Læsetid: 3 min.

Et moderne tempel for kødet

Den Hvide Kødby fremstår i dag nænsomt restaureret, og fungerer endnu som et centrum for levnedsmiddel-industrien, man kan læse om stedets historie i en ny bog fra Nationalmuseet
25. januar 2001

Den Hvide Kødby fremstår i dag nænsomt restaureret, og fungerer endnu som et centrum for levnedsmiddel-industrien, man kan læse om stedets historie
i en ny bog fra Nationalmuseet

Kødnyt
Frem til 1879 blev københavnernes mad kørt eller drevet fra vestegnen og ind til Trommesalen ved Vesterport. Det var levende kreaturer, der blev handlet på markedet og derefter slagtet, og sådan havde det været siden 1600-tallet. Fra dette åbne marked blev det udskårne kød kørt til byens torve. Slagtere måtte ikke drive forretning fra almindelige, private huse før 1886, af hygiejniske grunde. Man har altid vidst, at der kræves særlig omhu i omgangen med kød. Eller måske vidste man det bedre dengang, hvor det var tydeligt for enhver, at en frikadelle og en bøf har deres oprindelse i levende, lugtende, skidende kreaturer.
I dag er torvehandlen, både med levende kvæg og med kød, erstattet af slagteriernes eget grossistled. Slagterierne ligger i provinsen, og varerne bliver kørt ind til forretningerne i store kølebiler. Det der med Søren Gericke, der går og vælger kød ud til Mesterhakket er naturligvis en fed løgn.

Lykkelig fornyelse
Blandt andet derfor er Københavns kvæg- og kødtorve forlængst lukkede og overgået til andre funktioner. Kvægtorvet, den Brune Kødby, er i de sidste ti år blevet omdannet til kulturelle formål. I den Hvide Kødby er det stadig virksomheder med tilknytning til levnedsmiddelindustrien, der dominerer, og i sidste halvdel af 90’erne er bygningerne blevet fredet og istandsat efter alle kunstens regler. Det er en lykkelig udvikling. Byen, der snarere er et kvarter, er et hovedværk i dansk arkitektur, bygget i 1934 af Stadsarkitekten, der dengang hed Poul Holsøe. Og selv om bygningerne måske fint kunne anvendes til dotcom-virksomheder og reklamebureauer, er der noget ordentligt ved at de nye funktioner er en udvikling af de gamle.
Københavns Bymuseum og Nationalmuseet har sammen udgivet en lille bog om Den Hvide Kødby. Etnologen Lene Skodsborg beskriver ’Byens’ historie, indretning, arbejdsgang og arbejdsvilkår med mange interessante detaljer.

Slagtertemplet
Bogen fortæller den historie, der kort er gengivet ovenfor, men den beskriver også arbejdet med dyr og slagtning, som har været gennemreguleret og benhårdt. Processen er ind imellem beskrevet som et kompliceret religiøst ritual, selvom Kødbyens anlæg og den hvide moderne arkitektur netop skulle signalere fremskridt, hygiejne og kontrol.
Skodsborg skriver for eksempel: ’Selve slagtningen valgte man dog at lade nogle udefrakommende slagtersvende tage sig af. Ingen ansatte dem, og de stod alene midt i slagteprocessens overgang fra levende dyr til dødt kød.’ Det er et mærkeligt billede, som virker dybt fascinerende, men det efterlader unægteligt læseren noget mystificeret. Man forestiller sig de hundrede blodige svende, der arbejder gratis i en kæmpe modernistisk slagtehal, fordi de føler sig kaldede til at myrde køer.
Bogen savner en redaktionel gennemlæsning; ud over dette dramatiske mysterie er der mange unødige gentagelser og en lidt vel tør opbygning, der sagtens kunne være løsnet op. For forfatteren skriver godt og levende – man ønsker, man kunne have besøgt torvehallerne, da de fungerede, og i øvrigt var åbne for private handlende.
Hvilket minder om: Hvorfor er det lige, at København ikke har en torvehal, som andre større byer – for eksempel Malmø? Det stod for nylig at læse i Information, at det økologiske torv i Valby har givet op, men det på Blågaards Plads fungerer upåklageligt, og grønttorvet på Israels Plads er nok indskrænket, som følge af Metrobyggeriet, men der er stadig mange mennesker, der foretrækker at handle som andre steder i verden, hvor man kan sammenligne varer og priser, blive inspireret af spændende tilbud og møde andre handlende.
Det er der nogen. der vil gøre noget ved: Københavns Torvelaug er en gruppe borgere, der arbejder for at få skabt en moderne torvehal på Israels Plads, og de bliver bakket op af så vigtige instanser som Kommunens Byg-
ge- og Teknikudvalg og Ørestadsselskabet.
Det lover godt, men der er stadig grund til at støtte sagen, så kig på hjemmesiden: www.hallerne.dk, eller ring på 33 13 27 25 for at høre mere.

*Lene Skodborg: Den Hvide Kødby. Kommunalt torv som ramme om privat virksomhed. Udgivet af Nationalmuseet med støtte af Statens Museumsnævn. 125,- kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu