Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

8. januar 2001


Forsvar sætter uran-undersøgelse i gang
*Forsvarskommandoen i Vedbæk sætter mandag en undersøgelse i gang for at finde ud af, om man på et eller andet tidspunkt har brugt uranforstærket ammunition i Danmark.
»Umiddelbart vil jeg sige, at vi ikke har benyttet os af uranforstærket ammunition i Danmark. Men vi vil straks mandag morgen undersøge, hvordan det forholder sig helt nøjagtigt,« siger presseofficer, major Torben Schackinger til Ritzaus Bureau.
Under Den Kolde Krig havde Danmark ammunitionsdepoter for amerikanerne. Og der kan havde været uranforstærket ammunition i disse depoter. Uranforstærket ammunition mistænkes for at kunne være kræftfremkaldende, efter at flere soldater, der har været udstationeret på Balkan, har fået leukæmi. I Danmark har to tidligere soldater fået leukæmi efter at have været udstationeret i området.

Stort SF-ja til Nice-traktat
*SF’s hovedbestyrelse stemte søndag ja til Nice-traktaten med overvældende flertal. 35 stemte for, to imod og en enkelt undlod at stemme. Samtidig krævede partiet dog at traktaten sættes til folkeafstemning.

Blair: Økonomi bliver hovedtema
*Tilstanden i Storbritanniens økonomi bliver hovedslagpladsen i den kommende valgkamp.
Det fastslog premierminister Tony Blair søndag samtidig med, at han fortsat afviser at sætte dato på det kommende parlamentsvalg, som senest skal afholdes i maj 2002, men som mange venter vil finde sted allerede i maj i år.
»For første gang i mit liv kan befolkningen se Labour som partiet med økonomisk kompetence,« sagde den britiske premierminister i et interview med den kendte tv-mand David Frost på BBC.
Labour, som i 1997 overtog regeringsmagten fra De Konservative, har fortsat en solid føring i meningsmålingerne, og de fleste iagttagere venter, at partiet vil få endnu en regeringsperiode.
Nyhedsanalyse her på siden

Frihedspartiet mister opbakning
*En meningsmåling, der offentliggøres mandag i nyhedsmagasinet Profil, viser, at Østrigs højreorienterede Frihedsparti står til en stor tilbagegang. Hvis der blev holdt parlamentsvalg nu, ville partiet blot få 17 procent af stemmerne, hvilket er et procentpoint mere end De Grønne, der i øjeblikket er parlamentets mindste parti.
Forbundskansler Wolfgang Schüssels konservative parti, der er i koalition med Frihedspartiet, ville få 36 procent af stemmerne mod 31 procent til Socialdemokratiet.Ved valget for 15 måneder siden fik Frihedspartiet 26,9 procent af stemmerne, de konservative 26,9 procent, Socialdemokratiet 33,2 procent, mens De Grønne fik 7,4 procent af stemmerne.
Artikel side 5

Ligkistesag skal undersøges
*Sundhedsborgmester Peter Martinussen (S) bad søndag efter aftale med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) den ny administrerende direktør i Københavns Sundhedsforvaltning, Bo Andersen, om at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af forholdet mellem sundhedsforvaltningen og det nu lukkede Arbejdernes Ligkistemagasiner.
De to borgmestre er skredet til handling, efter at det i de seneste dage er kommet frem, at Københavns Kommune er i besiddelse af klagesager over selskabet tilbage til 1988/89. Undersøgelsen vil derfor dække perioden fra dengang til nu, men man vil også se på, om der skulle være sager fra før den tid.

R: Ingen fridage til børnepasning
*Økonomiminister Marianne Jelved (R) afviser socialminister Henrik Dam Kristensens (S) forslag om, at forældre skal kunne tage fri for at passe deres syge børn. I dag kan forældre kun få én betalt fridag, hvis et barn er sygt. Socialministeren vil have det udvidet til hele sygdomsperioden efter svensk forbillede. På det radikale stævne i Nyborg Strand understregede Marianne Jelved, at den socialdemokratiske regeringspartner ikke har forelagt hende forslaget. Men hun betagter på forhånd forslaget som for dyrt.
»Der skal også være grænser for, hvad det offentlige skal påtage sig af opgaver, « sagde økonomiministeren.

Etiopien løslader 1000 krigsfanger
*Etiopien har løsladt 976 eritreere, som har været holdt i fangenskab under en grænsekrig, som har kostet tusinder af menneskeliv. Det oplyste Det Internationale Røde Kors søndag.
Efter løsladelsen blev eritreerne transporteret til grænsen mellem de to lande på Afrikas Horn og efterfølgende overgivet til Eritreas myndigheder.
De to lande underskrev den 12. december sidste år en fredsaftale i Algeriet, som indebærer, at etiopiske styrker skal trække sig ud af Eritrea i takt med udstationeringen af fredsstyrker fra FN i området.
Danmark bidrager med 316 FN-soldater, som blev indsat i begyndelsen af december.

Tysk gen-databank for køer på vej
*Et flertal af de tyske delstater vil som følge af kogalskabskrisen have opbygget en gen-databank for køer.
»En gen-databank er tvingende nødvendig af hensyn til forbrugernes sikkerhed,« sagde landbrugsministeren i delstaten Sachsen-Anhalt, Konrad Keller, i weekenden. Han tilføjede, at det bedste ville være, hvis initiativet kommer til at omfatte hele EU.
I alt 12 delstater støtter forslaget, der skal gøre det lettere for både forbrugere, myndigheder, landbrug, butikker og fødevareindustrier at få overblik over BSE-faren. Gen-databanken, der skal gennemdrøftes af delstaterne og forbundsregeringen den 18. januar, skal medføre, at der tages vævsprøver fra alle nyfødte kalve via et nyt øremærknings-system.

Magtkamp i Kina før massakre
*Den kinesiske ledelse var i en heftig magtkamp, inden den daværende leder, Deng Xiaoping, i juni 1989 sendte tropper ind på Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden Beijing for at knuse studenterdemonstrationer.
Det viser hemmelige dokumenter, der offentliggøres i næste udgave af det amerikanske magasin Foreign Affairs.
En udskrift af samtalerne mellem lederne i det kommunistiske hieraki i Beijing giver et hidtil uset blik ind i det ellers så lukkede magtcentrum i Kina. De viser, at Deng og de øvrige ledere skændtes om, hvad de skulle stille op med de demonstrerende studenter, men det blev personerne med den hårde linie, der vandt Dengs øre.
Det kostede hundredvis af mennesker livet – nogle opgørelser taler om tusindvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu