Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

29. januar 2001


Mindst 20.000 døde efter jordskælv i Indien
*Det officielle tabstal efter fredagens jordskælv i Indien, der var det værste i Indien de seneste 50 år, nåede søndag op på 20.000 døde, oplyste forsvarsminister Georges Fernandes.
Samtidig hører det nu til undtagelserne, at der bliver fundet overlevende, men indisk militær og internationale redningshold fortsætter sammen med sørgende efterladte forsøgene på at finde overlevende. Redningsfolkene graver sig i en desperat kamp mod tiden gennem sammenstyrtede bygninger i den vestlige delstat Gujarat, men håbet begynder at svinde for de tusinder af savnede.
Flere tusinde soldater, fly og marinefartøjer er sat ind for at yde støtte til ofrene fra jordskælvet. Det er den hidtil mest omfattende redningsaktion med deltagelse af indiske militærstyrker, sagde embedsmænd. Gujarats øverste embedsmand, Keshubhai Patel, udsendte søndag en advarsel til områdets beboere om, at de skulle berede sig til flere kraftig rystelser. Samtidig er der ifølge Patel risiko for epidemier i den ødelagte by Bhuj.
Redningshold fra Rusland og Tyrkiet er allerede ankommet til Gujarat, og det ventes, at hold fra Storbritannien, Italien og Frankrig vil følge efter i løbet af søndagen.

100 anholdt efter uro i Zürich
nMed vandkanoner, tåregas og gummikugler sikrede schweizisk politi sent lørdag, at demonstranter ikke nåede frem til World Economic Forum i Davos. Omkring 100 personer blev tilbageholdt i Zürich efter voldsom uro, der opstod, da flere hundrede vrede demonstranter blev hindret i at tage til skisportsstedet Davos.
De demonstrerende, som mener, at det økonomiske topmøde er med til opmuntre den såkaldte globalisering uden på at tage hensyn til miljøet og befolkningerne, byggede barrikader og satte efterfølgende ild til dem. I forbindelse med mødet i Davos har det schweiziske politi iværksat den hidtil mest omfattende sikkerhedsoperation for at sikre, at de mange topfolk fra det politiske og økonomiske liv ikke lider overlast.

Ingen aftale om fred i Mellemøsten
*Israelere og palæstinensere sluttede lørdag fem dages forhandlinger i Egypten uden en fredsaftale. Men ifølge en fælles erklæring har de aldrig været tættere på en endelig aftale, og begge parter regner med at kunne løse de udestående problemer efter det israelske premierministervalg 6. februar.
Det blev i en fælleserklæring understreget, at »der kan bygges bro over de resterende huller, når forhandlingerne genoptages efter det israelske valg« – underforstået hvis Israels nuværende regeringsleder Ehud Barak genvælges frem for den højreorienterede Ariel Sharon.

Magtkamp om Irans retssystem
*Magtkampen mellem Irans gejstlige og reformister blev intensiveret søndag, efter at tre iranske sikkerhedsagenter af en militærdomstol er blevet dømt til døden for at have deltaget i drab på systemkritikere i 1998.
Fem andre blev idømt livsvarigt fængsel i samme sag, der ses som en prøve på, om den moderate præsident Mohammad Khatami har kontrol med Irans mægtige sikkerhedsapparat.
Snart slog det islamisk-dominerede retsvæsen imidlertid igen med en række anholdelser af reformister, heriblandt parlamentsmedlemmet Hamid Loghmanian. Reformfløjen afviser fængslingens gyldighed og siger, at iranske parlamentsmedlemmer har immunitet mod retsforfølgelse.

