Læsetid: 4 min.

Kunsten at kopulere med en mobiltelefon

20. januar 2001

Ny dansk opera ser den moderne telefonitis som en stor absurd uvirkelighed, der fordriver den sidste rest af menneskelighed. Et underholdende drama, som burde være pligtforestilling på lederkurser og ved medarbejdersamtaler

Opera
»I begyndelsen troede jeg, at der var mening til i en verden med små huller af skinger absurdisme. Jeg troede at det gjaldt om at finde de små vanvidshuller og udstille dem i en komisk sammenhæng. Senere fandt jeg ud af, at det hele er vanvittigt, absurd. Der er ikke engang små huller af mening.«
Nogenlunde sådan har den engelske komiker John Cleese sagt.
Verden er forrykt. Operaen Manden som ikke ville være død af komponisten Ilja Bergh og librettisten Mogens Wenzel Andreasen skildrer den skinbarlige, absurde virkelighed. Så nutidigt som det er overhovedet er muligt. De skal bare forestille Dem Anette Engells bog om ægtemanden, der elskede sin status og sin høje position, omsat til en times teater, så har De nok så meget af operaens forståelsesramme.

At være død levende
Operaen handler om direktøren, der elsker magt og elsker at udøve magt over andre mennesker. Tingsliggørelsen er total: Mink, middage og mobiltelefon er livets indhold. Direktør Madsens kone sættes i venteposition, sekretæren får lidt opmærksomhed, men mest ophidsende er dog mobiltelefonen med alle dens muligheder.
Madsen får en idé: Han vil købe billig kopi-medicin fra Indien, som kan reemballeres og sælges under et smart firmanavn. Historien kan herefter køre lidt i ring omkring det nye tiltag, og overordnede emner som ’Det moralske’, ’det kyniske’, ’magtliderligheden’, kommer under behandling.
Men tiden går og historien kan ikke komme videre uden et indgreb udefra. Der må ske noget drastisk, ellers ebber det hele ud. Heureka, dramaet gives nyt momentum: Direktør Madsen erklæres for at være død. På kommunekontoret kan de bekræfte det: Madsen er død! Nu kan det absurde forløb køre videre. Skæve pointer og velgørende humor omkring det at være levende død udvikles.
Det hele ville ikke være til at bære, hvis det blev fremstillet præcis som det forekommer uden for teatrets vægge. Det ville være til at græde over, hvad det i virkeligheden også er, men ved at tilføje de teatralske optrin et lille smil, er det til at holde ud. For det forfærdelige er jo, at Manden som ikke ville være død i sin totale absurditet ikke overdriver det mindste.Så snart publikum er ude af teatrets mørke rum, møder det avisernes spisesedler, der beretter historien om manden, der via internet søger mænd, som mod betaling skal voldtage hans tidligere kæreste. På teatret kan historien ikke blive for absurd, virkeligheden er altid endnu mere absurd. Hvor absurd det end kan lyde.
Manden der ikke ville død er en slags samfundssatire, et memento mori uden moralsk pegefinger. Dertil er Ilja Bergh alt for uberegnelig og – om man så må sige – rigtig kunstner. Han og librettisten har set og oplevet, at kæden er røget af samfundets cykel. Gamle æresbegreber, anstændighed, menneskelig integritet, osv. er forladt til fordel for profitmaksimering og tingsliggørelsen.
Sådan har det jo så vidt været længe, men den teknologiske udvikling, de hurtige penge, jagten på succes, har fået det store svinghjul til at køre endnu hurtigere.

Aktualiserende nutid
Forestillingen spilles på den lille scene på Aalborg Teater. På store scene sætter Kasper Holten en moderne Hamlet op (premiere i aften kl. 19.30), og dette på mange måder ud fra samme perspektiv som den nye danske kammeropera. Begge udstiller magten i direktionslokalet og alt det, der følger i kølvandet på denne magt. Shakespeares tekst er dybere og bedre end Wenzel Andreasens – surprise – men sidstnævnte har nu skrevet en libretto som virker udmærket. Sangerne taler en del i stedet for at synge. Det virker ikke forkert. Man kan høre hvert eneste ord af teksten. De unge sangere, alle nye for denne lytter, ydede værket fuld retfærdighed. med basbarytonen Søren Ohlsen i fin stil som modbydelige Madsen, som får en til at tænke på konkrete personer i rundsavs-butikken.
Ole Schmidt dirigerer det lille ensemble med klaveret som vigtig medspiller (komponisten Ilja Bergh er selv pianist og i en øvrigt en farverig personlighed, som arbejder uden kunstnerisk sikkerhedsnet. Tak for det!).
Også tak for en forestilling, der er timet så man ikke keder sig. Det var Verdis motto, og det burde også være moderne komponisters motto. Manden som ikke ville være død er ikke kedelig. Gå ind i Aalborg Teater og oplev det.

Ilja Bergh: Manden som ikke ville være død. Tekst: Mogens Wenzel Andreasen. Instruktør: Nigel Warrington. Scenograf: Frank Melin-Higgens. Dirigent: Ole Schmidt. Sangere: Søren Ohlsen (Axel O. Madsen), Dorthe Græsborg Pedersen (Inger Madsen), Annette Dahl Lindberg (Sekretæren), Torben Fogde Larsen (Bunkenberg, advokat), Morten Porsberg Rasmussen (en embedsmand). Det Nordjyske Operakompagni. Urpremiere torsdag på Aalborg Teater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu