Læsetid: 10 min.

Lost highway

19. januar 2001

(2. sektion)

David Lynch taler om ’Mulholland Drive’, sit website, sine mange forskellige projekter og sit forhold til andre kunstarter

Interview
På vejen fra Prag, hvor han sammen med den trofaste Angelo Badalamenti har indspillet det originale lydspor til sin næste film, Mulholland Drive, gør David Lynch et kort ophold i Paris, inden han tager hjem til Los Angeles for at klippe og sætte lyd på de sidste sekvenser. I en samtale med Libération går han med til at løfte lidt af sløret for dette opus 2001, som ser ud til at være sort, seksuelt, kaotisk og voldsomt, i stil med Lost Highway.
– Vi vil gerne tale med Dem om ’Mulholland Drive’, som De er ved at være færdig med.
»Den begyndte som et pilotafsnit til en tv-serie. Mange ting bliver sat i gang uden at blive afsluttet – man lægger spor ud, som man kan fortsætte videre ad, det er vidunderligt. En historie i episoder kan indeholde så mange ting, man kan gå i alle retninger; det er netop et pilotafsnits natur at være uden slutning.«
»Men alligevel bliver man i det kontraktlige oplæg bedt om at forestille sig en slutning. Det er i det mindste den erfaring, jeg gjorde med Twin Peaks, hvor jeg blev tvunget til at lave en slutning, som så kom til at få betydelig indflydelse på resten af serien. Sådan er det også med Mulholland Drive«.
»Rejsen blev lige så lang som Mulholland, den virkelige vej i Los Angeles: Det er en uhyre lang vej med sving, steder, hvor man kan gå forkert, en mystisk vej – men sådan er alle film. De vil udvikle sig i en bestemt retning, og man kender ikke på forhånd den vej, man må følge for at nå frem til deres endelige form.«
– Hvorfor ville tv-kanalen ABC ikke have den?
»Det er et mysterium. For mig at se skabes et sådant foretagende af de mennesker, der arbejder på det. I dette tilfælde havde to personer magt til at træffe afgørelsen, og Mulholland Drive var bestemt ikke deres kop te.«
»Tv har ændret sig siden Twin Peaks; jeg kan ikke længere finde ud af, hvad der foregår. De kigger på ’tendenser’, statistikker, alle slags tal. Jeg synes, tv bliver dårligere fra dag til dag. Frygten regerer beslutningstagerne, de bruger ikke deres intuition, og så er det lettere for dem at sige nej end ja.«
»Men for mig er det en velsignelse: Processen blev sat i gang, og vi er nu i en meget bedre situation; den franske Canal Plus er kommet til, og det er en smuk historie – selv om vi måtte svæve i uvished et stykke tid. Nu er vi næsten ved vejs ende; jeg har lige været i Prag sammen med Angelo Badalamenti, hvor vi i løbet af fire dage indspillede en fantastisk musik ned 60 strygere, 20 messingblæsere. En gigantisk lyd.«
– Har De brugt lydeffekter, som De plejer?
»Vi brugte f.eks. en enorm glastønde, som skabte en utrolig resonans. Men det hele kan blive lavet om i studiet; det er et eksperiment, som endnu ikke er afsluttet.«
– Hvilke skuespillere arbejder De med?
»De fleste af rollerne er besat med ukendte. Vi har været meget heldige, de har en god intuition. Det er overhovedet ikke det samme at se en film, hvor det er Harrison Ford, der går på gaden.«
– Hvor lang er filmen i øjeblikket?
»Omkring fem timer. (Ler.) Nej, men over to timer.«
– Uden af afsløre det hele, hvad handler ’Mulholland Drive’ så om?
»Den handler om drømmen om Hollywood, i hvert fald et af dens aspekter. Så mange mennesker drømmer om Hollywood. Faktisk er det ikke så vigtigt, at de aldrig kommer der i virkeligheden; de har drømmene og håbene. Den handler også om forholdet mellem to forskellige piger. Det er også en kriminalfilm med interessante drejninger. Ligesom gaden Mulholland Drive.«
– Hvorfor er De så besat af veje?

Jeg kender ikke alle grundene. Som Chet Baker siger, »let’s get lost«. Somme tider er det vidunderligt, somme tider en frygtelig lidelse. Men en vej gør det muligt at vandre mod det ukendte. Vi går fremad, og samtidig bærer vi fortiden med, og på samme tid fjerner vore tanker os fra vejen. Forskellen mellem det virkelige og det, der ikke er virkeligt, bliver hårfin. Det handler filmen om.«
– Rejsen er også den model Einstein bruger til at forklare relativitetsteorien?
»Relativiteten er en smuk ting, som har noget at gøre med tiden. Film er tid; den bevæger sig i tiden gennem de sekvenser, den er sammensat af. I den forstand er film som musik.«
– Er filmen for Dem mere en kunstart for øret end for øjet?
»Nej. Det hele fungerer sammen. Det er derfor, jeg siger, at en film ikke er færdig, så længe den ikke er færdig. På en ret mærkelig måde må man forestille sig, hvad den kunne være, men vi ved intet om det, så længe den ikke er afsluttet.«
»Somme tider venter vi et mirakel, når helheden overgår summen af delene; det er filmens magi. Hvis man fokuserer på hvert element for at intensivere det så stærkt som muligt, og så sætter dem sammen, kan man opnå denne magi. Rytmen, afstemningen af farverne er så delikat, at det hele må pudses og poleres, færdigbearbejdes, for at man kan være sikker på, at filmen fungerer.«
– Faktisk det modsatte af maleriet, hvor man hele tiden kan tilføje eller trække noget fra?
»Jamen, det kan man også gøre med film; i øvrigt gør computeren det muligt at gå tilbage i tid. Hvis man vil lave noget om i et maleri, er man nødt til at ødelægge det; det er kun gennem ødelæggelsen og eksperimentet, man kan løse problemet. Man kan også se på arkitekturen: Frank Lloyd Wright elskede, da hans hus brændte – jeg tror, det brændte flere gange – fordi det gav ham lejlighed til at gøre det bedre. Tilfældige ulykker gør det muligt at slå ind på nye veje.«
– De synes at reflektere meget over tilskueren – den måde han vil modtage filmen på.

Det gælder om, at tilskueren kan dykke ned i filmens verden, så han kan få en perfekt oplevelse, hvilket i praksis vil sige, at lærrederne bliver større og større, mere pletfri, uden nogen visuel eller lydlig brist – som et mørkt rum, der indhyller tilskuerne...«
– Er der ikke en modsætning mellem denne moderne drøm om ’det totale kunstværk’, som tilskueren dykker ned i, og vore dages interaktive former, især på Internettet?
»Kunst har altid været interaktiv; der er musikken og tilhøreren, det er en cirkel. Når man sidder foran et maleri eller en film, er det også en cirkel: Man befinder sig foran, og så begynder maleriet eller filmen at påvirke én. Det er en tur-retur, en udveksling.«
»Når man lader folk vælge slutningen på et skuespil eller en historie, når man beder dem nærme sig fra den ene eller anden side, så er det sjovt, men det er for let. Følelsen at have kontrol skal indarbejdes i historien, men der er en lille rest, hvor vi føler, at vi helst ikke vil bevare kontrollen. Vi vil presses hen imod det ukendte og imod alt det, der lukker af for denne mulighed.«
– Hvad sker der med Deres website?
»Den skulle være klar i februar eller marts. Det er et betydeligt arbejde, at opbygge et site. Jeg har 11 servere og et samarbejde med Apple. Et fransk firma, 4D, hjælper os med on-line handelen. Det hele har været i gang i flere måneder. Det er en ny oplevelse.«
»F.eks. så jeg en dag, jeg gik rundt i min baghave, en bisværm, og med mit kamera filmede jeg den i flere timer, og det endte med en film på fem minutter. Jeg håber at lave to serier og nogle kortfilm udelukkende til Internettet, og dertil kommer så det traditionelle ’chatroom’ og forretningen. Jeg er meget tilfreds med designet på mit website davidlynch.com«
– Og Deres tegnefilm, Dumbland, som er annonceret på shockwave.com?
»De bad mig om at lave en 45 minutters tegnefilm, og jeg lavede noget meget dumt, tåbeligt og banalt; men det tog mig alligevel 60 timer at tegne. Den er færdig, men Shockwave har endnu ikke løst problemerne med rettigheder og betaling for adgang.«
– Endnu en af de utallige ting, De er aktuel med: De har fået en skulptur af en ko afvist på en udstilling?

