Læsetid: 2 min.

K'NYT

25. januar 2001


Pris til Sjællands Symfoniorkester
*Ved en koncert i Tivolis Koncertsal i går aftes modtog Sjællands Symfoniorkester Dansk Musiker Forbunds Hæderspris på 40.000 kr. De i alt 90 musikere påskønnes hermed for deres mangeårige indsats (orkestrets rødder går tilbage til Tivolis oprettelse i 1843). Orkestret giver omkring 125 koncerter årligt. Den høje kunstneriske standard og spilletekniske niveau er blevet rost både herhjemme og i udlandet. Orkestrets første chefdirigent Heinrich Schiff er nu afløst af Giordano Bellincampi.

Verdi i Krystalgade
*Kapelmester og forfatter til Guiseppe Verdi: myten, mennesket og komponisten Francesco Christofoli holder i aften, torsdag kl. 17, et foredrag i anledning af komponistens 100 års dødsdag. Gratis adgangskort udleveres i Hovedbibliotekets information, Krystalgade 15.

Bali i Aalborg
*På lørdag den 27. januar kl. 20 optræder det balinesiske Womens Topeng and Gamelan Group på Nordjyllands Kunstmuseum (Entré 75 kr., 98 16 76 66). Gruppen består af ni kvinder: Seks musikere, der betjener de store gamellaner (slagtøjsinstrumenter à la kæmpexylofoner i metal) og tre danserinder, der danser maskedans. Balinesisk dans skulle være noget helt specielt.

Eksotiske penge fra Kina
*Foruden de permanente samlinger og udstillingen »Utimut – retur – return« er der talrige aktiviteter på Nationalmuseet denne vinter. Nævnes kan bl.a. vinterferiefilm for børnene 13.-23. februar og en række omvisninger, f.eks. søndag d. 4. februar kl. 14, hvor man kan høre om og se på »Eksotiske penge fra Kina og det øvrige Asien«.

Oplæsning i Århus
*Fire mandage i februar er der oplæsninger på den århusianske café Ziggy. 5. februar optræder Stig Dalager og Ib Michael, 12. februar går Carsten Jensen på scenen, 19. februar er det Jan Sonnergaards tur og endelig d. 26. februar går Kirsten Thorup på scenen. Entré pr. arrangement er 50 kr. Se mere på www.litteraturfestival.dk.

Ildfisk med Balle
*Litteraturtidsskriftet Ildfisken nr. 25 er udkommet og indeholder kortprosa af Louis Jensen og Lene Asp Frederiksen, digte af Espen Andersen og et stort interview med Solvej Balle. Nummeret, der koster 40 kr., kan bestilles på Ildfiskens hjemmeside: www.ildfisken.dk
Ildfisken nr. 24, der udkom i november i form af en cd med oplæsning af Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen, Bodil Nielsen, Jørgen Leth og Louis Jensen, er nu næsten udsolgt. Af 500 eksemplarer er der små 30 stk. tilbage, som man skal skynde sig ind på hjemmesiden for at gafle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her