Åbne grænser dyrt for små lufthavne
*Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet betyder en åbning af grænserne til andre Schengen-lande, men samtidig en skærpelse af kontrollen med mennesker, der kommer direkte fra andre lande.
Det tvinger de små lufthavne til at investere store beløb i særlige paskontroller til ingen eller kun få passagerer, mener Esbjergs lufthavnschef Peter Bay, der også er formand for Danske Lufthavnes Sammenslutning.
Esbjerg Lufthavn har netop brugt omkring 200.000 kr. til ombygning, så de passagerer, der ikke er EU-borgere, kan blive underkastet en skærpet kontrol. Også Sønderborg Lufthavn har investeret omkring 200.000 kr. for at kunne leve op til Schengen-aftalen, selv om lufthavnen slet ikke modtager passagerer fra lande uden for Schengen-aftalen.

Færre testes for kønssygdomme
*København risikerer at opleve et boom i personer smittet med hiv, aids og andre kønssygeomme.
En opgørelse, som Politiken er i besiddelse af, viser, at 24 procent færre har ladet sig undersøge for kønssygdomme, siden klinikken på Rudolph Bergs Hospital for et år siden blev flyttet fra Vesterbro til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter.
»Konsekvensen kan meget vel blive en stigning i antallet af kønssygdomme på landsplan,« siger embedslæge i København, Jan Fouchard, til avisen. Det sidste år, før Rudolph Berghs Hospital lukkede, lod 21.484 sig teste for kønssygdomme, mens tallet det første år på Bispebjerg faldt til 16.278 personer. En undersøgelse viser, at det især er personer i højrisikogrupper, som undlader at lade sig teste.

Voldelig politisk kamp i Zanzibar
*Tanzanias politi var søndag på anden dag i kamp med tilhængere af den politiske opposition på det delvist selvstyrende Zanzibar. Flere hundrede mennesker blev anholdt efter blodige sammenstød, som har kostet 32 mennesker livet. Uroen syntes at vokse på den lille ø i Det Indiske Ocean, der tilhører Tanzania.
Zanzibar har sammen med Pemba været skueplads for uro siden valg i oktober og november i fjor, hvor regeringspartiet ifølge oppositionspartiet Den Borgerlige Forenede Front havde svindlet med stemmerne. Oppositionen har krævet omvalg.

Løft til sundheds uddannelser
*Det skal gøres mere attraktivt at uddanne sig til sundhedsassistent og sundhedshjælper, og de to faggrupper skal fagligt kvalificeres til at kunne overtage nogle af de opgaver på plejehjem og i hjemmeplejen, som sygeplejerskerne nu varetager.
Det er indholdet i et forslag, som Venstre fremsætter i Folketinget i næste uge.
Hensigten med forslaget er at få nogle af de 14.000 sygeplejersker, der i dag arbejder på plejehjem og i hjemmeplejen, tilbage til hospitalerne, hvor der er mangel på dem.

Studerende skal sikres computere
*Undervisningen på videregående uddannelser foregår så meget via internet, at SU-systemet bør tilbyde de studerende billige lån til computer og netadgang, så alle sikres en god studiestart.
Det mener studieadministrator Jakob Lange, Københavns Universitet.
»Det er nødvendigt at have en god og kraftig pc på de fleste studier i dag, men det er ikke alle studerende, der har de omkring 20.000 kr., den koster,« siger Jakob Lange.
Danske Studerendes Fællesråd støtter forslaget, som også partierne bag SU-forliget mener, at det er værd at se nærmere på.

Norske nynazister sigtet for drab
*Fem unge nynazister i Norge er blevet sigtet for drabet fredag på en 15-årig dreng i Oslo, fremgik det søndag af norske medier. Samtidig forlangte oppositionen, at den norske justitsminister, Hanne Harlem, giver en redegørelse om de norske nazimiljøer efter knivstikdrabet på drengen, som er mørk i huden.
Tre mænd og to unge kvinder i alderen 17 og 21 år blev anholdt, da politiet i weekenden stormede en lejlighed, som tilhører den ene af dem. Politiet er tidligere stødt på dem alle i det nynazistiske miljø i Norge.
De sigtede nægter at have begået ugerningen, og politiet står over for en vanskelig opgave, fordi der ikke var vidner til knivstikdramaet fredag aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu