Læsetid: 4 min.

Lys for enden af tunnelen

16. januar 2001

Ti års økonomiske sanktioner har bragt den irakiske befolkning til tiggerstaven og kostet et ukendt antal mennesker livet, men alt tyder på, at det værste er overstået

Katastrofe
»Sanktioner kan dræbe. Og det gør de i Irak«.
Sådan lyder dommen fra Dansk Røde Kors efter et netop overstået besøg i Irak.
En ekstrem høj børnedødelighed, alvorlig underernæring og et totalt nedslidt land, som det vil tage generationer at få på fode igen. Det er resultaterne af de internationale sanktioner mod Irak.
Set fra en militær synsvinkel har sanktionerne været en succes. Irak udgår ikke længere nogen trussel mod sine nabolande eller mod det internationale samfund. Men humanitært set har sanktionerne været intet mindre end en katastrofe.

Børnene dør
Ingen ved, hvor mange mennesker, der har mistet livet på grund af sanktionerne. Irak siger selv halvanden million, men det tal tror de færreste på. At det drejer om mange, er både FN, Verdenssundhedsorganisationen, WHO og Røde Kors imidlertid enige om.
Alene det faktum, at mindst tretten procent af alle børn ikke når at opleve deres fem års fødselsdag, taler sit eget tydelige sprog. I alt anslår FN, WHO og Røde Kors, at 500.000 børn er døde, mange af dem på grund af manglen på rent drikkevand og deraf følgende epidemier og dysenteri.
I Basra-området i det sydlige Irak, hvor situationen er værst, er 60 procent af børnene ifølge irakiske læger underernærede. På Iraks hospitaler og sundhedsklinikker er vandforsyningen så dårlig, at mange mennesker ikke overlever. Og Iraks omkring 1.000 sundhedsklinikker er ifølge Røde Kors så nedslidte, at de burde rives ned.
»Et helt folk kan ikke overleve på nødhjælp. Verdenssamfundet er nødt til at se på sanktionsvåbnet, for det rammer uskyldige mennesker i helt urimeligt omfang,« konkluderer general-sekretær Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors efter sit besøg i Irak.

Lys forude
Alt tyder imidlertid på, at det værste snart er over-stået. De seneste måneder har Irak haft en daglig olieproduktion på mindst 2,5 millioner tønder om dagen. Ganske pænt, når man tænker på, at olieprisen har hele vinteren har ligget omkring de 30-35 dollars tønden – dobbelt så meget som normalt. Og selv om Irak konstant anklager FN for at smøle med godkendelsen af de varer, som Bagdad ønsker at importere via den såkaldte olie-for-fødevarer-aftale, er det en langt bedre situation end for et år siden.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor mange af de rare oliepenge, der kommer befolkningen til gode. Ifølge aftalen med FN skal 71 procent af indtjeningen bruges på indkøb af hovedsagelig mad og medicin. Men ved de seneste revideringer af aftalen har Irak fået tilladelse til at importere en lang række andre fornødenheder, f.eks. reservedele til olieindustrien og lavteknologisk udstyr til produktionen.
De restende 29 procent af indtægterne skal gå til at betale krigsskadeerstatning til bl.a. Kuwait og til at dække FN’s administrationsomkostninger i forbindelse med aftalen.
»Den humanitære situation i Irak er så småt ved at blive bedre. Det store problem i dag er ikke varemangel. Det er, at store dele af befolkningen ikke har råd til at købe de varer, der er i butikkerne,« siger en af Europas førende Mellemøst-analytikere, Rosemary Hollis fra Royal Institute of International Affairs i London.
»Men der er ingen tvivl om, at en del af olieindtægterne lander i den irakiske ledelses lommer«.
Med en gennemsnitsløn på 15 kroner om måneden hører irakerne i dag til verdens fattigste.
Hun understreger, at uanset den voksende olieekport vil det vare længe, før Irak er på fode igen. Især på grund af den nedslidte infrastruktur. Et eksempel, som Internationalt Røde Kors, IRC, beretter om, er pumpestationen Doura i Bagdad. Den skal hver dag pumpe kloakaffald fra 2,5 millioner mennesker væk fra byen, men på grund af sanktionerne og mangel på reservedele var ti ud af tretten pumper sidste år ude af drift.
»Gnisterne stod ud fra de elektriske installationer. Kloakaffaldet dannede meget gas, så der var stor fare for eksplosion. De irakiske myndigheder var bange for, at stationen ikke ville kunne klare presset i regntiden,« fortæller lederen af IRC’s vand- og sanitetsprogram, Guy Bonvin.
»Vi stod over for en enorm sundhedskatastrofe. Hvis pumpestationen brød sammen, ville et område beboet af 1,5 millioner mennesker blive oversvømmet af kloakaffald.«

Nyt håb
Anlægget, som nu er repareret, havde samme problem som tusindvis af andre produktionsanlæg, sundhedsklinikker, hospitaler, kloaksystemer og vandforsyninger over hele Irak. Ti års manglende vedligeholdelse har i mange tilfælde gjort dem mere eller mindre ubrugelige. Men med FN’s stadig mere afslappede holdning til at lade irakerne importere reservedel og reparationsudstyr er der håb om, at der igen kan komme gang i den irakiske økonomi og skaffes job til nogle af de mange arbejdsløse, der er henvist til at overleve på regeringens sparsomme madrationer.
Og hvis stemningen i Bagdad er noget at gå efter, så rapporterer besøgende journalister om en hovedstad, der efter ti års lammelse igen sprudler af liv med stadig flere nyasfalterede boulevarder og nymalede bygninger.
At optimismen ikke omfatter noget håb om et magtskifte er ligeså klart. Det uudtalte formål med FN-sanktionerne – at presse den irakiske befolkning til at gøre oprør mod Saddam Hussein – anses af både tilhængere og modstandere af sanktionspolitikken kun for latterligt.
Dertil er frygten for Saddam Husseins allestedsnærværende efterretningstjeneste for udbredt og manglen på en alternativ lederskikkelse for indlysende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu