Ny bog
Jeg ville aldrig være kommet igennem David Grossmans Intimitetens grammatik, hvis jeg ikke skulle have anmeldt den. Imidlertid er jeg heller aldrig kommet igennem Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Og det selv om jeg godt ved, at Prousts roman er et mesterværk, har jeg også en fornemmelse af, at der er mere end én slags storhed ved Grossmans kæmperoman.
Bogen handler om drengen Aron, der ikke kan blive voksen. Mens han med monoman afsky observerer adamsæblerne og armhulehårene vokse frem på sine klassekammerater, kan han år efter år blive ved med at passe den samme vinterjakke, idet hans forældre fyldes med skamfuld bekymring, og han selv begraver sig bag ved sin bevidsthedsstrøms forsvarsværker:
»
irriteret på Gideon fordi han havde bestilt filterkaffe; Gideon kunne ikke lide kaffe, hvordan kunne nogen lide kaffe eller øl eller cigarer, ingen i verden kunne døje den smag, det var alt sammen et nummer, han ville aldrig lade som om for nogens skyld, ikke engang når han blev firs.«
Fortid fortrængt
Arons familie tilhører 1960ernes jerusalemske arbejderklasse, og hans forældres plumphed bringer kvalmen op i hans hypersensitive pubertetskrop. De er simple mennesker med simple liv, men ind imellem dukker tragedien frem af hverdagens grovhed, som når faren fortæller om sin fortid i Gulag i sovjetrepublikken Komi tæt ved Uralbjergene, hvor jernbaner blev bygget med omkostninger på et menneskeliv om dagen, og ikke mindst det brutale klima gjorde livet i fangelejrene til et frossent helvede. Det meste af tiden er den fortid fortrængt Mamaleh (mor) har nedlagt forbud mod at faren taler sit polske modersmål, som hun ikke forstår men den trænger igennem som glimt af den historie, der giver hverdagens trivialiteter en anden og mørkere klangbund.
En monstrøs roman
Først og fremmest handler bogen dog om den sygdom, det er at være i puberteten. En sygdom, man måske kan dø af:
»Nej, nej, jeg kan ikke komme med jer endnu, hviskede han, mens hans øjne fyldtes med sorg. Ser I, jeg rejser væk et stykke tid, jeg går ind i min katastrofes puppestadium, jeg aronerer ind i en kokon... Og han rejste sig og løb væk, med et sidste hyl op i Gideons lamslåede ansigt, og løb blindt gennem den bælgmørke dal, ind i dens store sorte svælg, og hulkede og kvaltes og skreg inden i sig selv, at han aldrig ville holde op, han ville blive ved med at bryde ind i fremmede huse, og undslippe fra kasser og kufferter og biler, han ville blive ved med at være som han var, sig selv, for evigt.«
Narrationen er uformelig og svær (måske til dels vanskeliggjort af den noget ujævne fordanskning af den engelske oversættelse fra den hebraiske original mange mellemled er sjældent en fordel). Den har fællestræk med det, Frederik Tygstrup i 1993 udnævnte til den monstrøse roman, et begreb som blandt andet dækker over Prousts romanværk og Robert Musils Manden uden egenskaber.
Nogle af disse kendetegn er »det umådelige omfang, den splintrede episke struktur, det uklare forhold mellem indre og ydre virkelighed, den påkaldende forkærlighed for refleksion...«
Den monstrøse roman refererer til en helt specifik form fra forrige århundredeskifte og kan ikke bare overføres til en israelsk roman fra dette.
Alligevel er det påfaldende, at det passer så godt, og at Tygstrup placerer sit begreb i »det skræmmende og fascinerende tomrum, der åbner sig som en tredje dimension af historisk tid når en gammel virkeligheds- og erkendelsesorden er brændt ud og en ny endnu ikke har gennemtrængt det værende i en sådan grad, at man forveksler den med den skinbarlige virkelighed.«
Det er lige præcis der, Aron befinder sig, mellem to uforenelige verdener. Og Grossman gør det smerteligt klart, hvor voldsomt barndommens dør kan smække i, mens man sparker porten ind til voksenlivet.
*David Grossman: Intimitetens grammatik. Oversat af Martin Leer. 364 s., 395 kr. Gyldendal
