Læsetid: 5 min.

Lynrejse fra øst til vest inden afgørelsen

31. januar 2001

Feltet af forfattere nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2001 domineres af prosaister, yngre og helt unge

Litteraturpris
Det er i morgen torsdag, at Bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris træder sammen i Oslo, og det er ved middagstid i overmorgen fredag, at vinderens navn offentliggøres. 13 bøger står som kandidater. De svenske omtalte vi i går, de øvrige skal her præsenteres kort.
Lad os begynde østpå, i Finland, der er repræsenteret ved to yngre forfattere. Mari Mörö skriver, på finsk, i sin debutroman Kiltin yön lahjat (Gaver for en god nat), gennem skiftende fortællere, om en problematisk moderne opvækst i en forstad til Helsinki. Folk, der har læst denne bog, kalder miljøet materialistisk og stilen konkret talesprogsnær. Fyldigere i sit anlæg er Kjell Westös murstensroman Vådan av att vara Skrake (Faren ved at være en Skrake), der med hele det 20. århundrede som episk ramme skildrer en slægts stolthed og fald. Trods stoffets og ambitionens omfang karakteriseres den som let og legende elegant, båret af glæde ved at fortælle.

Modsatte metoder
Norges priskandidater er begge mænd og begge velkendte navne. Jan Kjærstad er hidtil blevet snydt for nominering til nordisk hæder; men nu hvor trilogien om tv-helten Jonas Wergeland foreligger i sin helhed (Forføreren / Erobreren / Opdageren), også allerede på dansk, har komiteen en mulighed for at kvittere med eftertryk. Trods alt er der jo tale om postmodernistisk prosakunst af international sværvægterstatus: Digressiv metafiktion, tangential fraktal-fortælling, men samtidig samtidssatire og meget, meget mere endnu, bragt simultant i spil, samt suverænt bemestret af en af Nordens frodigste hjerner.
Den stik modsatte æstetik praktiserer Jon Fosse i romanen morgon og kveld, som i en art messende minimalstil uden anvendelse af punktum foretager to intense indsnit i et vestnorsk miljø. Fosse, der især er værdsat for sin radikalt eksperimenterende dramatik, dyrker som prosaist repetitionens kunst og tilstræber en fortælling, der kredser om menneskelivets uforanderlige vilkår. Første del følger en fødsel, set og hørt af den utålmodigt ventende fader. I anden del er mange år gået, sønnen der fødtes er blevet gammel og findes til slut død i sin seng af sin datter.
Således mødes lys og mørke, kvinden og manden, alt imens Fosse fremmaner et oprindeligt, enkelt liv, ikke uden en vis nostalgi midt i sin bestræbelse på at forny romanen som form.
Springer vi nordpå, kommer vi til det samiske sprogområde, der i år repræsenteres ved Rose-Marie Huuvas debutdigtsamling Galbma rádná, der i februar kommer på svensk under titlen Kall kamrat. Kampen mellem livet og døden beskrives her i billeder af en cancersygdoms forløb, med angsten og sorgen som ledsagere. Sproget er enkelt, men suggestivt, og virkningen efter sigende voldsom.
I morgen er der atter en dag, titel på Oddvør Johansens roman fra Tórshavn i de første fire årtier af det 20. århundrede, hentyder til den seje overlevelsesvilje, der præger hovedpersonerne. Forfatteren har her grebet tilbage til, hvad man kan kalde ’Heinesen-land’ en småstad i havet, der rummede alt, især køns- og klasseforskelle.

Slid og salighed
Romanen skildrer to familier i byen, nemlig på den ene side det brogede liv hos skibsbygger Enok (bygget over den navnkundige Elias i Rættará, forfatterens farfar), på den anden side et smalt udsnit af borgerskabet. Handlingen går i gang, da den lovende mand og familiefader Daniel drukner, fordi han ved nattetide forsøger at redde en engelsk sømand. Hans kone Angelika flytter, tvunget af nød, ind hos Enok og Lisa, og da sidstnævnte bukker under for tidens værste folkesygdom, tuberkulosen, beslutter Angelika og Enok efter nogen tids tøven at slå pjalterne sammen. Fortællingen er så lagt i munden på et af husets børn, idet der samtidig indføjes små dagbogsblade af en ældre broder, som med undren og stolthed ser skibsværftet vokse frem af intet og blive en blomstrende virksomhed.
Sideløbende med denne handling følger vi læsere en Don Juan, kunstneren August, der helst skulle have været handelsmand og skibsreder ligesom sin fader, men hellere vil male og dagdrømme, og allerhelst vil nedlægge smukke piger, selv efter at han er blevet gift. Hans vilde eskapader får følger og trækker spor op gennem romanen. To unge elskende må således brat skilles, da det viser sig, at de er halvsøskende, og faktisk er det Augusts hemmelige barn med sin egen hustrus kødelige søster, der hen mod slutningen forenes med en søn af skibsbyggerhjemmet.
Bag den farverige handling skildrer Oddvør Johansen, delvis dokumentarisk, Færøernes udvikling og brydningerne med de danske myndigheder, med vægt på den vågnende nationale selvbevidsthed. Man kan diskutere, hvor elegant dette niveau er integreret med romanens verden i øvrigt; men der hersker aldrig tvivl om, hvor tyngdepunktet ligger: I kroppen, i den konkrete hverdag, der altid på én gang er slid og salighed, forbandelse og velsignelse.
Et vist stofmæssigt sammenfald ses mellem denne færøske bog og Islands ene kandidat, Thórunn Valdimarsdóttirs historiske roman Stúlka med fingur (Pige med finger). Scenen er Island omkring 1900, og bestræbelsen går i retning af at forene en historikers dokumentariske nøjagtighed med en fortællers indlevelse, idet drivkraften hentes i den detektiviske søgen.

Fantasi og fakta
Anderledes løs i strukturen, ja, man fristes til at sige: ualvorligt dalrende, forekommer Jón Kalman Stefánssons første roman Sumarid bakvid Brekkuna (Sommeren bag Bakken), som springende og i stadige tilløb beretter om større og især mindre hændelser under to somres ophold på landet. Stilen, der foruden den løbende fortælling omfatter dialog, poesi, dokument samt diverse typografiske spil, vidner om indædt vilje til litterær fornyelse, men ligesom hos Jon Fosse er det som om fantasien må savne udfordring og modspil fra stoffet.
Nu er vi nået vestpå og nordpå, op til Grønland der i år lader Hans Anthon Lynge kandidere med en bog fra 1997, Allaqqitat (Bekendelser). To gamle venners møde anvendes her som afsæt for en serie breve og optegnelser, der belyser og drøfter grønlandsk identitet før og nu. Bogen har, efter sigende, værdi som kilde til at forstå forskydningerne i det grønlandske samfund; derimod får den vanskeligt ved at hævde sig som fortællekunst.
Den nordiske priskomité har tidligere overrasket ved, ud af et felt med oplagte favoritter, at beslutte sig for værker, der på forhånd lignede outsidere.
Lad os på denne lærerige baggrund afstå fra at tage forskud på afgørelsen. Prisen kan meget vel gå til en af de ni ovennævnte eller til Mikael Niemi eller Agneta Pleijel, der begge omtaltes i går. End ikke Suzanne Brøggers nyeste essaysamling Sejd eller Kirsten Thorups hudløst selvbiografiske roman Bonsai tør fraskrives en chance. Men indrømme må man da, at der i årets felt figurerer en forfatter og et fuldbårent kunstværk, der markant skiller sig ud. Gæt selv hvem og hvilket!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her