Læsetid: 1 min.

Nedlæg Vejdirektoratet

Vejdirektoratet skal erstattes af et direktorat for bæredygtig transport, siger trafikinteresserede
30. januar 2001

Vejdirektoratet skal erstattes af et direktorat for bæredygtig transport, siger
trafikinteresserede

Vejdirektoratet skal nedlægges og samtidigt skal der vedtages et 10-årigt stop for al motorvejsbyggeri i hovedstadsområdet.
Sådan lyder de mest markante synspunkter fra en række trafikinteresserede personer, der står bag et initiativ, der skal føre til oprettelsen af Rådet for Bæredygtig Trafik.
»Vejdirektoratet skal nedlægges. De tænker alene i flere og større veje og ser som oftest ikke andre trafikpolitiske løsninger end mere og mere asfalt,« siger en af initiativtagerne, Arne Lund fra NOAH-Trafik.
Det er ikke mindst sidste uges trafikforlig mellem regeringen og de borgerlige partier, der ligger bag udmeldingerne fra arbejdsgruppen.
Initiativtagerne beklager udbygningen af motorvejsnettet omkring København, som er besluttet midt i den offentlige høringsfase.
»Det er desværre bare det seneste eksempel på hovedløs planlægning og trafikkoordinering,« siger Arne Lund.

Asfaltlovgivning
Som modspil til Vejdirektoratets trafikstyring skal der nu sættes en effektiv stopper for yderligere såkaldt ’asfaltlovgivning’.
»Det er jo stort set kun i myldretiden, at der er kødannelser på de stærkest trafikerede motorveje. Og straks er der planer for motorvejsudbygninger. Men hvem interesserer sig for de bus- og togrejsendes ventetid og forsinkelser? Eller de umulige forhold for cyklisterne i storbytrafikken?« spørger Arne Lund.
Initiativtagerne, som også tæller konsulent og tidligere direktør i Dansk Cyklistforbund, Thomas Krag, Karl Vogt-Nielsen fra foreningen ’Amager mod Overflødige Storcentre’ og Kjeld Larsen fra Sund By-Trafik sigter efter til foråret at have stablet en organisation på benene i stil med Det Økologiske Selskab, der er en forening for både privatpersoner og interesseorganisationer.
Ønsket er et Råd for Bæredygtig Trafik, der også forventer at kunne stille med sagkyndig rådgivning i de forhandlinger med politikerne, som man til sin tid forventer at blive indbudt til.
I FDM oplyser kommunikationschef Bo Christian Koch, at man ikke har modtaget nogen indbydelse til at deltage i arbejdet: »Men det er der sikkert gode grunde til. Det virker unægtelig noget bilfjendsk og ude at tråd med virkelighedens verden,« vurderer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her