Læsetid: 4 min.

Længe leve Odders babyer

Vi lever inde i en gåde, og det er vort privilegium, at vi ikke er tvunget til at løse den. Takketale for Kritikerprisen 2000
27. januar 2001

Uideologisk
Historien starter dér, hvor du er.
For mit vedkommende forholder det sig sådan, at jeg bor i en østjysk skov nær en mindre by, Odder, som er en slags mellemproportional. Har vi valg i Danmark, vil til eksempel resultatet i Odder procentuelt være det samme som landsresultatet. Skal jeg nu blive stødt over denne umådelige almindelighed, ja, dette fraktale plagiat af en by, hvor også handelsstandsforeningen har gjort så meget for at kæmme det overraskende og poetiske bort?
For nylig havde min kone, Hanne, og jeg imidlertid en ligefrem ualmindelig oplevelse i Odder. Jeg havde netop fået den herlige besked, at Kritikerprisen var tilfaldet mig og havde derfor også straks over for Hanne for en gangs skyld vurderet den danske kritikerstand som både hæderlig og med sund dømmekraft. Nu besluttede vi os til i vor fælles glæde at gå i biografen i Odder til en formiddagsforestilling, ét af disse mor-baby-arrangementer. Det sidste skal man i denne sammenhæng ikke lægge for meget i – jeg fik i al fald lov til at sidde på balkonen sammen med Hanne. Her var vi de eneste tilskuere, men vi kunne kigge lodret ned på fem mødre, der sad ved siden af hinanden. Ellers var salen tom. Et svagt lys skinnede på dem bagfra, det kom fra den åbne dør ud til foyeren, så kvinderne kunne høre om alt stod godt til hos de små i lifterne.
Hvad så vi?
En kinesisk film, Tiger på spring, drage i skjul, et eksempel på den særlige filmmagi, man kalder martial arts-action, og som instruktøren Ang Lee her har formet til en slags poesi. Og mens efterhånden babyskrig og den særlige, søde duft fra bleskift steg op mod os, udvikledes halsbrækkende stunts og kampe i luften, både cinematisk og metaforisk utrolige flyveture i og mellem trætoppe, og jeg tænkte, at hvis jeg for en kort stund kunne vække H.C. Andersen op fra de døde og anbringe ham dér på balkonen i Odder, så ville han tro,
at verden havde udviklet sig til et paradis af eventyrlighed.
Da vi forlod biografen, faldt nogle snefnug over Odder, som med ét havde udviklet sig i surrealistisk retning. De få og meget kedelige vinteransigter i denne dødens pølse af et provinshul virkede nu pludselig dybt originale. Var det glæden over prisen, der havde skabt denne forvandling? Var det babyerne? Var det Michelle Yeoh, Østens største kvindelige actionstjerne, der engang kæmpede side om side med James Bond i Tomorrow Never Dies – var det hende? Eller var det snefnuggene?
Jeg var også klar over, at jeg måtte bevare denne sære følelse af lykke, af at svæve. Jeg måtte så længe som muligt holde øjnene vidtåbne så maskerne ikke groede fast igen. Handelsstandsforeningen lå jo på lur både oppe og nede. Og det var der også så meget andet, der gjorde. Jeg kiggede mod den grå vinterhvælving.
Da jeg var dreng var der koldkrig.
Det betød, at jeg undertiden oplevede lyset fra himlen som kunstigt, som om det kom fra tusind giftige lysekroner, der lige med ét kunne falde ned over verden og udslette den. Jeg fandt derfor ofte min mors utilfredshed med, at jeg kun var nummer to i klassen lidt ligegyldig, ja, paradoksal, alligevel kæmpede jeg for hendes skyld under atombombehimmelen for at blive nummer ét.
Himlen over Odder var også sær og uhyggelig denne ellers så glade formiddag i det nye årtusind. Bag det grå slør var den hullet. Den varslede ikke pludselig og altomfattende død, men derimod en kommende katastrofe som en langsom og pinefuld cancer. Skulle vi nu efter mødet med babyerne og det kinesiske gøgleri bøje nakken og finde hjem til udkanternes udkant?
I en anmeldelse af Ulrich Beck og Johannes Willms Kapitalismus oder Freiheit har jeg læst, at kosmopolitisme respekterer mangfoldighed og løfter borgeren og det lokale ud af nationaliteten og ind i en reel, global sammenhæng. I den kosmopolitiske lokalitet har man udsyn til resten af verden. – Men hvad ville en sådan holdning hjælpe, hvis den stakkede frist kun hed økologiske kartofler? Og skulle vi sidde dér i vort kampestenshus tilsluttet Internettet og trøste hinanden med alderens velsignelse: vi vil heldigvis ikke opnå at se, hvordan havet kommer skyllende gennem skoven mod vores hus. Og ville det ikke også være hul i hovedet og ikke bare i himlen, at jeg – efter at have skrevet en udviklingsroman på ti bind, i hvilken salmisten samarbejder med kriminalforfatteren – atter skulle falde tilbage til min ungdoms position som søvngænger?
Én ting ved jeg: Der står ikke på denne jord en stor, gylden sandhed og venter på os bag horisonten. Processen er en labyrintisk og farefuld kravlen rundt på alle fire.
Og lad os nu bare håbe, at fordi nogle mødre i Odder lod deres nyfødte snuse lidt til det glade vanvid i kinesiske trætoppe, så vil disse lystige og skrigende og skidende babyer udvikle sig til fremtidens originaler, og fordi vi naivt håber og tror på det, så vil vi fortsat fortælle store lokalt-globale historier for at levendegøre og glæde hinanden og bringe uorden i et protektionistisk åndsliv og fattige ideologier. Vi skal fortælle i lyset af paradokserne. For vi lever inde i en gåde, og det er vort privilegium, at vi ikke er tvunget til at løse den. Længe leve Odders babyer!

*Henning Mortensen er forfatter og modtog i torsdags Kritikerprisen på 20.000 kulturministerielle kroner for romanen Raketter, der afslutter tibindsværket om Ib.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu