Læsetid: 3 min.

Madonna over for DNA-spiralen

20. januar 2001

Efter en dynamisk oplægning knækker Rolf Heims beregnede urovækker over
på midten

Teater
Den begavede teatertænker Rolf Heim, halv bagmand bag bl.a. Twentieth Century Ghost, er som så mange andre foruroliget over den biologiske naturvidenskabs stormløb på etisk-humanistisk-religiøse bastioner. Hvor sidder nødbremsen og hvem har overblik og gennemslagskraft til effektivt at trække i den ?
Videnskabskvinden Wanda har selvsagt ikke; den er jo hendes ’tro’, der udfordres, da hun møder Paul og hans tro. Poul er præst, af katolsk konfession må vi tro, eftersom han bærer kjole og klynger sig til sin Madonna-ikon, som Wanda klynger sig til DNA-spiralen. Imidlertid er allerede hans (og den katolske kirkes) tro forplumret af det videnskabeliges overherredømme: Han higer oprigtigt efter og tror på mirakler – men de skal være videnskabeligt verificeret !
De to mødes over en vattot vædet med måske mirakuløse tårer. Den kække kitteldebattør leger med den introverte præstemand, der er et let offer, især for hendes erotik.

Teoretisk rejehop
Den drilsk nødtørftigt, anelsesfulde scenografi og især den stiliserede, let karrikerede spillestil baner vejen for det rejehop, historien nu foretager med Pauls figur.
Parret forsøger at blive gravide, i Heims flertydige teatralisering elegant eksekveret via Leonardos famøse udstrakte hånd til den nydannede Adam. Gnisten springer mellem fingerspidserne, men ingen konception før efter tredje forsøg, hjulpet på vej af bønner – og medicinsk hanky-panky ?
Paul og Wanda flytter på landet, med ensomheden kommer de mange tanker, hvordan blev Wanda gravid? Manden med den ubesmittede undfangelse et eller andet sted i sin fortid plages af mistro, Wanda mister barnet i processen og det videre forløb inkluderer det mirakel, Paul altid har higet efter, men med benhård konsekvens – Shakespeares kristne skålpund kød krydser effektivt historien. Som udgang bliver Wanda Pauls skæbne – ikke omvendt. Men kun i kraft af et mirakel, så ’stillingen’’ er i realiteten uafgjort.

Hvilken diskussion?
Lifelines er en dramatiseret kronik, sat på spidsen og med et lidt skævt anslag i polemikkens tjeneste; det spiller selvbevidst på det hele og med åbne kort.
Hillingsø og Kirkskov påkalder lys, lyd og publikums opmærksomhed, replikkerne falder som trumfer i kortspil og første halvdel går kvikt, mundrapt og presto over scenen.
Men med anden halvleg indløber spørgsmålstegnene i kaotisk rækkefølge og det, der kommer til at stå forrest, er ikke det mest anfægtende: Udvikles dyb faderfølelse automatisk – uafhængigt af egentligt biologisk faderskab? Lifelines svarer nej.
At det ikke kun var der, Heim ville hen, mærkes tydeligt undervejs. Nogle af angrebspunkterne er skitseret ovenfor, det dominerende af de sidst indløbende bliver: Det absurde kapløb mellem hvis ’tro’, der er mest legitim – den religiøse eller den naturvidenskabelige? Bøjer de sig for meget efter hinanden eller burde the twain never meet, som Kipling sagde – om noget helt andet. Eller hvor går grænsen for biologisk, kropoverskridende bessermachen, når vi tillader blodtransfusion, abort og akut kirurgi? Glem ikke, at både religiøs tro og naturvidenskabsbekendelse kræver fantasi og trosevne og hvad synes vi forresten om udsigten til lykke-prædestinerede designer-babies?
Hele set up’et er skarpt og tankeudfordrende og emnekomplekset så meget vigtigere end to tredjedele af en sæson tilbragt i teaterstole. Så meget desto ærgerligere er dets falden-fra-hinanden i en regn af spørgsmål og modspørgsmål. Måske burde Rolf Heim gå i tænkeboks med skyklapper og en sparringspartner og komme igen – det er vel bl.a. den slags ’udvikling’, der er tænkt på med institutionen Væksthuset.

*Lifelines - en samarbejdsforestilling med Experimentariet – af Rolf Heim. Ovs.: Gitte Stilling Niemann. Instr. og scen.: Rolf Heim. Medv.: Ellen Hillingsø & Morten Kirkskov. Gladsaxe Teater, Væksthuset. Til 16. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her