Læsetid: 8 min.

Kunsten at skabe glæde

Ib Nørholm om de store spørgsmål i anledning af, at komponisten fylder 70 i dag
24. januar 2001

Klassisk
Hvad skal man stille op med Ib Nørholms musikalske plastikslanger, happenings, kryptiske tekster, og musik, der ikke er det, den giver sig ud for at være? Nørholm er god at lytte til, men svær at blive klog på ved første lytning. Udfordrende, irriterende, dyb, men aldrig kedelig. Man ved aldrig, hvor man har ham – vel også en slags kvalificering, måske endog en kunstnerisk blåstempling. Han har kaldt et værk Moraliteter. Eller: Måske er der mange kilometer til den nærmeste edderkop. En ret kryktisk titel på en symfoni, hvis man ikke er dus med Inger Christensens digtning. Nørholms titler er et kapitel for sig.
»Det har altid moret mig at lave titler. Somme tider er de kryptiske eller gådefulde, men sådan er musikken også. Den er gådefuld, så snart man forsøger at forstå den via ordet, ikke? Hvis man lader ordet hvile, er den ikke så gådefuld. Poul Borum foreslog mig engang, at jeg skulle udgive mine titler, altså kun selve titlerne, for deres poetiske kvalitet.«
»Jeg henter ofte inspiration fra litteraturen på den ene eller anden måde, også fra litteraturens formsprog. Til 6. Symfoni valgte jeg to meget politiske tekster af Ivan Malinovski. Jeg var fascineret af hans tekster samtidig med at jeg også havde distance til dem. Derfor måtte jeg dementere dem lidt. Det gjorde jeg ved at vælge en anden politisk digter af en helt anden observans fra en helt anden tid, nemlig Walt Whitman. Som en slags dementi af de to herrer, valgte jeg et afsnit af et digt af Inger Christensen. De første linjer i digtet valgte jeg som titel på symfonien: »Måske er der mange kilometer til den nærmeste edderkop«. Hvilket betyder, at måske er det hele ikke så farligt. Det er Inger Christensens måde at omskrive dette på: Det er ikke så farligt, eksistensen er der bare, til at bruge, til at tage. Musikken bliver naturligvis farvet meget stærkt af de tre karakterer, og musikken går derfor i øst, vest, syd og nord. Og det morer mig meget.«

Bruddet
Nørholm var som ung i en enestående historisk situation, idet han havde mulighed for at at revurdere alt det, der var gået forud. Begynde forfra, viske tavlen ren. Opgøret omkring 1960 blev ikke blodigt, men næsten. Først gik Nørholm med på modernismens tog, siden stod han af og var med til at danne den ny enkelhed i dansk musik:
»Det var ikke kun den unge, danske komponistgeneration, som ønskede det opgør. Det var et interkontinentalt opgør. Der havde været en vanetænkning i dansk musik, som kredsede om enkelte store navne som Stravinsky, Bartók og Hindemith. Der var to festivaler, som var meget afgørende: Rom 1959 og Köln i 1960. Det, der skete her, var uhørt, så uhørt at det først frastødte, derefter udfordrede og endelig tiltrak. Vi var en generation havde en del samarbejde. Mange af os var elever af Holmboe, Høffding, Bentzon. Vi var nede i Köln, og da vi kom hjem arbejdede vi i overordentlig stor enighed om at få nogle af disse nye tanker udbredt og gjort tilgængelige herhjemme. Det var en enighed som ikke kunne holde i længden. Den blev afløst af en meget produktiv uenighed. Det er heller ikke at foragte.«
Den ny enkelhed blev normdannende i dansk musik. Det enkle blev et modbillede til det komplekse, til
Boulez og Stockhausen:
»Man kan ikke definere, hvad enkelhed er, for det er kun enkelhed i forhold til noget andet. Men det var jo sådan, at i avantgardens årtier, omkring 1950-60, blev der lanceret et slagord af Boulez. Han sagde: »Man må acceptere kompleksiteten.« I samme øjeblik, man fastslår en sådan læresætning, så vil dens modsætning straks melde sig. Da avantgarden så at sige havde udtømt sig selv ved nu at kunne definere, hvad avantgarden er, er den naturligvis ikke avantgarde længere. Derfor var Henning Christiansens lancering meget oplagt: »Man må acceptere enkelheden.««
Hvad det er, Nørholm præcist er ude på, er svært at forklare. Komponisten har svært ved at sætte forklarende ord på sin produktion, men ord har i høj grad ledsaget musikken:
»Ord kan ikke beskrive musik, men ord kan ledsage musik, det er en ældgammel tradition. I det øjeblik musikken bliver for belastet af filosofiske ytringer, så er den virkelig belastet. Jeg har brugt ord, fordi ord har været en rød tråd i min produktion. Jeg holder mig til den europæiske tradition, som nu engang er knyttet til sang, lied, korværker. Jeg startede med at komponere sange, er vokset op med den danske sangtradition hjemme og kan aldrig slippe den helt – og hvorfor skulle jeg også det. Jeg har altid syntes, det er lidt kedsommeligt at kalde et værk sonate eller trio eller kvartet, og har også oplevet, at når jeg har skrevet et stykke musik, så knytter det sig mere eller mindre håndgribeligt til visse oplevelser: Litterære oplevelser, menneskelige oplevelser, naturoplevelser, osv. Derfor har jeg har en naturlig tilskyndelse til at give mange af mine værker titler.«
– Du har sagt de unge myldrer frem. Der er kommet unge til, som vil noget ganske andet end det din generation står for. Føler du at du er blevet tilsidesat i løbet af de seneste ti år?
»Din beskrivelse er rigtig: De unge kommer stærkt, men jeg føler ikke det mindste ubehag derved. Jeg har overhovedet ikke nogle problemer i den anledning. Af flere årsager. For det første synes jeg stadigvæk, at det jeg skriver er relevant for mig at skrive, og jeg har stadig masser at skrive og håber atfå tid til det. Det andet er, at jeg ofte har følt mig som en outsider. Da enigheden i forsvandt hos mine generationsfæller, følte jeg mig ofte som en outsider, hvilket jeg har befundet mig udmærket ved. Så har jeg haft stor glæde ved at være orgelspiller og underviser på konservatoriet. Det har i høj grad fyldt min tilværelse ud. På flere måder. Dels posititivt ved at have med den unge generation at gøre. Dels ved at være uafhængig: Jeg har aldrig ønsket at være i en situation, hvor jeg skulle være socialøkonomisk afhængig af at få min musik spillet. Sommetider er min musik blevet spillet, sommetider er den blevet spillet mindre. Jeg har bestemt ikke nogen som helst grund til utilfredshed, hverken nu i disse ti år eller tidligere. Men det har selvfølgelig været brydsomt, men det er vilkårene. Brydsomt fordi man har mange opgør, men det har man jo uanset om man har ydre succes eller ej.«
– Du opfatter dig selv som outsider i forhold til din egen generation, kan man så sige at Gudmundsen-Holmgreen og Per Nørgård er insidere?
»Ja, sådan har jeg følt det. Ikke i en negativ forstand, men sommetider har jeg følt, at jeg måtte gå nogle veje, som skilte mig meget ud fra de mere eller mindre prægnante hovedstrømninger, man kunne iagttage både her til lands og internationalt. I Danmark er man mest in, når man er a la mode i overensstemmelse med de herskende tankegange på bjerget. Det er godt at være på bjerget, men det er også udmærket ikke at være det – hvis man kan leve med det, finde sig i de vilkår.«

Værker til evigheden
– Hvad mener du med hovedstrømninger?
»Der er to ting for mig, som er en drivkraft. Det ene er det vokale. Jeg har et ønske om at skrive sange og korværker. Som jeg opfatter det, skal jeg her altid arbejde ud fra det harmoniske og melodiske. Det driver mig til at være tonal. Jeg kan aldrig slippe tonaliteten. Det er nok det område, hvor jeg skiller mig mest ud fra mange af mine kolleger. Og også det områder, hvor jeg klarest fornnemmer, at jeg ikke er i overensstemmelse med god tone på bjerget.«
– Nævn tre af dine egne værker, som du anser for så værdifulde, at du gerne vil tage med i graven.
»Hvis jeg anser dem for værdifulde, vil jeg da bestemt ikke tage dem med i graven – det ville være synd at berøve eftertiden dem! Nej, alle mine børn, hvad enten de har skæve hoveder eller for korte ben, holder jeg af på godt og ondt. Nuvel, du presser mig: Elverspejl kan jeg godt lide. Jeg holder også meget af min 10. Symfoni. Den har noget særligt over sig. Den hedder Mod kimingen, og der er det rum man kan se for foden af sig selv, hvor havet skyller op og det lange sug ud mod horisonten, hvor alt går i et. Når man løfter blikket op fra foden i det uendelige, det er mit udgangspunkt for denne symfoni. Mod kimingen betyder således mod afslutningen. Den symfoni holder jeg meget af. Jeg holder også
meget af det korværk, som hedder Fuglene og af de fem korsange, som hedder Americana.
– Nævn tre værker, du ikke selv har skrevet, som du også gerne vil have med i graven.
»Det kan jeg sagtens. Jeg vil gerne have Symfoni Antifoni af Pelle (Gudmundsen-Holmgreen) med. Jeg tror nok også ... du store kineser, det bliver svært ...«
– Vil en organist ikke have et stykke af Bach med?
»Det var godt, du nævnte det: Jeg vil have Bachs H-mol Messe med. Ikke mindst den meget smukke opførelse, som Herbert Blomstedt lavede for ikke så længe siden. Det er et værk, som bestemt er uopslideligt for mig. Det kunne jeg sagtens tære på i mange år i evigheden... Monteverdi har altid været en af mine yndlingskomponister: Jeg vil gerne have Poppeas Kroning med.«
– Niels Viggo Bentzon sagde engang, at han var bange for at sakke agterud. Har du nogensinde været bange for ikke at være modernistisk nok?
»Det ville være uærligt, hvis jeg benægtede det. Jeg har haft den nervøsitet, men jeg har ikke reageret på den måde, at jeg har prøvet at flytte mig i den anledning. Hvad eftertiden i øvrigt har i sinde at stille op med ens musik, det må den jo selv om. Det tror jeg ikke jeg vil være i stand til at være bekymret over eller gøre noget ved.«
– Er du religiøs?
»Jeg har været organist i en menneskealder, og der hænger jo meget ved, mange verselinjer og samlelinjer, mange udsagn. For nogle er det at være organist en livsforsikring mod at være religiøs. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg ville helst være religiøs, men det falder mig svært. Jeg er nok alt for rationelt indstillet. Jeg har aldrig kunnet opnå det, man kalder en religiøs oplevelse. Det er ikke på det plan, mine oplevelser ligger, og hvis det er forudsætningen, er jeg ikke religiøs. Men jeg vil så forfærdelig gerne være det, for det må være utrolig fortrøstningsfuldt, omend også meget, meget besværligt med det evige liv. Hvad taler man om?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu