Læsetid: 3 min.

Oprøret lever i Porto Alegre

Tusindvis af aktivister mødes i den sydbrasilianske by Porto Alegre for at skabe et folkeligt alternativ til topmødet i Davos
27. januar 2001

Alternativer
Ånden fra Seattle er genopblomstret i Porto Alegre. Omkring 5.000 aktivister fra over 120 lande er rejst til den sydbrasilianske by for at deltage i det første topmøde i Verdens Sociale Forum.
En af arrangørerne af mødet, præsident for ugeavisen Le Monde Diplomatique og aktiv i den globale ATTAC-bevægelse, Bernard Cassen, siger til Reuters, at mødet er det civile samfunds alternativ til det økonomiske topmøde i Davos.

For pengene eller folket
»Davos er centralkomiteen for nyliberalismen, det sted, hvor de transnationale, bankfolkene og politikerne, der er i deres tjeneste, mødes for at definere verdens fremtid,« siger Cassen.
»Davos-logikken er, at de reducerer samfundet til økonomien, økonomien til finanskapitalen, og finanskapitalen til finansiel spekulation. Vi går ud fra, at økonomien skal tjene mennesket,« fastslår Cassen, der tror, at det er muligt at skabe en anden form for globalisering, som er til gavn for det civile samfund. Under torsdagens åbningsceremoni i det sociale verdensforum blev der presset 4.500 mennesker ind i et rum, der ifølge en dansk deltager kun var beregnet til 3.000 mennesker.
Under ceremonien sagde Olivio Dutra, guvernøren for den brasilianske delstat Rio Grande do Sul, at »individualismen og egoismen stimuleres og bliver stærkere på alle niveauer« i dag, mens der bliver stillet spørgsmål ved solidariteten.
»Det sociale forum er et svar til dem, der forsøger at gennemtvinge den nyliberale enhedstænkning. Vores opgave er at skabe kvalitative fremskridt i kampen imod den sociale udstødning,« sagde guvernøren.
Byen Porto Alegre er lidt af et socialt laboratorium for dette alternativ, for her har det venstreorienterede Arbejderparti (PT) regeret i de sidste tolv år og forsøgt at give bydelene medbestemmelse over fordelingen af pengene fra det offentlige budget.

Mosaik
Det sociale verdensforum har allerede sat sit præg på byen, bl.a. med en march mod ’nyliberalismen og for livet’ og en åben rockkoncert. Nogle aktivister vil bygge et stendige i byen, der skal rumme en mosaik af slogans fra borgere fra hele verden.
Andre aktivister har benyttet lejligheden til at gå til angreb på de transnationale selskabers stedlige repræsentanter. En gruppe punkere har kastet æg og maling mod en filial af den amerikanske burgerkoncern, McDonald’s.
Og uden for en afdeling af den spanske Banco Santander og den amerikanske Bank Boston er flag fra de to lande blevet brændt af.
I går stormede mere end tusind fattige brasilianske landarbejdere og en gruppe aktivister fra Porto Alegre-mødet en bioteknologisk fabrik ejet af det amerikanske selskab Monsanto for at protestere imod de genmodificerede organismer, GMO’er.
»Denne såsæd snyder landmændene og skaber afhængighed af såsæd produceret af store multinationale selskaber,« sagde Solet Campolete fra landarbejderbevægelsen MST.
Den franske bonde, José Bove, der blev berømt for at køre en traktor ind i en McDonald’s burgerbar i Frankrig, tog en afstikker fra Porto Alegre-mødet og gik med i aktionen mod Monsanto:
»Monsanto siger, at de transgene organismer behøver færre pesticider og kemikaler, men det er en løgn,« siger Bové.
Han betragter Verdens Sociale Forum som et forsøg på at ’skabe en legitim folkelig bevægelse’, og som Cassen tager han skarp afstand fra Davos.
Han var inviteret til alpebyen i Schweiz, men valgte i stedet at rejse til Brasilien. »Statscheferne og lederne af de multinationale, som mødes i Davos, har mistet legitimitet,« lyder hans forklaring.

Cardoso kritiserer
Brasiliens præsident Fernando Henrique Cardoso har dog rettet en skarp kritik imod det sociale verdensforum. Han mener, at det »et skridt tilbage i udviklingen, for det holder fast i en gammeldags og naiv forestilling om de verdensomspændende realiteter.«
»Det er ikke muligt at ødelægge maskinerne. Det giver ingen mening. Forestil dem at stille uret tilbage og standse telekommuikationen og den finansielle informationsstrøm. Det er ikke muligt,« siger han til den brasilianske avis, Zero Hora.
Informations udsendte medarbejder i Porto Alegre, Niels R. Boel, rapporterer, at stemningen på konferencen er præget af optimisme og entusiastisk velvilje, med reminisenser af såvel Roskilde Festivalen som Bella Centeret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her