Læsetid: 2 min.

Nyt liv

…til absurdisterne, der i mellemtiden er blevet grundigt demonteret af det moderne livs absurditet
25. januar 2001

Teater

Engang var de de chokerende udråbere af livets, kommunikationens og de menneskelige relationers formåls- og meningsløshed. Den endelige grund til at smide håndklædet ind, trække bundproppen op og vende ansigtet ind mod væggen.
De blev spillet med al den ærbødighed, der tilkommer nye (dommedags)profeter, og – alvorsmænd som de var – den barokke side var den, der affødte færrest akademiske diskurser.
På den baggrund er det helt rørende, men også ganske lystigt at møde Mogens Pedersens revitalisering af tressernes eksistentielle profeter med så meget på samvittigheden. Pedersen går frisk til biddet, væk er disciplens næsegruse knalden panden i gulvet foran guruen; det her er immervæk sublim sort humor, som det har været hele tiden – vi spiller den derefter.
Ionesco er lystigst, næsten vellystig i sin diabolske registrering af en undervisningssituation gone sour. Symbolikken er til at tage og føle på, allegorierne og tolkningerne så ligefremme, at de uden videre kan overlades til hver enkelt i salen, men det bemærkelsesværdige ved forestillingen er dens ’anden’ vitalitet her, hvor den moderne dramatik gennemgående opererer med en brutalere absurditet.
Eneste indvending er scenografien, der ligner et sammenskrab fra børne-tv. Resten er ren fornøjelse. Finn Storgaard er helt fri af skyggen af Eriks Mørks diabolske tugter (tv-klassikeren) og har sit eget temperament i flot frit (og stramt styret) amokløb fra servil pædagog over ophidset, rethaverisk nørd til morderisk demagog og udløst, selvbebrejdende overgrebsmand på elevens køn og liv. Som Maria Wilton spiller med fint eftertryk på de gyldne sekunder, hvor hendes snusfornuft sætter akademikeren til vægs og med glimrende dosering af spiselig uskyld og friskhed – så appetitvækkende som et sommeræble, den lille overklassegås.
Som hr. professorens overjeg og moderfigur kunne Lene Vasegård godt spille dobbeltheden stærkere ud, men pyt, ritualet og det knivskarpe lille studie i terror, bl.a., går frisk hjem – her, hvor teksten runder det halve århundrede.

Mesterligt
Efter pausen indløber endnu et nysyn. Den mørkere Krapps sidste bånd som scenisk elementær situation: Bord, stol, mand – spil! Manden er John Hahn-Petersen og det er ingen skrivelapsus, øjebliksvist indtræffer det sjældne, at man glemmer at sidde over for en skuespiller. Kigget ind/ned i denne let snuskede, på gode dage måske medynksvækkende hr. hverdagsmands lille indsnævrede liv – det sku’ være så godt – er usentimentalt, men af overordentlig autenticitet. Mens Krapp spiller den afgørende spole fem fra æske tre – derfra hvor det bette liv begyndte nedturen – er man en face ikke bare med skæbne, men samtidigt med et gennemsnitsmenneske, der mønstrer civilcourage til at se sit trivielt uheroiske og ensomme særlingeliv i øjnene uden at kende ordet. Sådan overlever vi som art, siger absurdisternes førerhund Beckett, og dette er den mandlige monolog-udgave af Glade dage. Og eminent medlever John Hahn-Petersen i Krapps måske sidste revy over et sølle liv med fintmærkende ansigt, hvor hukommelsens detaljer trækker krusninger som blæsten skriver på søens overflade.
Mesterligt.

*Enetime af Eugene Ionesco & Krapps sidste bånd af Samuel Beckett. Instr.: Mogens Pedersen. Scen.: Thomas Kolding. Folketeatret, Hippodromen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu