Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

23. januar 2001


Estrada skal for retten
*Statslige anklagere indledte mandag en strafferetssag mod den afsatte filippinske præsident, Joseph Estrada, efter at den nye regering afviste hans ønske om immunitet, oplyste embedsmænd.
Aniano Desierto, den ledende undersøgelsesdommer i korruptionssager, sagde, at han har nedsat et panel med fem medlemmer, som skal efterforske beskyldninger om økonomisk udplynd-ring – en forbrydelse, der i yderste konsekvens kan straffes med dødsstraf – samt mened og korruption mod Estrada, medlemmer af hans familie og påståede forretningsforbindelser. Den nye præsident, Gloria Arroyo, afviste tidligere sin forgængers anmodning om at blive benådet for alle lovovertrædelser og om at kunne beholde alle værdier.

Ny kritik af tysk ministerfortid
*Efter massiv kritik af den tyske udenrigsminister Joschka Fischers fortid som militant venstrefløjsaktivist er der nu også blevet fremsat beskyldninger mod miljøminister Jürgen Trittin (De Grønne).
Han skulle angiveligt skulle have været med til udtrykke glæde over et mord begået af Rote Armee Fraktion (RAF) for 23 år siden.
RAF stod i 1977 bag mordet på rigsadvokat Siegfried Buback.

Klimaændringer er menneskeskabte
*FN’s rapport om klimaændringer må lukke munden på de eksperter, der hidtil har hævdet, at klimaforandringerne er naturlige, mener præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz.
»Rapporten bekræfter, at forandringerne er menneskeskabte, sådan som langt de fleste forskere i mange år har sagt.«
Han håber, at rapporten vil give danske politikere mod til at begrænse biltrafikken og i stedet fremme den kollektive trafik.

Krav om stop for gen-forsøg
*Tre uheld med udslip af gen-manipulerede bakterier på virksomheden Danisco Coltor i Grindsted fik mandag miljøorganisationen NOAH til at kræve stop for produktionen.
Miljøorganisationen opfordrer Ribe Amt til som tilsynsmyndighed at stoppe produktionen.
»Tre uheld tyder på, at sikkerheden ikke er god nok på virksomheden – og derfor bør produktionen stoppes indtil der er foretaget en uvildig undersøgelse af uheldene«. Det siger civilingeniør Bo Normander fra NOAH til DR Syd.
Hvis genmanipulerede bakterier får held til at overleve i naturen, kan det få uheldige konsekvenser, blandt andet at bakterierne udkonkurrerer de naturlige bakterier og forårsager sygdomme, oplyser NOAH.

Bush tvivler på klimaforskning
*Der var mandag eftermiddag endnu ingen kommentar fra Det Hvide Hus til den dystre FN-rapport om den globale opvarmning, men USA’s præsident, George W. Bush, udtrykte i valgkampen sin tvivl om forskningen, der danner grundlag for spådommen.
»Han mener, at det er urimeligt over for USA. Han ser gerne mere forskning om årsagerne til den globale klimaforandring, men han mener, at beslutningerne bør hvile på videnskab og ikke påhit og pseudoforskning,« siger Ray Sullivan ifølge det britiske tv-selskab BBC. Sullivan var en af talsmændene for Bush’ valgkamp.
Udtalelsen bekræfter, at Bush ikke føler sig overbevist om, at udslippene af CO2 og andre af de såkaldte drivhusgasser bidrager til de generelt højere temperaturer.

Tysk erhvervs-pessimisme
*Tyske erhvervslederes tro på fremtiden svækkes fortsat, viste det såkaldte IFO-indeks mandag, og det kan ifølge økonomer betyde vanskeligere tider for den europæiske økonomi.
Indekset er baseret på oplysninger fra omkring 7.000 tyske erhvervsvirksomhede.
»Nedgangen vil formentlig vare ved i et stykke tid, men vi tror fortsat ikke på en dybtgående økonomisk svækkelse,« lyder kommentaren til det britiske nyhedsbureau, Reuters, fra økonomen Gernot Nerb fra det München-baserede økonomiske IFO-forskningsinstitut. Den fælleseuropæiske valuta, euroen, som ellers i den senere tid er steget markant over for dollaren, faldt efter offentliggørelsen af IFO-indekset til under 0,93 dollar.

Ingen stemmeret til Rusland
*Europarådets parlamentariske forsamling besluttede mandag, at Rusland fortsat ikke skal have lov til at stemme på grund af Ruslands håndtering af konflikten i republikken Tjetjenien. Beslutningen blev truffet som følge af en rapport, forfattet af de to parlamentarikere Frank Judd fra Storbritannien og Tysklands Rudolf Bindig.
Rapporten kritiserer russisk undertrykkelse i republikken, der i adskillige år har kæmpet for at løsrive sig fra Rusland. Den russiske delegations stemmeret blev første gang suspenderet i april sidste år. Det var første gang i Europarådets over 50 år lange historie, at et lands stemmeret blev fjernet.

Kommunerne skal selv bygge boliger
*Kommunerne må selv sørge for at bygge almene boliger til de ekstra flygtninge, der i år kommer ud til kommunerne.
Det siger by- og boligminister Lotte Bundsgaard (S) på baggrund af, at Udlændingestyrelsen i følge Berlingske Tidende har forøget antallet af flygtninge fra 3.800 til 5.000. Disse skal kommunerne fordele imellem sig. Det får flere borgmestre til at forudse, at der kommer til at mangle boliger. Disse boliger skal staten finansiere, mener borgmestrene.
»Ansvaret for at bygge almene boliger ligger – om de vil det eller ej – hos kommunerne. Det er ikke statens ansvar. Som boligminister er jeg dog opmærksom på, om der er nogle barrierer for kommunerne og en grund til, at de ikke bygger de almene boliger,« siger Lotte Bundsgaard.

Billigere rengøring uden udlicitering
*Kommunerne kan få gjort rent både billigere og bedre end ved udlicitering.
Det har man regnet ud i Rødovre Kommune, der, ligesom enkelte andre danske kommuner, har startet sit eget kommunale rengøringsselskab.
Den nye ordning betyder mere effektiv rengøring og mindre nedslidning og ikke mindst sparede kroner – og det altså uden, at personalet skal løbe stærkere.
Rødovre Kommunale Rengøring har eksisteret siden april 1999, og kommunen har ifølge borgmesteren opnået besparelser på fire millioner kroner på rengøringsbudgetterne ved at indføre moderne rengøringsmetoder og mere effektive maskiner, der aflaster medarbejderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her