Læsetid: 4 min.

Pas på bjørnekloen

Nikoline Werdelins genialske striber 1995-99 er netop kommet i andet oplag – med vilde, morsomme, pilskæve og præcise afsløringer af 1990’erne som illusionernes paradis
30. januar 2001

Tegneserie
De fire små ruder handler om illusioner, næsten hver gang: Troen på, at ingen gætter, hvilke problemer og længsler, der rumsterer bag facaden. I 1990’erne er den fuldkomne lykke nemlig det mindste udgangspunkt, man kan forlange: Et smukt hjem, en solid bankkonto, et velfungerende ægteskab, et interessant arbejde, børn. Først da kan vi overhovedet tage hul på det vigtigste – vores selvudvikling og de indre, egentlige værdier.
Så skarpt ser Nikoline Werdelin ud på os gennem sin daglige stribe i Politiken, Homo Metropolis. Nu er fem års serier udvalgt og udgivet på Rosinante under titlen I storbyens Favn – og sjovt er det.
Det er et velstands-Danmark, Werdelin viser, et generelt ukueligt folkefærd, men også folk med tendens til at tro, at tab og skuffelser er en form for aktiv fornærmelse fra tilværelsens side, som det ikke burde være nødvendigt at tage hensyn til. Èn af personerne (et barn, selvfølgelig) erkender dog, at livet kun kan bæres, hvis man også er en god taber. En erkendelse, som man kunne unde flere af personerne.
Mandegrupper, aromaterapi, sexklubber hører til det vildere, men vi kommer også til bogmesse og med på en kigger til Joachims og Alexandras bryllup i 1996 – som en udsøgt åndelig grusomhed foregik de to begivenheder samme weekend: »De tror nok, det er to forskellige segmenter,« siger den ene hattedame. »Hvor har de uret!« svarer den anden knust. Ofte nok er det moderne, såkaldt udvidede kulturbegreb formuleret meget længere, men sjældent mere præcist, og i deres opslidende splittelse mellem det fine og det poppede overvejer de to veninder da også, om ikke de kongelige mon er blevet kultur under Jytte Hilden?

Skilsmissedonna
Men livsløgnerne og selvbedragerne har vist især Werdelins hjerte, og en af mine personlige yndlings-illusionister er den modne skilsmissedonna Vivian, der f.eks. forestiller sig, hvordan huskøberne, der kan komme hvert øjeblik, mon vil se på hendes snart forhenværende hjem gennem 30 ægteskabelige år: »Her skal stå lidt blomster, lidt rester fra drinks i den blå time... som er forladt i hast fordi parret...« Men hendes prik-prik-prik perforeres i det samme af ejendomsmæglerens røst fra haven: »Pas på bjørnekloen... ja, det her er jo en typisk skilsmisse...«
En anden med Vivian, der ikke er kommet med her, hang længe på mit køkkenskab og lød: »På en måde forstår jeg Carsten, han faldt vel bare for muligheden for en ny ungdom, et nyt liv... Måske ville jeg have gjort det samme...« Konfronteret med venindens stålsatte blik vågner Vivian lidt op: »Du synes ikke, jeg har kontakt med min vrede?«
Ikke sandt, facaden skal holdes, om den så er sprukket for længe siden. Det er denne indre og ydre dialog, den genialske Werdelin gang på gang iscenesætter, en dialog typisk for de 80’ere og 90’ere hvor hun har slået sine striber. »Vi spiller alle en rolle, og det er da naturligt at øve sig på sig selv!«

Fortsatte historier
Fortælleøkonomien og præcisionen på de daglige fire små billeder imponerer, og hver serie udvikler sig tilmed uforudsigeligt og strækker sig tit over uger og måneder. For eksempel fortælles Hannahs og Claus-Bos skilsmisse over først 55 striber, vender tilbage på 70, forløber efter endnu en pause igen over 35 striber og er aktuel igen i sving i Politiken. Her triumferer de fantastiske drejninger, kulminerende i Claus-Bos mandekursus hos Carl-Mar Møller og når helt med i hans totale flipud i rockergruppen Senior Desperados, hvor han tiltales med hædersnavnet Knogle og svarer sin nye kone Lisa: »Kvinde knyt,« eller »Hold kæft og fød. Jeg snakker ikke med kvinder.«
Men enderne fletter sig også på Svend Åge Madsensk ind i hinanden, for eksempel går den af Fiona forsmåede Georg senere rent ind hos Hannah.
Og så er der de mere sødt afdæmpede, som den yndige Zitas udvikling fra sexforskrækket til (indtil videre vist især skabs-)lesbisk. Dén indbragte Werdelin en hæderspris fra Landsforeningen af bøsser og lesbiske.

Øjebliksbillede
I øvrigt kan man notere, at Werdelins smukke mænd næsten altid er suspekte typer (især den slibrige pubertets-donjuan Absalon), de rare mænd kendes på bamset udseende, rund mave samt plys- eller hentehår. Kun Fionas adelige udkårne er både venlig og pæn. Til gengæld er hans hovedattraktion ikke så meget personlighed som et gods. Men hver sin smag, og Fiona finder vej til hans hjerte ved at slamsuge voldgraven.
Som øjebliksbillede af vores kultur er Werdelins I storbyens favn både forrygende underholdning og et snit ned gennem tidens storbydrømme om det perfekte liv, hvor det imperfekte hele tiden kigger igennem sprækkerne, støjer, standser træers vækst ind i himlen og får illusionernes soufflé til at falde sammen. Indtil næste stribe.
Det er ikke sært, at Werdelin også er blevet dramatiker, senest med skuespillet Den blinde Maler. Hun ser skarpt, hun lytter som en engel og tegner mennesker, som bliver fast inventar i ens omgangskreds.
Allerede i 60’erne profeterede Svend Åge Madsen, at udtrykket Mit livs roman ville blive afløst af tanken om Mit livs novellesamling. Werdelin går skridtet videre, hos hende er livet et hverdagsdrama, hvor småt og stort blandes sammen, og hvor folk faktisk kan føle sig reelt i tvivl: Det er vigtigst at være lykkelig; at se ud som om man er det; eller at efterligne dem – par, rigtige mænd/ kvinder, børnefamilier osv. – som tilsyneladende er lykkelige?!
Dog ender historierne som regel i en slags nøgternhed, erkendelse skal nemlig være til at leve med.
Og det er måske nøglen til den moderne werdelinske humor og menneskelighed. Den klassiske satires afklædning og hånlige nedgøring af offeret findes ikke her, Nikoline Werdelin er ikke en Holberg, men en Panduro, ved hvis død Ghita Nørby spontant skal have udbrudt: »Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er?«
Ja, for eksempel Nikoline Werdelin. Ingen fanger bedre end hun kulturen aflæst gennem sine overfladefænomener, og slet, slet ingen gør det sjovere. Men pas på bjørnekloen.

*Nikoline Werdelin: I storbyens favn. Homo Metropolis 1995-1999. 344 s., 299 kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu