Læsetid: 3 min.

En munter russisk begravelse

4. januar 2001

Kærlig og velskrevet roman om eksilrussere i NewYork

Roman
Det er efterhånden blevet mere end sjældent, at der kommer danske oversættelser af ny russisk litteratur. Det skyldes bl.a., at de unge russiske forfattere ofte skriver i stilarter og genrer, der kan være svært tilgængelige for udlændige, også fordi de ofte forholder sig intra-litterært til tidligere perioder i landets litteratur, ikke mindst til modernismen i begyndelsen af det sidste århundrede.
Disse eksperimentatorer hører Ljudmila Ultskaja ikke til, hun er mere traditionel, og er da også med sin alder (født 1943) fra en ældre generation. Men hun begyndte først at publicere for ti år siden og er i løbet af 1990’erne blevet international kendt, især i Tyskland, hvor hun nu har bosat sig. Først udgav hun to novellesamlinger, derpå romanen Medea og hendes søstre, der kom på dansk for to år siden, og så den nu oversatte En munter begravelse.
Hidtil har Ultskaja stået stærkest som novelleforfatter. Hendes Medea-roman om de multi-etniske familier, der opstod i sovjettiden, var lettere kikset, da hun som typisk novellist havde svært ved at holde styr på alle tråde.
I En munter begravelse har hun valgt den russiske povest-genre – lang novelle eller kort roman.
Handlingen er et fund: Den russiske kunstner Alik ligger i august 1991 på sit dødsleje i en loftslejlighed i NewYork, hvortil han er emigreret 20 år tidligere. I grunden hedder Alik Abraham, og han er noget af en pater familias for de talrige mennesker, der bor i eller besøger lejligheden., bl.a. hans alkoholiserede kone og en kvinde, tidligere cirkusartist, nu succesrig advokat, med hvem han har en autistisk datter, foruden mange andre kvinder og mænd fra den russisk-jødiske emmigration, der er tiltrukket af Aliks væsen.

Stor humor
Han synes at have levet efter devisen, at livet først begyndte næste mandag, og at gårsdagen sagtens kunne slettes, især hvis den ikke var helt vellykket. Og da den autistiske datter spørger ham, om det er rigtigt, når de andre fortæller, at alt var rædselsfuldt i Sovjetunionen, svarer han: »Dit lille fjols. Vi havde det skønt. Jeg har det skønt alle steder.«
Denne indstilling gør kunstneren Alik til en livskunstner, der med sin karisma tiltrækker alskens mennesker – russere og andre emmigranter, der har det tilfælles, at de engang er kommet til USA med 20 kilo og 20 engelske gloser i bagagen. Russerne har endnu ikke rigtig sluppet deres hjemland, og de er heller ikke rigtig ankommet til deres nye sted. Men da tv-stationerne transmitterer gammelkommunisternes mislykkede kup i hine dage, bryder kærligheden til deres hjemland frem.
Alik er centrum i dette menageri, men ikke hovedperson. Dét er den kreds af kvinder, der omgiver ham og opretholder tilværelsen, forsøger at holde ham i live med eleksirer og urter og ønsker at få Alik døbt inden døden. Men Alik vil først have lov at vælge religion og bestiller både en ortodoks pope, der kommer iført shorts og baseball-kasket, og en rabbiner »med en vaudevillehat af silke, som nærmest inviterede til, at man satte sig ned på den.« Hermed også nævnt, at romanen er hylende morsom, men der bliver ikke gjort grin med nogen, alle bliver omtalt kærligt og med respekt, lig den behandling, alle får i Aliks lejlighed med dens sammenlagt ni kvinder, hvad enten de kommer lige fra Moskva eller ind fra gaden.

Liv og lidelse
Denne livsoptimisme er alt andet end påklistret, den er dybt forankret og skildret illustrativt i bogens kostelige tableauer, hvor kombinationen af russisk og jødisk blod fortæller os, at alle problemer er til at overvinde.
Hvordan klarer de det dog? Det besvarer en af Aliks venner, der er læge og ikke kan tage sig sammen til at tage de amerikanske, supplerende eksamener. Han er modstander af, at lidelse i dette land afvises som princip, og at alt og alle er optaget af den eneste opgave, at fri mennesket fra lidelsen, helt ulig det land han kom fra: »Den jord, som havde opfostret ham, elskede og værdsatte lidelsen, gjorde den endda til sin føde; man fødtes, voksede op og modnedes på lidelser. Mennesker af denne race mister grunden under fødderne, når de slipper for lidelse.«
Det er forklaringen på, at det hele, med alle mulige skæbneslag går allerhelvedes godt, deroppe i en russisk-jødisk loftslejlighed i New York. Og i Rusland, fristes man til at tilføje.

*Ljudmila Ulitskaja: En munter begravelse. Oversat af Trine Søndergaard. 160 s. 185 kr. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her