletudse, som et barnebarn har slæbt ind fra haven.

Materiale med Ken Kesey og hans Merry Pranksters kan findes på key-z.com eller intrepidtrips.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu