Læsetid: 2 min.

Kvinder, der elsker for meget

6. januar 2001

Der sker for lidt i Peter Hugges biografisk inspirerede trekantsdrama om Bertolt Brecht, konen og elskerinden

Teater
I kølvandet på verdenshistoriens store mænd sejler en hale af kvinder, der elskede for meget. Mange af det 20. århundredes mest mytologiserede kunstnere forbrugte kvinder, som andre bruger tandpasta, og disse kulørte biografiske historier er guf for enhver manuskriptforfatter i stofnød. Især når der kan postuleres en sammenhæng mellem kunstnerens værk og hans udskejelser på det private plan.
Og det kan der i tilfældet Bertolt Brecht. Brecht var nemlig som kommunist imod den private ejendomsret – og i forlængelse heraf også den ægteskabelige. Mennesker skulle ikke kunne eje hverandre, lige så lidt som de skulle kunne eje jorden. Hvorfor Brecht på denne baggrund selv valgte at få papir på sit samliv med først operasangerinden Marianne Zoff, siden den østrigske skuespillerinde Helene Weigel står hen i det uvisse. Måske af praktiske årsager, måske drevet af sin egen besiddertrang. For han brød sig ikke om, at hans koner eller elskerinder praktiserede den samme polygame livsførelse som han selv.
Dette er baggrunden for dramatikeren Peter Hugges Forbrændt, en genfortælling af historien om Brecht og hans danske elskerinde Ruth Berlau, som fulgte ham, arbejdede for ham og elskede ham til hans død. En historie, hvor den store, tyske forfatter og teatermand er reduceret til en patetisk hykler, der ødelagde livet for både sin elskerinde og sin hustru, fordi han, stædigt og hult idealistisk, nægtede at anerkende skinsygen.

Bekvemt symbolsk
Det skulle der såmænd nok kunne koges en gang psykologisk og filosofisk suppe på, men stykket er alligevel for tamt til at bære de toenhalv time, forestillingen varer. Blandt andet fordi der sker uendeligt lidt, selvom historien geografisk og kronologisk strækker sig fra Svendborg i slutningen af 30’rne til Berlin i 1974, hvor Ruth Berlau bogstaveligt talt, biografisk korrekt og bekvemt symbolsk brænder op i sin seng på et plejehjem.
Jo, uden for trekanten
Brecht, Weigel & Berlau sker der noget – 2. verdenskrig begynder og slutter, Tyskland deles, Brecht skriver dramatik – men det er altsammen periferi i stykkets optik. Centrum er forholdet mellem Brecht og kvinderne, og her er Ruth Berlau den eneste, der gennemgår en udvikling, og det i en sjældent forudsigelig retning, nemlig dybere og dybere ned i offerrollen. Eftersom hun allerede har påbegyndt dette fald ved forestillingens begyndelse, og eftersom hverken karaktererne Weigel eller Brecht rokker sig ud af stedet, som stykket skrider frem, bliver det hele temmeligt trægt..
Også selvom Hugge har fremelsket en fjerde person i historien, publikums konferencier, den altseende og allestedsnærværende gud og djævel, smidigt spillet af Peder Holm Johansen. Et opløftende stilistisk element, som imidlertid lige så lidt som den originale scenografi og det intense skuespil, især leveret af Rebekka Owe, er nok til at få den ordtyngede og langstrakte forestilling til for alvor at fænge.

*Forbrændt af Peter Hugge. Instruktion: Peter Dupont Weiss. Scenografi: Kim Witzel. Musik: Niels Lassen. Husets Teater. Til 25. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her