Læsetid: 4 min.

En overset nøglefigur

4. januar 2001

Det kvintessentielle 1970’er-band Little Feat hyldes med et labert bokssæt, der slår fast, at den alt for tidligt afdøde Lowell George var én af årtiets store musikalske originaler

Ny cd
Sangeren, sangskriveren og guitaristen Lowell Georges død som 34-årig i juni 1979 vakte langt fra samme opsigt som f.eks. en Jimi Hendrix’ eller en Kurt Cobains ditto, og selv hans brillante solodebutalbum – Thanks, I’ll Eat It Here – udsendt kort før hans død, gik direkte i den store rockglemmebog.
Det ville være at sætte sagen på spidsen at hævde, at hans virke skulle have haft samme effekt som de to nævnte herrers, men det er stadig rystende, at en så original musikalsk begavelses bortgang ikke gav anledning til større opstandelse. Var George død i midt-70’erne, mens hans orkester Little
Feat var på toppen og hans kreative flamme ikke hæmmet af et misbrug, der omfattede kokain, alkohol og junkfood, havde sagen givet set anderledes ud.
Men som Orson Welles, der udbrød »I started at the top and worked my way down,« således også Lowell George og Little Feat, der som band blev mindre og mindre interessant – i hvert fald kunstnerisk! – jo mere demokratisk det blev.
Oprindelig var Little Feat nemlig Georges baby med hud og hår, hvilket gav perfekt mening, eftersom han var den eneste i bandet med en unik kunstnerisk vision. Paradoksalt nok bestod Little Feat af nogle af de fineste musikere inden for halvfjerdserrocken, men det betød også, at som årtiet skred frem, blev udtrykket i stigende grad trukket mod fusionsinspireret virtuositet, hvilket lå langt fra Georges personlige, seje og humoristiske hybrid af sydstatsrock, Chicago-blues, New Orleans-r&b, folk-inspirerede ballader og funk, hvilket udgjorde fundamentet for gruppens udtryk i dens storhedstid i 1972-1977.

Diktatorisk lederstil
At Little Feat har været stildannende er hævet over enhver tvivl – alene ud fra den betragtning at mange af de stilgreb og virkemidler, der præger gruppens udtryk, igen og igen dukker op hos såkaldte roots-bands – i en grad, så nogle af dem nu om stunder har fået et præg af kliche, hvilket bestemt ikke var tilfældet, da verden første gang lagde ører til dem.
Primus motor var fra starten Lowell George, som repræsenterede paradokset old California, idet han fødtes og voksede op i Los Angeles, den by i USA, der modtager flest nye indbyggere om året.
Han fødtes bogstaveligt talt under det berømte Hollywood-logo, og hans venner var Hollywood-brats, der frekventerede den herostratisk berømte Hollywood High School – her i blandt fremtidige Little Feat-medlemmer som keyboardspilleren Bill Payne og guitaristen Paul Barrère.
I midt-60’erne blev Lowell Georges helt, orkesterlederen og komponisten Frank Zappa, og hans drøm var at blive medlem af Zappas spraglede ensemble af freaks, Mothers of Invention.
I 1966 dannede han The Factory sammen med skolekammeraten Martin Kibbee – som delte hans surrealistiske form for humor og senere skrev flere af Little Feats skæve tekster – hvorved han fik kontakt til den jazzinspirerede trommeslager Richie Hayward, som sammen med Payne den dag i dag udgør grundstammen i Little Feat.

Det klassiske line-up
The Factory udsendte et par singler, produceret af Frank Zappa, hvis lederstil gjorde et dybt indtryk på George, som i mange år forsøgte at køre Little Feat efter modellen: ’Jeg er lederen og I spiller det jeg siger I skal.’
En stil, som et ustabilt sind og uhæmmet stofmisbrug gjorde det svært for de andre at respektere, da George efter nogle måneder som Mother i oktober 1969 dannede den første version af Little Feat, bestående af ham selv, Payne, Hayward samt en anden ex-Mother, Roy Estrada, på bas.
På dette tidspunkt kom George ud for et uheld, hvorved hans ene hånd blev skadet, hvilket førte til, at han udelukkende var i stand til at spille slideguitar.
Han udviklede en særegen stil, som blev en uadskillelig del af Feats lyd. Med kvartetten indspilledes to albums, og på det andet – Sailin’ Shoes fra 1972 – fandt bandet sin egen umiskendeligt funky lyd… hvorefter det gik i opløsning. Nogle få måneder gendannedes det dog med en ny bassist – Kenny Gradney – og tilføjelsen af endnu en guitarist, Paul Barrère samt slagtøjsspilleren Sam Clayton.
Dette er det klassiske Little Feat line-up, som udsendte syv fremragende albums – inkl. det posthumt udsendte Hoy-Hoy! – frem til og med Georges død i 1979, hvor han dog havde forladt skuden, da han ikke følte noget for den drejning mod det virtuose, tingene havde taget.

Solidt grundlag
At Little Feat lod sig gendanne i 1988 var vitterligt ingen verdenssensation, og de seks albums det er blevet til siden karakteriseres ved kompetence og flair, men ikke megen sjæl. Det kan man forsikre sig om ved at lytte til det labert udstyrede bokssæt, Hotcakes & Outtakes, hvor gruppens karriere følges over fire cd’er samt firs info-spækkede sider tekst og fotos.
Disc 1 – der dækker 1970-1975 – er stort set uangribelig, og disc 2 – årene 1976-1981 – har rigtig mange gode momenter, selvom man på en skæring som »Day At The Dog Races« kan høre, hvordan gruppen begynder at tro, den er Weather Report.
Disc 3 – som indeholder musik fra 1988-1998 – er kun for liebhavere, mens til gengæld disc 4 – som består af »Studio Artifacts« fra perioden 1966-1979 – er alle pengene værd for Little Feat-fans.
Her får man et indblik i Georges særegne og uforudsigelige geni gennem diverse demoer, outtakes og hjemmeoptagelser, og det er en alt i alt tilfredsstillende afslutning på et bokssæt, der udgør et solidt grundlag for en revurdering af en glemt og overset original.

*Little Feat: Hotcakes & Outtakes. Bokssæt m. fire cd’er (Warner Archives/Rhino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu