Læsetid: 8 min.

Kun ideer kan være kunst

9. januar 2001

Efter at William Anastasi i 60’erne var med til at udforme konceptkunsten i sporene efter Marcel Duchamp og John Cage, gled han ud af kunsthistoriens fokus. To aktuelle udstillinger viser, hvorfor kunsthistorien tog fejl

Kunst
Han er 68 år. Han motionerer tre timer hver morgen for at holde en gammel polioskade stangen, han løber Manhattan tynd og lever af rå mad, gerne energistænger specialfremstillet til astronauter. Han blev gift som 17-årig, havde tre børn som 21-årig og var i en alder af 22 en succesrig Philadelphia-entreprenør.
Han er passioneret musikelsker, spillede fra midten af 70’erne skak med John Cage så godt som hver dag og bliver aldrig træt af at tale om treenigheden Alfred Jarry, Marcel Duchamp og John Cage som fundamentet for det 20. århundredes kunst.
William Anastasi er kort sagt et interessant bekendtskab. Ikke desto mindre forsvandt han efter fire skelsættende udstillinger på Dwan Galleri i New York i slutningen af 60’erne mere eller mindre ud i mørket, mens kolleger som Carl André, Sol LeWitt, Robert Smithson, Richard Serra og Lawrence Weiner fik æren for konceptkunstneriske hovedværker, som i mange tilfælde blot var ekkoer af Anastasis arbejde fra år tidligere.
Allerede i 1961 urinerede Anastasi på en plade af våd cement og udpegede resultatet som et kunstværk. Det var sytten år før Warhols Oxidiation Painting lavet ved samme teknik.
I 1963 udstillede Anastasi en stålplade anbragt på gulvet, fire år før Carl André blev berømt for noget lignende. I 19 67 anbragte han et fotografi af græs på en græsplæne og tog et billede af sceneriet. Året efter gjorde Robert Smithson noget lignende.
Sådan kan man blive ved. Og det gør kunsthistorikeren Thomas Mc Evilley i kataloget til Nikolaj Udstillingsbygnings retrospektive Anastasi-præsentation. Listen er lang og somme tider beskæmmende for Anastasis mere berømte kolleger. Og hvad udstillingen i tilgift viser – sammen med den parallelle Anastasi Bradshaw Cage i Roskilde – er, at Anastasi ikke blot var først, i mange tilfælde var han også mindst lige så god eller bedre end de, der kom efter ham.

Ud af kunsthistorien
Selv tager han det tilsyneladende roligt:
»Jeg er bestemt ikke vred over det. I mere end halvfems procent af de tilfælde, man kan finde, er det min overbevisning, at kunstneren ikke har kendt det værk, vedkommende har gentaget. Og jeg har da også selv oplevet at lave et værk og senere finde ud af, at det svarer til et allerede eksisterende værk af en anden kunstner.«
– Men hvordan føles det at være blevet skrevet ud af kunsthistorien?
»Ofte hænger det sammen med, at når unge kuratorer i dag skal lave en udstilling, ved de ikke så meget om, hvad der skete i 60’erne. Nogle af dem var end ikke født dengang, så de kender kun historien fra bøgerne. Jeg kunne opremse en række eksempler på udstillinger, hvor jeg ikke er kommet med, fordi kuratorerne var unge mennesker, der støttede sig til de forkerte bøger. Sådan fungerer kunsthistorien.«
William Anastasi blev kunstner ved en tilfældighed og har siden været lidenskabeligt optaget af at udforske tilfældighedsprincipper i sin kunst. I de tidlige 60’ere begyndte han at lave blindtegninger, og da han i midten af 70’erne daglig tog toget downtown for at spille skak med John Cage, gennemførte han en serie af Subway Drawings, tegninger hvor togets rystelser bestemte blyantens bevægelser.
En anden kategori af værker handler om repræsentation og selve udstillingssituationen.
Anastasis første lydværk, Microphone (1963), består af en båndoptager, der afspiller lyden af sin egen motor. I videoinstallationen Transfer (1968) viser en monitor et kamerasignal af den stikkontakt, der leverer strøm til monitoren. Ved en af udstillingerne på Dwan Gallery fotograferede han væggene og hængte derefter billederne op på de samme vægge. Og i værket Trespass (1966) har han ganske enkelt skrællet et lag af udstillingsrummets væg og derved blotlagt, hvad der findes bag overfladen.
»Ved åbningen af The American Century II på Whitney museet sidste år kom kuratoren Lisa Phillips hen til mig og gav udtryk for, hvilket smukt og fantastisk værk Trespass er. Den slags var der ikke noget af i 1966, kan jeg godt love dig. I den forstand har kunsthistorien arbejdet for mig. I dag ligner mine værker kunst. Det gjorde de ikke dengang.«

I blinde
»Jeg arbejder altid mere eller mindre i blinde. Jeg er god til at tale om mine ældre værker, men jeg bliver mundlam, hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver lige nu. På det punkt havde Cage og jeg meget til fælles. En delegation fra National Endowment for the Arts spurgte engang Cage, hvem han mente, at de skulle støtte. Han sagde, at de burde finde en kunstner, der ikke anede, hvor hans næste idé ville komme fra. De var chokerede, men jeg er helt enig. Jeg har det ligesom Marcel Duchamp, der aldrig var helt sikker på, om det, han lavede, overhovedet var kunst.«
– Kan du forklare, hvorfor du som kunstner er optaget af tilfældighed?
»Resultatet er altid meget mere interessant end mine aktuelle smagsmæssige præferencer. Min smag på et givet tidspunkt interesserer mig overhovedet ikke og burde heller ikke interessere andre. Det eneste interessante ved smag er, at den altid er i forandring. Det er derfor, Michelangelo hadede loftet i det Sixtinske Kapel, da han så sit arbejde to år senere. Som alle gode kunstnere var han i konstant udvikling, og det, han havde lavet to år forinden, hang slet ikke sammen med det, han lavede nu. Hans smag havde ændret sig radikalt, og sådan skal det være. Og jo bedre en kunstner, des hurtigere forandring, vil jeg tro. Så hvis ens smag ikke er til at stole på, er den eneste logiske konsekvens at ignorere den og lade andre kræfter kommer til.«
»Jeg har langt fra været alene om at mene, at mine blindtegninger var bedre end noget, jeg kunne have lavet med åbne øjne. Det betyder selvfølgelig ikke, at en blindtegning altid er bedre end en æstetisk bevidst tegning. Der er plads til mange forskellige filosofier i kunsten.«
– Hvad svarer du et publikum, der siger, at de gerne vil møde ’Den Anden’ i kunsten. At de ønsker at lære kunstnerens indre at kende. At de vil kunne aflæse kunstnerens intentioner?
»Jeg siger, at alt dette er lige så meget til stede hos mig, som det er hos fotorealisterne. Når mine elever siger noget så fjollet, som at de ønsker at lære at ’udtrykke sig’, så svarer jeg altid, at det skal de glemme alt om, for der er ingen som helst måde, hvorpå man kan undgå at udtrykke sig. Man udtrykker sig i alt, hvad man gør. Om man så laver en minutiøs kopi af en Giotto eller en Picasso, så udtrykker man sig. Og en opmærksom beskuer af selv den mest tro kopi vil altid kunne få øje på den, der har lavet kopien. Alt andet er vigtigere end at forsøge at udtrykke sig.«

Alle er kunstnere
»Grunden til, at vi ofte finder aboriginerkunst smuk, er sandsynligvis, at nede under alt andet er vi alle kunstnere. Men vi har fjernet os så meget fra vores udgangspunkt, at vi ikke længere tør tænke på os selv som sådan. Jeg var 27, før jeg turde sige til mig selv, at jeg var kunstner. Det er derfor, at folk er så kritiske over for kunst. Dybt nede føler alle, at de kunne gøre det bedre. Og det gælder ikke mindst, hvis det er noget, der ser tilfældigt ud.«
– Når det er sagt, hvad er det så, der gør kunst til kunst?
»Jeg er bange for, at kunst i sidste ende er det, som evigheden vælger ud. Hvilket ikke altid hænger sammen med kvalitet. En masse værdifuld kunst er gået tabt, mens en masse møg er blevet bevaret. Tænk bare på Sappho. Fra de fragmenter, der er bevaret, ved vi, at hun var i klasse med de allerbedste komponister, men fordi hun var kvinde, blev hun aldrig anerkendt, og de fleste af hendes værker gik tabt. Eller Bach. Hvis ikke et ungt jødisk geni på seksten år – Felix Mendelssohn-Bartholdy – var faldet over hans papirer, havde vi måske ikke kendt ham i dag.«
– Du lavede idébaseret kunst, inden begrebet fandtes. Havde det nogen indflydelse på dit arbejde, da Sol LeWitt i 1967 lancerede termen ’conceptual art’?
»Overhovedet ikke. Min holdning er, at ’konceptkunst’ er en tautologi. Al kunst er konceptuel. Det eneste, der får os til at bevare kunst for eftertiden, er det idémæssige indhold. Hvis ideen forudsætter pedantisk håndværksmæssig omhyggelighed, er det ikke denne omhyggelighed i sig selv, der får os til at bevare værket. Der er masser af kunst baseret på pedantisk omhyggelighed, som er fuldstændig uinteressant. Det kan godt være, at visse mennesker kigger på en Leonardo da Vinci og bliver forvirrede af den helt utrolige håndværksmæssige kunnen og siger, at det er håndværket, der gør det til kunst. Men det er ét hundrede procent forkert. Som alle gode kunstnere var han i stand til at formidle sine ideer i den bedst mulige form, og hans form var tilfældigvis denne fantastiske håndværksmæssige kunnen.«
– Betragtede Cage og du jeres skakspil som kunst?
»På en måde, ja. Jeg tror, at vi betragtede hele vores liv som kunst. Ideen var netop ikke at skelne. Du ved, som Alfred Jarry sagde: Man bør ikke begå mord, men hvis man endelig skal gøre det, bør man i det mindste gøre det som et kunstprojekt.«

*William Anastasi: A Retrospective, Nikolaj Udstillingsbygning, København. Til 11. mar.
*Anastasi – Bradshaw – Cage, Museet for Samtidskunst, Roskilde. Til 11. mar.

FAKTA
William Anastasi
Amerikansk konceptkunstner, født 1933. Opgav i 1964 job som entreprenør i Philadelphia og flyttede til New York, hvor han med fire skelsættende udstillinger på Dwan Gallery (1966-70) var med til at formulere konceptkunstens undersøgelsesfelt. Har fra den tidlige barndom været optaget af at tegne og begyndte i starten af 60’erne at udforske muligheder i blindtegning, hvilket førte til en livslang optagethed af tilfældighedsprincipper i den kunstneriske proces. Mødte i 1965
John Cage, sammen med hvem han fra midten af 70’erne spillede skak daglig. Regnes af kolleger for en pionér, men gled af forskellige årsager ud af kunsthistorien i 70’erne og 80’erne. Genopdaget i 90’erne, bl.a. af Stalke Galleri i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu