Læsetid: 3 min.

Pinochets endeligt

Noget har ændret sig grundlæggende i Chile i årenes løb. Tilbageholdelsen af Pinochet i Storbritannien og retssagerne dér har tydeligvis bidraget til at gennemtvinge en bearbejdelse af fortiden
31. januar 2001

Pinochet-sagen går ubønhørligt mod sin afslutning. Manuskriptet er skrevet, og skuespillerne skal nu bare spille deres roller, som vi tilskuere efterhånden kender lige så godt som de selv.
Endelig skal dette ynkelige menneske møde sin skæbne og opleve sin egen undergang –
åndeligt og prestigemæssigt, men ikke fysisk; dertil er det chilenske samfund alt for humant og tilgivende. Selv datteren af Salvador Allende – den præsident, han styrtede – beder om barmhjertighed efter retssagen.
Således vil menneskeheden i år tage et gigantisk skridt hen imod en højere civilisation – en politisk tilstand, hvor retsstaten og troen på, at stridigheder kan afgøres uden vold, sejrer over de lavere og mere primitive instinkter, vi alle har.
I Chile fuldførte dommer Juan Guzman tidligere på ugen sine afhøringer af general Augusto Pinochet og satte hjulene i gang til en retssag.
Der er gået to år og tre måneder, siden britisk politi efter en udleveringsbegæring fra en spansk dommer anholdt Pinochet på den klinik i London, hvor han netop havde gennemgået en rygoperation. Næste dag angreb tidligere premierminister Margaret Thatcher offentligt politiet for at forulempe en »syg og skrøbelig gammel mand«.

Arrestationen kom dengang som et lyn fra en klar himmel. Menneskeretsorganisationen Amnesty International havde under Pinochets tidligere besøg i Storbritannien forgæves forsøgt at overtale myndighederne til at gribe ind. Ikke engang de mest velinformerede betragtede det som en mulighed.
Og det er fuldstændig sikkert, at tanken aldrig havde strejfet de britiske dommere, som snart skulle få overdraget besværet med at rede de indviklede juridiske tråde ud.
Set i tilbageblik var det Amnesty Internationals beslutning i december 1972 om at arbejde for en FN-konvention om tortur, der blev Pinochets endeligt. Ironisk nok gav hans eget kup i Chile i september 1973 en enorm saltvandsindsprøjtning til denne kampagne. Det gjorde den aktuel og presserende, og det påvirkede FN’s Generalforsamling, som indledte sin samling kort tid efter kuppet.
På det tidspunkt var de kommunistiske stater og de fleste lande i Den Tredje Verden yderst skeptiske over for Vestens kritik af overgreb mod menneskerettighederne, men Allende stod for mange af dem som en helteskikkelse, og de havde en mistanke om, at USA stod bag hans fald.

Alligevel skulle der 11 års hårdt, besværligt arbejde til, før FN endelig i 1984 vedtog en juridisk bindende traktat om tortur. Listen over dem, der kæmpede for den, omfattede ud over de forventede – f.eks. de skandinaviske lande og Holland – også ganske uventet Reagan-
administrationen i USA og den britiske regering under ledelse af Margaret Thatcher.
Da Overhuset – Storbritanniens højesteret – trådte sammen for at afgøre, om Pinochet kunne udleveres, var det Amnesty International, der fremlagde et langt og detaljeret responsum. Aldrig før havde en højesteret i noget land tilladt en ikke-statslig organisation at blande sig i et så følsomt politisk anliggende.
Retten afgjorde med seks stemmer mod én, at tortur var en international forbrydelse, og at der ikke kunne være tale om immunitet – ikke engang for statsoverhoveder.
At regeringen derefter besluttede at lade Pinochet vende tilbage til Chile af helbredsgrunde, vil altid være en plet på premierminister Tony Blairs omdømme. Ved at sætte ham på fri fod, inden der var trukket en ordentlig linje i historiens sand, underkendte man en vigtig udvikling hen imod et mere modent syn på retsstatens principper.
På det tidspunkt kunne den britiske regering ikke vide, at chilenske domstole ville føre sagen videre på den måde, som de har gjort. I højesteret sidder endnu i dag dommere, der i sin tid blev udpeget af Pinochet. Hæren demonstrerede med sin modtagelse, da han vendte hjem fra London, at han stadig har en stor plads i dens hjerte.
Men noget har ændret sig grundlæggende i Chile i årenes løb. Tilbageholdelsen i Storbritannien og retssagerne dér har tydeligvis bidraget til at gennemtvinge en bearbejdelse af fortiden.
De chilenske læger mente – i modsætning til deres britiske kolleger – at Pinochet var rask nok til at blive stillet for retten, selv om undersøgelsen blev gennemført på et militærhospital.
De væbnede styrker spiller ikke med musklerne for at redde ham. Faktisk har en tidligere højtstående general for nylig taget afstand fra ham.
Nu er der ingen vej tilbage. Pinochet vil utvivlsomt blive dømt. Og verden vil være et sikrere sted at leve end før – ikke bare i Chile, men overalt.

*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold

*Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu