Læsetid: 5 min.

En pige der vil vælge

8. januar 2001

Studievært med indvandrerbaggrund, pakistansk-dansk opvækst, tre ægteskaber og en lynende livsappetit – Rushy Rashid har skrevet sin foreløbige livshistorie

Ny bog
Hvis mange piger af indvandrerherkomst er som Rushy Rashid (født i Sialkot, Pakistan i 1968), må man tro, at der venter et kvindeoprør, eller måske et helt ungdomsoprør forude. For på sin egen loyale måde er hendes bog et brændende opgør med de familietraditioner for arrangerede ægteskaber, der stadig trives i indvandrermiljøer. Noget, der, må man tro, risikerer at harmonere umådeligt dårligt med især moderne unge kvinders appetit på tilværelsen.
To ægteskaber og en seriøs forlovelse bliver det til, før Rushy slipper sin længsel efter et traditionelt og romantisk pakistansk bryllup, giver op og tredje gang gifter sig med sin danske Jens (hvordan får vi ikke præcist at vide).
Men har Rushy så slået hånden af sin familie, eller de af hende? Næh. Tværtimod er der netop – særligt i familiekredsen – altid nogen, om så kun én, der støtter hende, opfordrer hende til ikke at give op, til at finde ud af hvad hun gerne vil. Især er det faster Mimi i Pakistan, der passede hende i flere år, da hun var lille, samt de tre højtelskede lillebrødre Farooq, Amir og Imran (Imran har tilmed læst bogens manus igennem på familiens vegne).
Men der er også en dansk lærer, der sørger for, at hun kan læse videre, og en anden, der ved mild konspiration sørger for, at Rushy og klassens to andre muslimske piger kan komme med på lejrskole, og danske kammerater, der beskytter hende mod initiativrige fremmede drenge, fordi de ved, at den slags giver Rushy ballade på hjemmefronten. Men især er forholdet til brødrene så rørende i al sin grænseløse loyalitet, at man bliver mindet om det tab, det er, at der nu om dage er så få store familier til. Man aner måske også at Rushys held netop er, at hun er den ældste, og derfor får brødrenes støtte, når hun er ved at give op.

Landskendt
Rushy Rashid blev landskendt i 1997 som den første, og flovt nok stadig eneste, nyhedsvært med indvandrerbaggrund på en dansk tv-station – og af alle skulle det være TV 3, der kom først. Forud var gået en tid som uddannet kosmetolog og job bla. i Magasin, organisationsarbejde og offentlig optræden, der efterhånden førte over i journalistikken.
Men samtidig satte Rushy ikke principielt spørgsmålstegn ved ideen om et arrangeret ægteskab, og gør det i bogen som helhed kun på egne vegne. Hendes ægtemænd og kærester med pakistansk baggrund var ganske enkelt ikke indstillet på, at hun også skulle have et selvstændigt liv.
Hendes første mand, Murad, mente f.eks. ikke, at en kvinde skulle se tv-avis, og forholdet udartede til et mareridt af jalousi og spionage.
To måneder efter brylluppet konstaterer Rushy Rashid: »Jeg hadede mit liv«. Men det, der virkelig ryster hende er, da Murad falder ud af rollen som traditionel muslimsk mand ved rent ud at forlange abort, da hun bliver gravid. Hun skulle jo helst forsørge ham i nogle år, til de har samlet penge sammen til, at han kan starte en medicinalvarefabrik i Pakistan.
Men skilsmisse er ingen enkel sag, når et ægteskab ikke kun er en sag mellem to mennesker:
»En skilsmisse ville kaste skam over hele familien, og min far ville ikke kunne vise sig nogen steder på grund af alle de spørgsmål, han ville få fra de 500 bryllupsgæster.«
Sådan tænker den loyale datter. Men sådan undrer en moderne ung dansk kvinde sig også over at skulle underkaste sig den skræk for ’landsbyskandale’, som man let genkender fra ældre dansk litteraturs bitre beskrivelser af små miljøers mere eller mindre indbildte tyranni.
Mirakuløst ender det alligevel med skilsmisse, bakket op af forældrene – på trods af, at moderen forud for det første bryllup giver Rushy følgende belæring med på vejen:
»Uanset hvad jeg selv gerne ville med mit liv, er det vigtigste for en kvinde at blive gift. Som alene-kvinde er man ikke noget værd, for ens værd som kvinde eksisterer kun i kraft af den mand, der i de forskellige livsfaser fungerer som ens referenceramme« – altså faderen og brødrene, så naturligvis manden, »og sidst, men ikke mindst, ville mit værd som gift kone blive målt ud fra de sønner, jeg ville føde! Alle mine tanker om, at jeg gerne ville leve mit liv efter mine egne ønsker og behov, hørte sig ikke til ifølge min pakistanske opdragelse.«
Men selve tanken om et traditionelt, arrangeret pakistansk ægteskab slipper hverken Rushy eller familien, det bliver til endnu et ægteskab, som også går i vasken – bl.a. viser det sig, at Hasan ikke så meget ville giftes med hende som arbejde i Danmark.
Men desuden giver bogen et levende indtryk af, hvor besværligt livet faktisk kan være som indvandrerpige i Danmark (præcis som for de indremissionske før i tiden): Panik udbryder den aften i
1. g., da ’Michael’ ringer og beder om at tale med Rushy. Hun står simpelt hen efter ham på telefonlisten, og han vil høre, hvad klassen har for i matematik ... Men før sagen opklares, bliver faderen totalt hysterisk, og Rushy må næste dag i skolen sørge for, at kun piger kan ringe til hende. Noget, både hun selv og klassen selvfølgelig får ordnet. Tivoliture, gymnasie- og studenterfester slutter for Rushy Rashids vedkommende klokken halv ni om aftenen, hvilket hun accepterer, hun får jo lov til at uddanne sig. Men alligevel: Irritationen over uretfærdighederne gnaver. Også når hun og brødrene konstaterer, at jævnaldrende i Pakistans større byer ofte lever friere end unge pakistanere i dansk udlændighed, som forældrene holder fast i en tidslomme fra deres egen ungdom.
Rashid skriver ikke som en kunstner, men hendes letflydende lige ud af landevejen-dansk skildrer entreprenante unge indvandreres problemer uhyggeligt præcist. Især fordi hun, med sin slående skønhed, intelligens og udprægede evner for at kommunikere altid finder allierede. Er der en hjælpende hånd et sted, er Rushy ikke den, der overser den.
Det er en vigtig bog. En bog om alt det, der kan lade sig gøre, fordi det skal lade sig gøre. Om at turde vælge sit liv, fordi Rushy Rashid, præcis som Karen Blixen og mange før hende, i og for sig intet har imod den traditionelle kvinderolle, som leves på mænds præmisser. De må blot konstatere: Det passede ikke til mig. Jeg måtte noget andet.
Med andre ord: Det handler om at kunne vælge. Selv.

*Rushy Rashid: Et løft af sløret. 288 s., 249 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu