Analyse
Læsetid: 4 min.

Når drenge bliver til mænd

Ideologiernes sammenbrud giver tyske politikere alvorlige abstinenser. Det manglende politiske indhold skjules under personangreb, mistænkeliggørelse og minderne fra 70’erne
26. januar 2001

Til daglig forsøger den 45-årige Friedrich Merz at virke pligtopfyldende og ansvarsbevidst – det kræver jobbet gruppeformand for Tysklands kristeligt-demokratiske parti (CDU). Men imaget kan også blive så pænt, at vælgerne mister interessen, og det har dagens toppolitikere ikke råd til.
I december sidste år følte Friedrich Merz derfor anledning til at indvie offentligheden i hidtil ukendte kapitler af hans liv. I et åbenhjertigt interview med avisen Tagesspiegel fortalte han om sit ungdomsoprør mod forældrene, om beatmusik, om øl og cigaretter, om langt hår og vild motorcykelkørsel – og om de voldsomme politiske sammenstød som studerende i Bonn:
»Om aftenen gik vi altid forbi (værtshuset) Schumann-Klause, mødestedet for Bonns venstreorienterede, med knyttede næver. Og vi overvejede hyppigt, om vi ikke skulle marchere ind og starte en lille borgerkrig.«
Det gjorde han dog ikke personligt, men:
»Knejpen eksisterer ikke mere, efter at et par af mine venner – jeg var ikke med, jeg sværger – smed en skraldespand gennem vinduet og lagde værtshuset i ruiner. Dengang syntes jeg, at det var en stor politisk bedrift, som vi fejrede i flere dage. Jeg ville ikke acceptere det i dag. I tidens løb er jeg blevet mere liberal. Og jeg vil forsvare min ret til at måtte ændre mig.«
Akja, den glade ungdomstid... Politik var alt andet lige meget sjovere, dengang man virkelig kæmpede for sin sag; de gode mod de røde, friheden mod diktaturet. I dag må Friedrich Merz spilde sit liv på at bekæmpe regeringens grønne afgifter på benzin (seks pfennig) og ellers forsøge at forklare, hvorfor regeringens pensionsreform er så skandaløst meget dårligere end CDU’s forslag.
Citaterne fra Tagesspiegel er interessante af to grunde:
*For det første fordi Friedrich Merz ikke taler sandt. Nyhedsmagasinet Der Spiegel gjorde sig efterfølgende den ulejlighed at besøge hans fødeby Brilon mellem Dortmund og Kassel. Her fortalte de gamle legekammerater, at Friedrichs hår aldrig blev længere, end hans far tillod, at han aldrig havde ejet en motorcykel (han havde lånt en knallert), og endelig at Schumann-Klause i Bonn ikke blev ødelagt af kåde ungkonservative.
*For det andet står Friedrich Merz’ ord om sin »ret til at måtte ændre sig« i vejen for det felttog, han og hans partifæller har indledt mod udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne).
I 70’erne var Joschka Fischer husbesætter i Frankfurt, han sloges med politibetjente og kæmpede for et andet samfund. Det har aldrig været nogen hemmelighed – det nye er, at en serie genfundne pressefotos kan fortælle mere end 1.000 forblommede ord: Nu ser man, hvad gadekamp virkelig er – vold, slag og spark.
Kan sådan en personage repræsentere Tyskland i udlandet, spurgte en forarget borgerlig opposition.
»Jeg bedømte staten forkert,« erkender Joschka Fischer.

Også miljøminister Jürgen Trittin (De Grønne) har en fortid. Mens han i 70’erne læste i Göttingen, var han medlem af Det kommunistiske Forbund (KB). I 1977 blev Tysklands øverste statsanklager, Siegfried Buback, henrettet af terrorgruppen Rote Armee Fraktion – og begivenheden blev kommenteret med »hemmelig fryd« af et studenterblad i Göttingen. At artiklen til slut konkluderer, at terror ikke er det rigtige middel i den politiske kamp, er forlængst glemt – i stedet forsøger oppositionen at hænge Jürgen Trittin op på et moralsk medansvar for den hemmelige fryd.
Både Joschka Fischer og Jürgen Trittin har taget afstand fra størstedelen af deres gamle meninger, men CDU, det bayriske søsterparti CSU og det liberale FDP agter ikke at give dem lov til at ændre sig.
Terrorisme, berufsverbot, studenteruroligheder, Vietnam-krig – 70’erne udgør stadig et traume i den vesttyske sjæl. De borgerlige så dengang samfundet truet på livet, de venstreorienterede havde ingen tiltro til demokratiet.
I dag ser de borgerlige sig som retsstaten redningsmænd, mens den (forhenværende) venstrefløj bryster sig af sine sejre – kønnenes ligestilling og mere personlig frihed.
Skænderiet er lidenskabeligt – og til tider direkte hadefuldt – men selvom talerne handler om datidens uansvarlige aktivister og deres manglende indrømmelser og undskyldninger, er der ikke noget ideologisk opgør i gang. Langt mere skal 70’er-debatten udfylde et politisk tomrum i nutiden. Ideologierne er forsvundet, de politiske skel flyder sammen og forvaltningen af samfundet er blevet så indviklet, at den ikke kan forklares i en tv-avis.
Gerhard Schröders SPD er blevet kaldt det bedste CDU nogensinde, og De Grønne er lige så gode liberale som FDP.
Men den politiske kappestrid skal jo fortsætte. Derfor skal være en synlig forskel på partierne, og eftersom nutiden er så udsigtsløs, griber CDU, CSU og FDP fat i fortiden, dengang forskellene var til at få øje på.
De gamle fjendebilleder må genoplives.

Samtidig ønsker de direkte ofre for 70’ernes politiske vold – f.eks. Ulrike Meinhofs datter Bettina Röhl og Siegfried Bubacks søn Michael Buback – retfærdighed. De udpeger Joschka Fischer og Jürgen Trittin som ansvarlige for mord og deres ødelagte barndom; de to er ministre i dag, altså må de også have været ledere dengang, er argumentet. Og oppositionen bifalder – selvom det efter 20 år vil være umuligt at anlægge en retssag. Joschka Fischers og Jürgen Trittins ’forbrydelser’ skal henregnes under rubrikken ’ytringsfrihed’. Hvis de har begået strafbare handlinger (opfordring til vold, vold og hærværk), har forældelsesfristen gjort dem ligegyldige.
Det véd oppositionen – men den ved også, at hvis Joschka Fischer falder, vil De Grønne ikke kunne holde sammen i regeringssamarbejdet. Resultatet vil være en politisk krise og nyvalg.
Et andet middel til forenkling af den politiske debat er at gøre regeringen til et personspørgsmål. Til det formål udråbte CDU i tirsdags kansler Gerhard Schröder til ’pensionsbedrager’ på en efterlysningsplakat.
Efter et døgns kritik blev den trukket tilbage.
Selvom plakaten har været undervejs i flere uger og må være godkendt af partiledelsen, kom den voldsomme fordømmelse helt bag på partiet. Det var ikke faldet nogen ind, at man ikke kan stemple sin demokratisk valgte modstander som forbryder.
Foreløbig har CDU ikke kunnet hente nogen belønning i meningsmålingerne. I stedet for politisk virkelyst ser vælgerne snarere et parti, der stadig – mere end to år efter valgnederlaget – er præget af rådvildhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her