Til februar er der premiere på den første dokumentarfilm om dansk samtidskunst. Instruktøren, Søren Martinsen er selv billedkunstner, og kender derfor miljøet indefra
Kunstnerfilm
Det er en let og morsom film han har lavet, Søren Martinsen. Han er gået om bord i samtids- eller nutidskunsten, dette vanskelige emne, som mange mennesker har svært ved at nærme sig.
I filmen optræder kunstnere, der artikulerer sig ved hjælp af den såkaldte virkeligheds egne fremtrædelsesformer, og hvis kunst derved adskiller sig fra den kunst med sokler, rammer og evighed, vi kender.
90er kunstnerne har i vidt omfang sat penslen i kosteskabet og begår en kunst, som udspringer af deres egne erfaringer. De laver video, de fotograferer, laver performances og installationer. Søren Martinsen er en af dem.
Han er uddannet på Goldsmith College og Kunstakademiet, hvorfra han dimitterede i 1995. Han har tidligere lavet videofilm og still-fotografier. Hans nye film handler om, hvordan det er dels at være ung kunstner, dels at være etableret kunstner i det danske kunstmiljø. Den timelange film Skygger og Magi har premiere den 24. februar på Aarhus Kunstmuseum og vil en uge blive vist i Filmhuset i København. I marts vil den kunne ses i Overgaden.
Information møder Søren Martinsen i hans kollektivvilla på Frederiksberg.
Hvorfor har du lavet denne film?
»Der er to ting, som spiller ind. For det første var der for nogle år siden massive, aggressive skriverier i formiddagspressen om den eksperimenterende kunst. Især blev det kritiseret, at museerne købte ind af den for skatteydernes penge. Diskussionen bevægede sig på et forfærdeligt lavt niveau. Det var forstemmende. Man kom aldrig ind i kunsten og fik forklaret, hvorfor værkerne så ud, som de gør. Der måtte noget kunstformidling til, tænkte jeg. For det andet ville jeg skildre den dårlige formidling i kunstverdenen selv. Det er en elitær mini-verden, hvor en gruppe specialister gensidigt anerkender hinanden.«
Dårlig intern kunstkritik
»Det er frustrerende, hvor dårlige kunstnerne er til at kritisere hinanden. Det viser sig tydeligt ved seminarer og paneldiskussioner, hvor kommunikationen indadtil ofte er elendig. Helt konkret blev jeg inspireret af et seminar i starten af 1999 i Rotterdam, der hed »Changing the System?«, der på ingen måde kunne leve op til titlen. Det var også forstemmende at se folk med en position i kunstverdenen, der slet ikke var rede til at diskutere, om tingene kunne være anderledes.«
Var det kunstnere eller kunstpampere, du her oplevede?
»Det var fremtrædende kuratorer og veletablerede kunstnere, som slet ikke er interesseret i at ændre systemet. De er nemlig udmærket tilfredse med det, som det er. En lille, elitær, specielt indbudt forsamling havde diskuteret forskellige emner i løbet af nogle dage, hvorefter et større publikum blev indbudt til at komme og høre på. Her startede man med at bebude, at man hverken ville komme med konklusioner eller opsummeringer af det, der var foregået bag lukkede døre. Og da blev jeg så forbandet og besluttede at forsøge en kunstformidling, der kan noget. Det må kunne lade sig gøre, tænkte jeg!«
Din film bør kunne fungere som et vindue ind til den kunstverden, som folk ikke kender, synes jeg. Hvorfor tager tv den ikke?
»Ja, de har jo afvist den, for den ligner i betænkelig grad kunst. Og man er jo hundeangst for, om et tv-program er for smalt. Folk i kunstbranchen, som har set den, synes, den er morsom, fordi de kan nikke genkendende til en hel del. For dem fungerer den som et spejl. Men intentionen er helt klart, at den skal kunne fungere som et vindue ind til kunstverdenen for udenforstående, der dog skal være potentielt interesserede.«
Mange mennesker har svært ved at forstå en kunst, der ikke har objektkarakter. De kan ikke få øje på den som kunst, fordi den er for luftig. De eksempler, du har valgt, synes at ligge meget langt fra et traditionelt kunstbegreb. Filmens kunstnere er langt mere radikale end mange af deres
jævnaldrende kolleger. Hvorfor har du valgt lige dem?
På grænsen
»De er netop valgt, fordi de er meget eksperimenterende. Kunstnerne er på grænsen til det bizarre. Annika Lundgren, Jes Brinch, Lisa Strömbeck, og Peter Land, der alle medvirker, laver mere performancebaseret kunst, som kun i sjældne tilfælde kan pakkes ind i pænt papir og tages med hjem.
Kunsten har jo fået mere flygtig karakter, og det korresponderer med den almindelige udvikling i informationssamfundet, der gennemstrømmes af virtuelle systemer. Når Annika Lundgren tager folk med på en bustur og viser dem rundt i en fiktiv persons biografi, der er kædet sammen med Københavns historie, så er der ingen dokumentation af dette værk ud over min film. Det er et meget luftigt udtryk, det er et konceptuelt, for der er intet objekt. Sådan et værk er ren oplevelse. Måske kan du læse om det. Måske ikke. Det vigtige er ikke, om denne kunst bliver nedfældet på et stykke papir, men at den bliver udført af nogle grundlæggende generøse mennesker, som har så stort overskud i deres liv, at de gider bruge deres krudt på at give noget til andre mennesker, f.eks. i form af en performance. Det er ikke anderledes, end hvis en sanger stiller sig op og synger. Da går folk jo fra koncerten med en oplevelse. På det punkt ligner denne form for kunst musikken. Jeg forsøger i filmen at vise, at disse mennesker er meget fattige materielt set, men at de alligevel har energi til at give så meget. Det synes jeg er stort.«
Generøs kreativitet
»Kunst er noget, der tilbydes, og som man kan tage imod og tage stilling til. Kunst opleves individuelt. Jeg kan jo ikke sige, at det, en anden synes er kunst, ikke er kunst, men jeg kan sige, at et givet værk for mig at se er noget lort. Når medierne afviser al ny kunst som noget lort, så rammer de alt og intet på samme tid. Men jeg kan godt forstå, at folk har svært ved at forholde sig til den ny kunst.
Jeg håber, at filmen påpeger den generøse kreativitet, der præger megen ny kunst, der på mange måder er afslappet, humoristisk som stand-up komedier eller entertainer-virksomhed.«
Navlestrengen kappes
»Kunstnerne i filmen skulle desuden have en intens udstillingsaktivitet og være decideret professionelle. De burde være kendt i den store, danske offentlighed, men de er mere kendt i udlandet. Helt unge akademistuderende portrætteres imidlertid også i filmen. Det kgl. Dansk Kunstakademie har fået en central rolle i de seneste to årtier, hvilket nok vil ændre sig lidt, i kraft af de konkurrerende akademier i Malmø, Århus og Odense, der bliver opgraderet i disse år. I skildringen af de unge, paralleliserer jeg min egen historie. Man starter uden egentlig at vide noget om, hvad der skal til at foregå. Og så går processen i gang. Og når man dimitterer, så kapper man navlestrengen over. Det var sjovt at genopleve denne tid gennem kameraet ned til Sørup (Kunstakademiets landresidens i Sydsjælland, red.), den obligatoriske ansøgning om optagelse til Charlottenborgs Forårsudstilling m.v. Efterhånden kommer vi ud til de mere veletablerede kunstnere og ender med et portræt af Peter Land, der arbejder på det der underlige, abstrakte, eksperimenterende plan, og som har en fantastisk høj udstillingsfrekvens og er blevet verdensberømt.«
Hvordan laver man ny kunst i dag?
»Det handler om at finde sin egen vej og formulere sit eget sted. For mit eget vedkommende handler det om at være i et mystisk hybrid felt og krydse klinger med rigtig film, videokunst, fotografi, kunstfilm, installation m.v. Det var utænkeligt for nogle år siden. En kunstner som Jes Brinch bevæger sig fuldstændig frit og ekvilibristisk imellem internet, life performances, rigtige malerier, musik, som bliver samplet m.v. Han beviser en manglende respekt for stilarter, kategorier m.v., som er typisk for min generation.«
