Læsetid: 2 min.

Pastorens studenter-spex

3. januar 2001

Det Kgl.s Hostrup-opsætning er en pjanket og overdådig selskabsleg – og dybt undværlig

Teater
Mærkværdig prioritering!
Godt nok står der vis(s)e ord i nationalscenens fundats om værn og pligt af det gamle guld, men om En spurv i tranedans ejer andet end en køn forgyldning er et stort spørgsmål. Nyhedsværdien af dens morale om ’borgerskabets’ genetiske disposition for hykleri, snobberi og knaphulskløe kan stå på bagsiden af et punktum; til gengæld tager det den gode Hostrup små tre timer at få det sagt, hvilket hverken dramaturgiat eller instruktør har ment var et minut for meget.
Mine baller mente noget andet.

Nytårsgave
Nyindstuderingen er skuespillets altmodische nytårsgave til publikum, en gave kræver festlig indpakning og Lars Juhl har blæst biedermeierhjemmets lave stuer op til skt. petersborg’ske paladsmål, samt installeret en prismekone, der får den, Fantomet kaster med ovre på Det Ny Teater, til at ligne en papirkugle. Desuden er medbragt stofruller til et større antal vittige herrekostumer, hvoraf Aksel Erhardsens står til Årets Guldfingerbøl inden for cross-dressing. Damernes do. duver som kvalmende flødekager og ligner.

Gak er bedre
Som opvarmning bag scenen indtages knapt en flaske champagne pr. mand og resten i håret. Fra første sekund er spillerne usædvanligt legesyge, pjankede og boblende uden at sætte præcisionen eller en eneste detalje overstyr, uden at blive kælne og uden at dvæle for meget ved festen. Inden for vaudevillens kakkelovnslumre rammer er det ret forrygende, hvad Mads M. Nielsen, Sofie Stougård, Benedikte Hansen, Anders Gjellerup Kock og Aksel Erhardsen får ud af de spæde løjer og hvad Nis Bank-Mikkelsen og Erhardsen har fået ud af deres danseundervisning, hvor småt er godt, men gak er bedre. Den gakkede plastik har Mads M. Nielsen grinagtigt inkorporeret som ufrivillige spasmer og overraskende hyperplasticitet i hovedrollen som skræddersvenden Peter Ravn, en næsten overtydelig kontrast til Thomas Bendixens nøgterne student Halling, fornuftens stemme og hele det opgejlede cirkus’ hovedrystende observatør.

Hostrups hovsa-løsning
Som bekendt tog fanden ved pastor Hostrup, da han mod slutningen af vaudevillen fandt ud af, at han selv var del af det borgerskab, han fordømte. Hvorefter han skyndte sig at forgrove jævnheden ved demaskeringens instrument, den jævne og provinsielle hvalp Ravn – og Johannessen giver den en tak til. Denne moralske udgangsbøvs på det nysselige lille lærestykke fratager både Hostrup og stykkets udgang noget af charmen. I forvejen er syngestykket præget af både Jean de France og pastorens læsning af Aladdin ; hvad der egentligt er tilbage, er et lille studenterspex, der måske kan undes livsforlængende behandling på diverse gymnasiers skolekomedierepertoire, men ikke på Det Kgl. i den bedste sendetid.
Dertil er teaterpublikummet forhåbentligt for nøjeregnende med deres tid – både den, de bruger i teatret og den, der omgiver dem.

*En spurv i tranedans af J.C. Hostrup. Instr.: Eyun Johannesen. Scen.: Lars Juhl. Kor.: Lise La Cour. Mus.arr.: Kim Helweg. Det Kgl. Teater, Gl. Scene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her