Læsetid: 3 min.

Opdæmmet

Inge Lise Hornemanns debutroman er en kedsommelig historie om en jæger, der aldrig kom ud med bøssen
29. januar 2001

Ny bog
Han er jæger, men går aldrig på jagt. Han er også jagtskribent, men han skriver aldrig eller har kontakt med redaktionen på bladet, han skriver for. Men hvad værre er, han er hovedperson i en kedelig debutbog, som jeg ikke helt kan se hører hjemme på Gyldendal.
Til dens fortrin kan opregnes, at den foregår i den uldjyske provins, lillebittebyen Vesterstrand, hvor Dines, af bagsideteksten ganske træffende beskrevet som »en midaldrende jagtskribent og enspænder«, bor sammen med sin kone Sigbritt, der er sygeplejerske. Men to begivenheder ændrer hans ensformige liv: Mødet med den tilrejsende skuespiller Keller, og et planlagt dæmningsbyggeri, der ganske enkelt vil eliminere Vesterstrands få huse.
Mens Keller lukker op for smertepunkterne i Dines’ forhistorie og så at sige nedbryder hans indre dæmningsværker, involverer Dines sig for første gang i mange år i noget uden for sig selv, nemlig i en lokal protestbevægelse mod netop dæmningsbyggeriet.
En dobbelt dæmnings- og dæmringstid, så at sige, med et ordspil, titlen selv lidt gumpetungt lægger op til.

Løfter sig ikke
Problemet er bare, at Dines er kedelig, og at bogen ikke løfter sig over hans bevidsthedsniveau. Personerne taler en art afglidende provinsdansk, som en Knud Sørensen, en Jens Smærup Sørensen, en Bent Vinn Nielsen kan få til at vibrere af indre liv, af fortrængninger så åbenlyse, at man griber sig i at råbe af disse fine ’provinsforfatteres’ personer, som et lille barn i biografen. Simpelt hen fordi forfatteren drevent fremlister en undertekst, der kaster tvelys over hvert ord.
Men her løber det side op og side ned:
»– Jeg ved ikke hvorfor jeg fik det. Jeg var også ligeglad, jeg havde brug for det. Det hele var lidt rodet på det tidspunkt.
– Det er det ikke nu så?
– Rodet? Han smålo. – Ikke mere end det skal være. Synes du?« Osv.
Der lægges op til, at Dines og Keller er en slags parallelle eksistenser, de spiller begge roller og har problemer med nærhed, som det vist hedder. Keller dør så at sige i Dines’ sted: »Jeg er en livsflakke, du er det modsatte. Du har kræfterne til at bære, jeg har dem ikke. Jeg finder ingen svar, du har dem i dig,« lyder således Kellers afskedsbrev til Dines, som også bliver romanens sidste ord.
Stabiliteten selv er Dines, flakke kan man sandelig ikke kalde ham, så langt har Keller ret. Men »kræfterne til at bære«, »svar«? Dines, der kun flytter sig akkerat så meget, at han erkender sine fejl, men uden at tage konsekvensen? – Det hænger ganske enkelt ikke ordentligt sammen.

Sympatisk
Jeg tror, der bor en roman et sted inde i dette stof, et ægte engagement i livets stilfærdige eksistenser, som sørger og lider og små-overlever, uden nogen sinde at flytte sig så meget, at de får mulighed for at ændre sig selv, omstændighederne – eller bare komme andre mennesker mere i møde. På denne måde er Inge Lise Hornemann (f. 1961) et sympatisk bekendtskab.
Blot er hendes roman ikke lykkedes person- og miljømæssigt, ligesom man må undre sig over, hvorfor i alverden hun gør Dines til jæger og jagtskribent, når hun aldrig sender ham ud i våde, dampende morgener, hvor ænderne putter sig i sivene, eller andre jagtsteder, hvis litterære muligheder ikke mindst jægeren Rifbjerg har udforsket så sanseligt og stærkt, at læseren selv bliver forkølet af den fugtige udflugt.
Måske kan lidt af den slags komme, også for Hornemann?

*Inge Lise Hornemann: Dæmningstid. 208 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu