Læsetid: 4 min.

Litteraturautomaten

19. januar 2001

(2. sektion)

Londons undergrund præsenterer en helt ny form for kort-prosa

Rejselekture
For omkring hundrede år siden fik den engelske forfatter Rudyard Kipling den lyse ide, at hans landsmænd på deres rejser på Indiens sporveje jo passende kunne fordrive tiden med at læse hans noveller. Han begyndte derfor at gå rundt i togene og sælge dem for to pennies stykket.
I dag kan man næppe finde en banegård (eller en lufthavn for den sags skyld) uden en kiosk, hvor rejsende kan forsyne sig med bøger eller andet læsestof til at slå rejsetiden ihjel med. Men da de fleste togrejser trods alt ikke er lange nok (ikke engang med de håbløse engelske jernbaneselskaber) til at man kan nå at sluge en hel roman, vil man fra næste måned på stationerne i Londons undergrundsbane ved at stoppe et par mønter i en automat foruden et kort over byen, chokolade og tyggegummi, kunne købe sig en novelle til turen hjem i toget.

Drama i firetoget
Novellerne vil være trykt i samme format og foldet på samme måde som et kort, så man kan læse dem ved at folde den ud efterhånden. På den måde bliver det billigt og man kan uden nogle problemer have den i lommen eller håndtasken.
Det er – måske lidt overmodigt – blevet kaldt den største revolution i bogbranchen siden opfindelsen af paperbackbøger.
Det er det lille forlag Travelman (selvfølgelig!) som står bag, og ideen til projektet kommer fra Alexander Waugh, barnebarn af forfatteren Evelyn Waugh (jo, ham med Brideshead Revisited). Og ideen, som er direkte inspireret af Kipling, har ikke alene været at give folk noget andet end ugeblade, aviser og kioskbaskere at læse i toget, men også at præsentere novellerne som det, de er – selvstændige historier.
»At læse noveller i en antologi eller en novellesamling er lidt som at være til en fest,« siger Waugh. »Man kan aldrig være sikker på, at den, man står og taler med, nu også er den mest interessante person i lokalet, og så kommer man til at stå at trippe efter at skifte partner. På samme måde risikerer historier, som var tænkt som selvstændige, at komme til at stå i vejen for hinanden.«
»Vi er overbeviste om at der findes et marked for vores udgivelser, fordi vi tror fuldt og fast på, at novellegenren er en meget overset litterær form. Vores mål er at relancere den på en måde, som er smart, billig og kvalitetsbevidst. Vi går efter historier med et godt plot, med drama og konflikter – ikke noget alt for mystisk eller kompliceret til trætte rejsende – men de skal først og fremmest være godt skrevet.

Det fine selskab
Til at udvælge novellerne har Travelman fået samlet et panel af velanskrevne navne med Martin Amis, Beryl Bainbridge og Dame Muriel Spark i spidsen.
Naturligt nok vælges novellerne fortrinsvis blandt engelske klassikere og deles op i forskellige grupper, hver med forskellige farver: Science fiction, spænding, eventyr, erotiske historier, krimier, romantiske og komiske historier samt enkelte noveller skrevet specielt til lejligheden.
Det er meningen, at der skal komme otte nye noveller om måneden, de første 24 er trykt og kan i øvrigt købes på forlagets hjemmeside enkeltvis eller som sæt i en samlekasse.
Blandt forfatterne til første sending kan nævnes Oscar Wilde, Guy de Maupassant, Graham Greene, D.H Lawrence, Conan Doyle, H.G Wells, Muriel Spark og Thomas Hardy, hvis Blot et Mellemspil vi allernådigst fik lov til at få et eksemplar af.
Det er faktisk en fantastisk lille fortælling om en kvinde, der er på vej hjem til sine forældre for at blive gift med landsbyens rigeste mand, da hun på vejen møder en gammel bekendt og spontant gifter sig med ham i stedet – kun for at se ham drukne to dage efter. Hun rejser hjem og gennemfører det oprindeligt planlagte bryllup. Og må derefter konstatere, at ikke alene går bryllupsrejsen tilbage til byen, hvor hun blev gift ugen før – det værelse de nygifte får, er det selvsamme, som hendes afdøde første mand har ligget i siden han blev fisket op af vandet! Et ubønhørligt plot med masser af drama, må man sige, som uden tvivl lever op til seriens krav.

Succes?
Vil litteraturpamfletterne blive en succes?
En uformel, hurtig og strengt uvidenskabelig rundspørge afslørede en vis skepsis blandt de potentielle kunder på Central Line. En brød sig slet ikke om at læse noveller, en havde bare aldrig hørt om Thomas Hardy, en fandt det forvirrende, at man skulle sidde og lede efter nogle af siderne.
Alle var dog enige om, at det sikkert var prisen (et pund) værd at forsøge, og at formatet trods alt var lettere at håndtere i myldretiden end Daily Telegraph. Samt at det under alle omstændigheder var en glimrende anledning til at falde i snak med sidemanden eller -kvinden, hvis det nu skulle være det, man af den ene eller anden grund var ude efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu