Læsetid: 2 min.

K'NYT

12. januar 2001


Flere penge til provins, turné, musikdramatik og dansk dramatik
*Teaterrådets støtte til teatervirksomhed i sæsonen 2001/02 har sat kikkerten for øjnene og blikket mod horisonten; således er både Svendborgs BaggårdTeatret og Hans Rønnes Teatret
i Odder sikret støtte i tre år, samtidigt med at Svalegangens mulighed for turnévirksomhed ser bedre ud de næste to – meningen er at give Det Danske Teater mere konkurrence på området. Musikdramatisk teater, der fordeles i samarbejde med Statens Musikråd, er tilgodeset med driftsbeløb på i alt 4,9 mill. til Den Anden Opera og Holland House, der tilsammen også får 3,3 mill. i projektstøtte. K.I.T.’s støttebeløb har trods det almindeligt eskalerende prisniveau stået stille i flere år, således også i år, mens beløbet til fremme af dansk dramatik er fordoblet – vi taler dog stadig om et relativt beskedent beløb, nemlig fra 400.000 til 800.000 kr. nd

Fodboldfilm-festival i Århus
*En lille runde kugle er i centrum i de århusianske biografer i slutningen af januar, hvor fodboldfilm er på programmet. Festivalen byder på fem Danmarkspremierer og generelt en række film af en bred vifte af indenlandske såvel som internationale instruktører. Filmfestivalen løber af stablen i Århus’ gamle art cinema biograf Øst for Paradis. Efter en række af forevisningerne vil der være efterfølgende debat på byens cafeer. Her vil publikum bl.a. kunne møde den tidligere landstræner Sepp Piontek, idrætssociologen Birger Peitersen og den tibetanske fodboldmanager Michael Nybrandt, biskop Kjeld Holm og den netop afgåede udenrigsminister Niels Helveg Petersen.
Festivalen løber 26.-28. januar

Succesfilm kæmper om Robert
*’Bænken’, ’Italiensk for begyndere’ og ’Dancer in the Dark’ er topscorerne blandt de danske spillefilm, som er indstillet til Robert-priserne for år 2000. De tre film tegner sig hver for 10 nomineringer, mens en anden af årets store succeser, ’Blinkende lygter,’ er nomineret otte gange. Priserne uddeles af Danmarks Film Akademi og bliver dermed branchefolkets anerkendelse af årets bedste filmpræstationer.

Ny cd fra R.E.M
*Det australske rockband R.E.M. er på trapperne med en ny cd. Reveal er titlen og Pat McCarthy er produceren. Cd’en forventes udgivet i maj.

Det Kgl. Teater aflyser
*Forestillingen Ensom Herre Søger Familie, som skulle have premiere 20. januar er blevet aflyst. Årsagen er, at Henning Jensen har måttet sygemelde sig p.g.a. overanstrengelse.

Rettelse
*I Kristen Bjørnkjærs artikel om bogforlagenes forår den 10. januar nævnte vi det lille forlag INTRITE! Det hedder retteligen INTROITE! Vi beklager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her