Læsetid: 5 min.

Kinas økonomiske magt

23. januar 2001

Beijings internationale indflydelse skyldes ikke de kinesiske atomvåben og missiler. Den skyldes Kinas kolossale økonomiske fremskridt

NEW DELHI – Kinas næstmægtigste mand, Li Peng, har netop aflagt et ni dage langt besøg i Indien. Det begyndte i finanshovedstaden Mumbai (tidligere Bombay), fortsatte i New Delhi, hvor han førte politiske drøftelser med den indiske ledelse, og sluttede i IT-centret Bangalore i den sydlige del af landet.
Ind imellem blev der tid til den udflugt til Agra med fotoposering foran Taj Mahal, som er blevet obligatorisk for alle prominente gæster fra Clinton til Putin.
Der var altså symbolik nok i besøget, men iagttagere spørger sig selv, om der også var substans.
Li Peng var sidst i Indien som ministerpræsident i 1991 – to år efter at han havde spillet en betydelig rolle i forbindelse med den voldelige undertrykkelse af demokrati-demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads. De indiske værter gjorde alt for at sikre, at han ikke blev mindet om dette kedelige kapitel i Kinas historie.
Siden dengang har Indien gennemgået store forandringer. Meget har også ændret sig i Kina, men denne asiatiske gigant har ikke formået at holde trit med de globale tendenser.
Landet er genstand for umådelig interesse, bekymring og spekulation, fordi det, der sker i Kina, påvirker den globale økonomi. Og når låget ryger af den strenge politiske kontrol – hvilket ikke kan undgå at ske før eller senere – vil de store omvæltninger i Kina få konsekvenser for sikkerhedssituationen i verden.

Det bringer os til det første aspekt ved Kinas tilbageståenhed i forhold til resten af verden. Det er det eneste land i verdenssamfundets superliga, som ikke accepterer et pluralistisk og demokratisk værdisystem. Den kinesiske socialisme – modificeret til markedssocialisme ved Deng Xiaopings kyniske sentenser – har ikke meget at gøre med lighed; den er kun en tynd fernis over etparti-diktaturet.
Det andet aspekt er Kinas økonomiske styrke, som er uafhængig af den politiske svaghed. Kineserne er måske de eneste uden for den vestlige halvkugle, der kan starte en handelskrig mod USA. Det er mere anerkendelsen af dette forhold end underskrifter på internationale konventioner, der har skaffet Kina adgang til verdenshandelsorganisationen WTO.
I modsætning til Indien vil Kina som WTO-medlem ikke blive hæmmet af multilaterale arrangementer; det har i stedet indgået bilaterale aftaler, som giver Beijing umådelige, endda uretfærdige fordele i det internationale handelssystem. Tyveri af intellektuel ejendom og dumping af billige varer – nogle af dem fremstillet af fanger – kalder på en mere grundig undersøgelse, end der hidtil har været tale om.
Det tredje – og vigtigste – aspekt er, at Kina er verdens største eksportør af atomteknologi. Og det kan kun blive værre med George W. Bush i Det Hvide Hus. Bush’ forsvarsminister, Donald Rumsfeld, var formand for den kommission, der anbefalede udviklingen af det Nationale Missilforsvar (NMD) med den begrundelse, at den kinesiske atomspredning gjorde det nødvendigt.
Intet tyder på, at Bush vil følge Clintons eksempel og undlade sanktioner mod Kina, mens Iran og Pakistan straffes for at købe de kinesiske atomvåben. Med deres atompolitik legitimerer USA og Kina gensidigt hinandens atompolitik og hegemoniske ambitioner.
Det er netop Kinas hegemoniske ambitioner, der vækker størst bekymring i New Delhi. Faktisk blev Kinas atompolitik nævnt som den vigtigste begrundelse for de indiske atomprøvesprængninger i 1998. Nu må Indien og hele regionen leve med risikoen for et kinesisk modspil til det amerikanske NMD.
Det mest overraskende er, at alt dette ikke overhovedet ikke figurerede under Li Pengs besøg. Han kunne have talt for både New Delhi og Beijing, da han bemærkede, at de to lande ikke har nok tillid til hinanden.

Siden krigen i 1962 har der været uløste grænseproblemer mellem New Delhi og Beijing, men det blev gentagne gange understreget, at Li Peng ikke var i Indien i spidsen for en forhandlingsdelegation, men kun for at føre politiske drøftelser på højt niveau. Med andre ord blev der ikke talt om de problemer, der fortsat belaster det indbyrdes forhold.
Kina holder flere tusind kvadratkilometer indisk territorium besat, men hovedtemaet under besøget var at fremhæve, at Kina og Indien ikke udgør nogen trussel mod hinanden. Formålet var tydeligvis at signalere tryghed og åbenhed. Li Pengs taler og de indiske reaktioner på dem antyder, at man på højeste politiske niveau ønsker at styrke forholdet, håndtere de uløste problemer og rydde vejen for øget økonomisk samarbejde. Tankegangen er, at det er bedre at skændes om anti-dumping end grænsedragning og atomspredning.
Derfor gælder det om at finde områder, hvor der er sammenfaldende interesser. Det er dette perspektiv, der har givet næring til spekulationerne om et trekantsamarbejde mellem Moskva, Beijing og New Delhi. Men der er enorme forskelle mellem de tre lande, og ingen af dem ønsker at give det indtryk, at deres samarbejde er rettet mod USA.

Tanken blev bragt på bane af den daværende russiske ministerpræsident Jevgenij Primakov for tre år siden. Kineserne var ikke entusiastiske dengang, men i de senere måneder har de ændret holdning. Nu går Beijing ind for grundige diplomatiske drøftelser med henblik på at få skabt »intellektuel klarhed over de pågældende spørgsmål«.
Det er ikke sandsynligt, at der kommer meget ud af disse bestræbelser – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Kun Moskva udnytter dem – i form af ’Kina-kortet’, der kan bruges til at lægge pres på USA og vestlige organisationer som Verdensbanken og IMF.
New Delhi vil sandsynligvis ikke støtte et sådant arrangement, hvis det har anti-amerikanske undertoner – dertil er det nye forhold mellem Indien og USA for varmt.
Og i hvert fald vil Beijings holdning til Bush-administrationen og NMD ikke styrke et strategisk samarbejde mellem Kina og Indien. Den manglende gensidige tillid, som Li Peng talte om, vil nok ikke forsvinde, selv om de to lande bevarer et venskabeligt forhold.
Det må give grund til eftertanke i New Delhi, at Beijings internationale indflydelse ikke skyldes de kinesiske atomvåben og missiler. Den skyldes Kinas kolossale økonomiske fremskridt.
Indien savner det økonomiske grundlag, der er så nødvendigt for at sætte sin vilje igennem på verdensarenaen. Det er Kinas økonomiske vækst, ikke dets missiler, der er den største trussel mod det demokratiske Indien.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi.

*Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu