Sådan en mursten fra John Lennons barndomshjem, er det ikke noget for dig?
Memorabilia
Søndag morgen. Min søn i telefonen. Jeg har mest lyst til at sige, at jeg synes, det er et godt spørgsmål og bede ham ringe op igen lidt senere. Jeg ved godt, de har noget kørende, jeg fylder 60 om ikke så længe, og mine børn kender godt alle mine 60-årige idoler, som de har måttet lægge øre til i deres mest følsomme år. Jeg har også hørt dem sige til hinanden, at det kunne være fedt at give mig en rigtig ting for en gangs skyld, jeg har jo aldrig ønsket mig andet end ånd, og hvor har det været træls at fylde gavebordene, år efter år, med bøger og plader og noder. Flade pakker, ren ånd.
Så jeg tror, de har sat sig i hovedet, at hvis nu de kunne finde et tændrør fra den motorcykel, Dylan kørte galt på i 1966 eller et eller andet i den kategori, så kunne der omsider ske noget nyt i mit liv. Noget tingsligt, noget tredimensionalt, et eller andet, der kunne give mine stuer lidt særpræg, lidt fylde. Et Dylan-tændrør fylder selvfølgelig ikke så meget, men måske kunne man stille det på et påfaldende sted eller i en speciel belysning det er også bare ment som et eksempel.
Hendrix støvle
Jeg har også en gang siddet med min søn i London, på en Hard Rock Café, hvor de jo samler på den slags, og dér havde de en af Jimi Hendrix støvler, og jeg kan huske, vi tjekkede, om det var en højre- eller venstrestøvle og var enige om, at der var mest prestige i en venstrestøvle, fordi Hendrix var kejthåndet.
Men en mursten fra John Lennons barndomshjem, ville jeg gerne have sådan én ind i min stue? »Prøv selv at gå ind og tjekke på www.nbci. com/lennon, og mens du så er ved det, så prøv også lige http://home.earthlink.net/~hobhead/brianstiles.htm dér kan man få fliser fra det svømmebasin, hvor Brian Jones døde i 69. Så ringes vi ved!«
Jeg tjekker. Jeg er jo heller ikke interesseret i, at mine børn fyrer deres sparsomme SU af på tredimensionale gaver, når de i virkeligheden skulle købe bøger til deres studier. Så jeg vil lige se priserne. Og hvordan kan man i øvrigt dække sig ind mod småsvindlere, der sender tilfældige fliser og mursten rundt i verden, eller tændrør for den sags skyld?
Hvad det sidste angår, bliver jeg straks beroliget, der er et billede fra Liverpool af Auctioneer Kevin Whay of Outhwaite & Litherland, som står og kontrollerer stenene foran netop det hus, hvor Lennon boede med tante Mimi, og når de sender stenen, vedlægger de en signed plaque and Certificate of Authenticity. Og ved Brian Jones vil man få tilsendt både et billede af det uhyggelige svømmebasin og et autenticitetsbevis underskrevet af de nuværende ejere plus selvfølgelig en af de fliser, Brian Jones var så tæt på, da han døde.
Prisforskellen svarer meget godt til min indre værdiskala, 175 dollars for en Brian Jones-flise, men 350 for en Lennon-mursten, som i øvrigt er meget større og tungere (shipping weight: 8.0 lbs), og som virkelig ville fylde godt op i min stue.
Jeg ser mig omkring i min lejlighed. Så kigger jeg igen på billedet af Auctioneer Kevin Whay, som står og tumler med de sten. Og så kan jeg mærke det, mere og mere tydeligt: Sådan en mursten, det er bare ikke noget for mig. Ikke for det, den kunne sagtens være her, den kunne endda pynte i min vindueskarm, og autenticitetspladen er pæn. Problemet er, at jeg er åndelig, hvis jeg endelig skulle have noget stående, så skulle det ikke være noget fra Lennons hus, men fra hans sange. F. eks. kunne jeg godt tænke mig alle fotografierne fra barberen på Penny Lane:
In Penny Lane there is a
barber showing photographs
Of every head hes had
the pleasure to know
Eller det tæppe, Lennon sætter sig på i Norwegian Wood. Eller et af de 4.000 huller i Blackburn, Lancashire. Og det er det samme med Dylan, der er ikke en eneste ting eller skikkelse i Desolation Row, jeg ikke hellere vil have ind i min lejlighed end et tændrør fra hans motorcykel.
Nordbrandts kuffert
Jeg prøver at tænke resten af mine idoler igennem, jeg vil jo gerne kunne sige noget ordentligt til min søn, give ham en ønskeseddel med ting, jeg virkelig kunne tænke mig, når jeg nu ikke vil have Lennon-mursten. Men det fører ingen steder hen, det er hele tiden ting, der ligger inde i selve kunstværkerne ting, man overhovedet ikke kan få fat på:
Günter Grass: jeg kunne godt tænke mig at få den skruetrækker, Mahlke altid bærer om halsen i Kat og mus.
Chaplin: Den fløjte, han kommer til at sluge i Byens lys.
Maradona: Den bold, han scorede med i kampen mod England i 1986, både det mål med hånden og det, hvor han driblede forbi syv mand, inden han scorede. Jeg tror, det var før den tid, hvor man hele tiden smed nye bolde ind ved indkast, men hvis det var forskellige bolde, vil jeg gerne have dem begge to.
C.V. Jørgensen: Den amagerhylde, han synger om i Byen uden midler.
Brigitte Bardot: En af de kjoler, hun lod som om hun havde på i Gud skabte kvinden.
Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg mener, det er åndeligt alt sammen, selv Brigitte Bardots kjoler, og jeg ved ikke, hvordan mine børn skulle bære sig ad med at få dem gjort til tredimensionale gavepakker.
Og så alligevel, til sidst kommer jeg i tanke om én ting, én rigtig ting, jeg virkelig ville blive glad for, og som måske endda ligger inden for mulighedernes grænser. Mit allerstørste idol gennem de sidste 20 år er Henrik Nordbrandt, som jeg bliver ved med ikke at kunne forstå og derfor bliver ved med at læse, fordi jeg hele tiden synes, at nu er jeg lige ved at forstå ham, men så forsvinder han igen. Fra ham kunne jeg godt tænke mig at have noget, der virkelig eksisterer. Så kære børn! Her kommer min ønskeseddel. Der er kun én ting, jeg ønsker mig, men måske kan I få fat i den, fordi ejermanden ikke selv vil vide af den: Jeg ønsker mig Henrik Nordbrandts kuffert.
