Læsetid: 4 min.

Nekrologer

19. januar 2001


Jørgen Staffeldt, 54 år
*Kontorchef, cand.jur Jørgen Staffeldt, er død. Hermed har centraladministrationen mistet en af sine skarpeste juridiske tænkere.
Som ansat i det unge energiministerium var Jørgen Staffeldt i 80’erne en af de juridiske chefarkitekter, da det moderne og meget ambitiøse kompleks af love og reguleringer omkring olie- og gasproduktionen i Nordsøen blev gennemført. Senere kom en række andre af energipolitikkens mest komplicerede områder til at nyde godt af hans analytiske evner og store arbejdskapacitet.
Jørgen Staffeldt var ikke den pæne, veltilpassede og autoritetstro embedsmand. Han var den originale tænker og den uforfærdede problemknuser, der kastede sit intellekt, sin personlighed og sin store redelighed ind i at aftvinge problemkomplekserne den løsning, der sagligt og juridisk var bedst.
»Konflikter forsvinder ikke ved at pakke dem ind i pæne vendinger«, sagde han.
Det var en holdning, der ikke altid var lige velset på Slotsholmen. Han leverede selv en enorm arbejdsindsats i sine år som kontorchef i Energiministeriet – ofte gik både 70 og 80 timer af ugen med arbejdet for den rigtige løsning.
I 1990’erne flyttede han i fem år til Grønland, hvor han bl.a. som direktør for KNI Holding deltog i Hjemmestyrets arbejde med nye erhvervsstrategier.
Hjemvendt fra Grønland var han i en årrække involveret som rådgiver i mange internationale energiprojekter - ligesom han i en periode ledede arbejdet med liberaliseringen af elsektoren.
I alle sammenhængene slog hans originalitet, karakterfuldhed og personlighed igennem. mol

Torkil Olsen, 78 år
*Fhv. rigsbibliotekar Torkil Olsen er død. Han satte sit præg på danske forskningsbiblioteksvæsen i efterkrigstiden i kraft af to nye, store biblioteker:
Som ung cand.mag. opbyggede han i 1950’erne Atomenergikommissionens forskningsbibliotek. I 1965 rykkede han til Odense, hvor han som overbibliotekar stod i spidsen for opbygningen af det foreløbig sidste nye universalbibliotek i landet: Odense Universitetsbibliotek. Fra 1982 til 1986 var Torkil Olsen fungerende rigsbibliotekar. Inf.

Johan Erichsen, 73 år
*Fhv. statsamtmand Johan Erichsen er død. Hans juridiske karriere startede dengang en embedseksamen fortjente sit navn: Efter en årrække i Indenrigsministeriet – senest som kontorchef – kom Erichsen til Nordjylland, nu som amtmand. Fra 1985-97 bestred han samme job på Bornholm.Inf.

Ove Gelsing, 79 år
*Ove Gelsing sad under besættelsen i Frøslevlejren. Efter krigen satsede han på en karriere i militæret. Den førte han til posten som major ved Vestre Landsdelskommando – senere blev han oberstløjtnant på Flyvestation Karup.
Som 60-årig pensionist flyttede han til Djursland, hvor han i mange år var aktiv i lokalsamfundet – bl.a. som bestyrelsesmedlem på Djurslands Museum. Inf.

William Hewlett, 87 år
*Som så mange andre elektroniske selskaber grundlagt i det nordlige Californien startede David Packard and William Hewlett deres selskab i en bilgarage i Palo Alto. Forskellen mellem de to mænd og deres berømte efterfølgere Steven Jobs (Apple) og Bill Gates (Microsoft) er årstallet, nemlig 1938.
Hewlett og Packard var foregangsmænd. Dengang i 1930’erne fandtes der simpelthen ikke en elektronisk industri syd for San Francisco. Hvis californiere ønskede en uddannelse og et job indenfor branchen, måtte de rejse til nordøstlige USA.
Det var opfinderen og ingeniøren William Hewlett og David Packard, manden med forretningsekspertise, der såede sæden til Silicon Valley.
Deres selskab fremstillede i starten så eksotiske produkter som et pissoir med automatisk udskylning. Fyrre år senere var Hewlett Packard blevet den næststørste computerkoncern i USA.
Nu er begge mænd borte og en myte ovre. Packard døde i 1996 og Hewlett i sidste weekend. Sidstnævnte blev 87.
»De grundlagde den første virksomhed i Silicon Valley,« sagde en nostalgisk Steven Jobs forleden. »Da David Packard døde i 1996 var det begyndelsen til afslutningen på en æra. Nu er det slut.«
Som 12-årig skoledreng ringede Jobs i 1967 til Hewlett Packard for at spørge om reservedele til en automatisk tæller, han var i færd med at bygge. Hewlett himself tog telefonen. »Ikke alene sendte han mig reservedelene. Han tilbød mig et sommerjob.« burch

Julius Epstein, 91 år
*En filmhistoriens mest fejlciterede tekstforfattere er død, 91 år. Julius Epstein skrev sammen med broderen Philip dialogen til filmen Casablanca med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne.
Oftest gengives den klassiske replik som »Play it again, Sam«. Men rent faktisk sagde Ingrid Bergman blot
»Play it, Sam.«Inf.

Luis Bonfa, 78 år
*En af verdens førende brasilianske guitarister og komponister, Luiz Bonfá, døde fredag af kræft i sin fødeby Rio de Janeiro, 78 år gammel.
Bonfá startede sin karriere som sanger, guitarist og komponist i 50’erne og sammen med Antonio Carlos Jobim og Vinícius de Morães, som blandt andet kendes for klassikeren Girl from Ipanema, var han med til at bane vejen for den tilbagelænede ’nye’ brasilianske stilart, bossa nova, der levede på stranden i Ipanema om dagen og genopstod på Copacabana-klubberne om natten.
Gennem sin karriere nåede Bonfá at skrive mere end 500 sange og i selskab med Stan Getz tilførte han løbende bossa novaen nyt liv ved elegant at iblande elementer fra jazzen, hvilket for alvor gjorde den brasilianske bossa nova populær i udlandet.
En enkelt af hans melodier skiller sig imidlertid ud og skaffede ham i ét hug velfortjent international berømmelse: den overjordisk smukke Manha de Carnaval (karnevallets morgen) fra den brasiliansk-franske spillefilmsklassiker Orfeu Negro, der i 1959 tillige skaffede filmens franske instruktør Marcel Camus De Gyldne Palmer i Cannes.
Manha de Carnaval hører hjemme blandt de 100 mest enestående melodier i verden og viser med sin selvfølgelige enkelhed, hvor lidt der skal til for at skabe et underværk. Allerede ved de første takter krøller de små hår i nakken.
Luiz Bonfá, der lavede sin sidste pladeindspilning i 96, mindedes torsdag aften ved en messe i Ipanema.moh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her