Ja. Det er en udstilling, der hedder Koparaden, 1.200 køer udstillet i New York, på gaderne, indendørs osv. De er af glasfiber, og så er det op til malererne at komme farver på. Min var den eneste, der blev afvist: De blev forarget over min ko (som han havde hugget hovedet af, og hvorfra der udgik nogle røde, blodige trævler, red.).«
– Man taler ofte om Deres billeder eller lydeffekter, men ikke så meget om Deres dialoger.
»Jeg kan give Dem et overfladisk svar. Alt fungerer på samme måde i mine film, også dialogerne. Det er ord, og ordene er to ting på én gang: en mening og lyd i interaktion. Vi begynder med skuespillerprøverne, og i starten er der en kæmpestor afstand mellem mig og skuespillerne. Det er ikke for min skyld, men for historiens, at vi må bringes på samme bølgelængde. Altså taler vi sammen og nærmer os hinanden. Så laver vi en ny prøve. Og vi taler, og det fortsætter sådan, indtil tiøren er faldet hos dem, og vi finder sammen.«
– Som maler synes De at have mere tilfælles med Jackson Pollock end med Edward Hopper, som De ellers selv refererer til. Med andre ord har Deres film mere at gøre med myten om Amerika end med en social, politisk eller endda æstetisk beskrivelse af landet.
»Der er altid mere end det, man ser. Filmen kan vise abstraktioner endnu bedre end musikken, fordi den har hele kraften til at gøre det, til at åbne abstrationens dør for bevidstheden. Også selv om film i dag satser på det showprægede, og det er meget trist. Men man kan godt arbejde med poesi og kriminalfilm på én gang.«
– Er det derfor, Deres film er tidløse, at de refererer både til 1950’ernes og vore dages verden? Som myten, der står uden for tiden?
»Ja. Der er sikkert mange gode film, der er så præget af deres epoke, at de ikke længere holder. Jeg ved ikke, hvorfor nogle film overlever bedre end andre. For mig er det nødvendigt, at de er forankret i noget konkret, at de foregår et bestemt sted. Hvis man flytter Twin Peaks til New York, vil det naturligvis være absurd, men man ville heller ikke fornemme tingene på samme måde.«
»Det er nødvendigt at have en fornemmelse for stedet og atmosfæren, for stedernes ånd, og også for deres virkning på personerne. Man kan ikke gøre andet end være lydhør og mærke denne sindsstemning. Det er afgørende.«
– Og hvad er så dette ’ukendte’, som Deres film giver os adgang til?

Alle kan få en fornemmelse af de ting, som ikke nødvendigvis falder lige i øjnene, men snarere er – hvad skal jeg sige – abstrakte. Når man er alene, tænker man over betydningen af visse sammenfald, visse begivenheder, som man hele tiden stiller spørgsmål om, lidt ligesom en detektiv søger spor. Man holder aldrig op med at søge svarene, det er en indre proces, som vi tilbringer livet med at drage i tvivl: Er det en virtuel eller reel realitet, eller en vågen drøm?«
– De bliver ofte bedt om at fortolke meningen med Deres film, men det kan De ikke bekvemme Dem til?
»En dag spurgte jeg en psykiater, om terapi kunne påvirke min kreativitet. Han svarede: ’David, hvis jeg skal være ærlig, er jeg nødt til at sige: Ja, måske.’ Jeg gav ham hånden og gik. Jeg ved ikke, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er, jeg går frem efter mine intuitioner, og jeg siger altid, at alle har ret til at give deres egne svar, når de konfronteres med abstraktionen.«
»Man kan holde af en bog uden at gennemskue forfatterens hensigter, det vigtige er, at den får én til at drømme. Filmen er et sprog, man kan bruge til at udtrykke ting, som man ikke kan sige, som man ikke kender, nogle ting, som er i stor fare for at gå tabt i dag, hvor man laver film, der giver mindre og mindre plads til drømme. De bliver blæst stort op et par uger, og så forsvinder de. Det er ikke nok til at rumme filmens drøm.«

© 2001 Libération & Information. Oversat af Birgit Ibsen.

FAKTA
David Lynch
Den amerikanske filminstruktør David Lynch (f.1946) forbløffede første gang sit publikum, da han i 1978 udsendte sin sin bizarre kultklassiker Eraserhead om et baby-monster. Denne hjemmelavede randproduktion førte til hans gennembrud med Elefantmanden (1980), den bevægende historie om vanskabningen John Merrick. Efter at have floppet med science fiction-skrønen Dune (1984) tog Lynch grumt revanche med den surrealistiske provinsbyfantasi Blue Velvet (1986), der starter med den pæne helts fund af et afskåret øre og fortsætter med bl.a. Dennis Hoppers sado-masochistiske excesser. Lynch fik et verdenspublikum med tv-serien Twin Peaks i 29 afsnit – flere ironisk perverse scener fra midt-amerikansk provinsbyboeres hemmelige liv. Siden har Lynch bl.a. skabt Lost Highway (1997) og den anderledes fredsommelige The Straight Story (1999).Pim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu