Læsetid: 3 min.

Motorvejsplan overhaler offentlig høring

Planer for blandt andet motorveje i hovedstadsområdet er til høring hos borgerne. Men beslutningen træffes, inden de kan nå at svare
24. januar 2001

Trafikdemokrati
Hvis en borger eller to skulle synes, at nye motorvejsbaner i hovedstadsområdet er overflødige, så kan de på demokratisk vis gøre deres indflydelse gældende ved den høring om regionalplaner, der er i gang. Fristen for at gøre indsigelse og komme med bedre forslag er den 6. februar.
I mellemtiden er beslutningen bare truffet. I Folketinget ved en politisk aftale.

Det er da glædeligt
Formanden for Hovedstadens Udviklingsråd, Kristian Ebbensgaard, som er Roskilde Amts borgmester (V), synes ikke, det er et demokratisk problem:
»Den fornødne planlægning skal naturligvis gennemføres. Men på den anden side skal der også være nogen, der har vilje til at investere. Ellers er der jo ikke nogen mening i at planlægge nye trafikanlæg. Så de to ting er forbundne kar,« siger han.
»Jeg fæster mig ved det glædelige: At landspolitikerne nu har fået øjnene op for, at der er afgørende behov for motorveje og baner i hovedstadsområdet. Man kan altid diskutere, om det er nok, og om prioriteringerne...«
– Men hvis man synes, det er for meget? Hvad nu hvis dine borgere har et høringssvar, som viser, at der ikke er brug for flere motorveje?
»Er det ikke lidt hypotetisk? Jeg vil bare sige, at ingen af de forslag, der ligger, er i modstrid med de forslag, der nævnes i regionsplanerne.«

Ved du hvad
»Folketingets politikere er jo også demokratisk valgte,« fortsætter Kristian Ebbensgaard.
»Jeg mener ikke, der er noget i vejen for en langsigtet investeringsplan.«
– Så du vil ikke bede politikerne klappe hesten, til høringen af borgerne er færdig?
»Det ville jeg ikke turde,« ler Kristian Ebbensgaard.
Frederiksborg Amts borgmester, Lars Løkke Rasmussen, synes heller ikke, det er noget problem:
»Det er jo altsammen kendte projekter, der har været diskuteret længe.«
– Hvis borgerne har en anden løsning, skal de så aflevere den til papirkurven?
»Ved du hvad, vi laver jo regionsplaner hvert fjerde år. Det ville jo være en never ending story. så kunne vi jo heller ikke træffe nogen beslutninger mellem de to regionsplanlægninger, fordi vi kunne risikere at ændre holdning,« siger Lars Løkke Rasmussen
Loven forhindrer ikke, at staten træffer beslutning om nye motorveje, mens borgerne høres. En anlægslov skal også i høring og gennem miljøvurdering. Den procedure handler dog kun om, hvordan projektet skal gennemføres, ikke om det skal gennemføres.

Trafikal regnekunst
Samfundsøkonomien i at udvide motorringvejene til seks spor og Køge Bugt Motorvejen til seks og otte spor blev vurderet af Vejdirektoratet i december.
Konklusionen var et meget højt afkast (intern rente) på mellem 18 og 37 procent.
Rapporten bygger på følgende regnestykke:
*Først fremskrives væksten i biltrafikken: 20 procent mere i København og Frederiksberg, 25 procent mere i Københavns og Frederiksborgs amter, 35 procent mere i Roskilde Amt. Altsammen år 2010.
*Dernæst beregnes prisen for anlæg og drift samt kørselsudgifter og omkostninger ved trafikulykker og støj. Det sammenholdes med trafikanternes gevinst på sparet tid. Hvis man er i erhverv, tæller en sparet time 262 kroner. I fritiden sættes værdien til 51 kroner. Værdien af at undgå at vente i kø sættes 50 procent højere. Denne tidsgevinst tælles sammen over 50 år.
*På den måde beviser Vejdirektoratet, at trafikanterne tjener fire milliarder kroner på et motorvejsbyggeri, der kommer til at koste 990 millioner kroner.

Glemte alternativer
Vejdirektoratet har ikke forsøgt at regne på CO2-udslip. Det har ikke regnet på en udvikling med flere mennesker i hver bil, men regner tværtimod med at antallet falder. Værdien af sparet tid regnes derimod at stige en procent om året (ud over eventuel inflation). Bilejerskabet ventes at vokse 10 procent frem til år 2010. Forholdet mellem prisen på at køre i bil eller med tog og bus forudsættes uændret. Der er ikke regnet med nye kørselsafgifter.
Altsammen forslag som blandt andet regeringens Transportråd har fremsat og støttet.
Miljøgruppen NOAH kalder det miljøfjendtlig kassetænkning, at Hovedstadens Udviklingsråd vil have staten til at lave flere motorveje frem for selv at udbygge den kollektive trafik i området.
Tesen om det store behov for at udvide motorvejene blev udviklet i en arbejdsgruppe, hvor den kollektive trafik kun havde en enkelt repræsentant, siger Ivan Lund Pedersen, NOAH-Trafik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her