Analyse
Læsetid: 6 min.

Plavsic og fortiden

15. januar 2001

Det er mere end tvivlsomt, om Biljana Plavsic kan opnå frifindelse i Haag trods hendes politiske kursskifte i 1997

Bemærkningen fra Biljana Plavsic om at uddrive alle muslimer fra det østlige Bosnien og hendes villighed til at indrømme dem en del af det tidligere Bosnien-Hercegovina, så hun ikke skal være nødt til at
gnubbe sig op af dem, er ren og skær nazisme. Det kan der ikke være tvivl om for nogen, som er fortrolig med nazismen, men jeg ser, at folk, der ikke kender dens teorier og ved lidet om historie, er blevet chokeret over disse bemærkninger. Det varsler ilde ikke blot for muslimerne, men også for serberne. For første gang er den serbiske nations image blevet plettet i andre nationers øjne. Og nu, efter Biljana Plavsics bemærkninger, må jeg ligefrem sige, at vi virkelig må skamme os. ’Verden’ gør os ansvarlige for etnisk udrensning af muslimer i Bosnien foretaget af de bosniske serbere. Vi fralægger os ethvert ansvar. Hvorfor reagerer vi så apatisk på den brutale erklæring, hvori vicepræsidenten for Republika Srpska, den nye serbiske stat i Bosnien-Hercegovina, opfordrer til etnisk udrensning?
Denne nazistiske erklæring skulle have fremkaldt en storm af protester her i Serbien, både fra det politiske højre og venstre, både fra dem ved magten og oppositionen, fra enhver. Men protesterne var ikke stærke nok. Hvis Serbien har brug for en eller anden form for koalition, alliance eller fællesfront, så skulle det være en koalition, alliance eller fællesfront for en kampagne mod vold og fascismens fare. Denne kampagne skulle få alle normale mennesker til at slutte sig sammen.«

Dette er ikke et uddrag af Haag-tribunalets anklageskrift mod Republika Srpskas tidligere præsident, Biljana Plavsic, som for få dage siden frivilligt overgav sig til det internationale krigsforbrydertribunal vedrørende Eksjugoslavien. Ordene stammer fra Mira Marko-
vic’ pen – bedre kendt som fru Slobodan Milosevic. De blev første gang offentliggjort i dagbogsform i tidsskriftet Danas i september 1993, senere i bogform på engelsk i 1995.
Det er interessant, at Mira Markovic’ barske ord stammer fra tiden før Biljana Plavsics brud først med Radovan Karadzic, senere med hendes mand Slobodan i 1997. Indtil da havde Plavsic været først Radovan Karadzic’ loyale vicepræsident, senere hans efterfølger som præsident for Srpska, efter at Karadzic i henhold til fredsaftalen i Dayton i november 1995 var blevet diskvalificeret som politiker i kraft af anklager for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Efter, at Milosevic 1995 havde ladet Karadzic falde, regnede han med både Plavsic’ og Srpskas daværende parlamentsformand Momcilo Krajisniks loyalitet. Den sidste beholdt han. Men i løbet af sommeren 1997 kom det til et afgørende brud i forholdet mellem Plavsic og både Milosevic og Krajisnik, en konflikt som en overgang så ud til at ville føre til en spittelse af Srpska i en vestlig del omkring Banja Luka og en østlig del omkring Pale ved Sarajevo.
Bag bruddet lå en krise, som allerede udviklede sig i 1996 mellem militære kredse i Banja Luka og kredsen omkring Karadzic og Krajisnik i Pale. Forud for de bosniske valg i november 1996 blev der fra en militært finansieret radiostation i Srpskas største by Banja Luka ligefrem ført valg-propaganda mod Pale-politikerne, som i militære kredse gjaldt for at være korrupte personer, der havde beriget sig på krigens og den internationale blokades bekostning, samtidig med at de havde hyttet deres egen skind. Bag striden lå også en modstand i vide kredse i Banja Luka mod at blive regeret fra det fjerntliggende vintersportssted Pale uden for Sarajevo.

Det, Biljana Plavsic gjorde i 1997 var at gå i konflikt med flertallet i Srpskas parlament, der var styret af Krajisnik og kørte en obstruktions-
linie over for den bosniske fællesregering. Plavsic var helt klar over, at Srpska ville forblive isoleret og fattigt, hvis den politiske kurs ikke blev ændret. Hun var godt nok imod, at Radovan Ka-
radzic skulle udleveres til Haag, men hun ville have ham stillet for retten i Banja Luka for korruption. Den parlamentariske situa-tion forsøgte hun at løse ved at opløse Srpskas parlament og udskrive parlamentsvalg i utide til 12. august 1997. Til gengæld afsatte parlamentet hende som præsident.
Milosevic var mildt sagt ikke tilfreds med at få en krise i Srp-ska, som udfordrede hans lederskab oven i den indenrigspolitiske krise i Jugoslavien, som bl.a. berøvede ham kontrollen med Montenegro. På et besøg i Beograd i sommeren 1997 blev Plavsic tilbageholdt på flyve-pladsen – selv oplevede hun det som en kidnapning. Derfor sagde hun blankt nej, da Milosevic ville indkalde hende og Krajisnik til et forsoningsmøde i Beograd – hun svarede med at indbyde dem begge til sig i Banja Luka, hvad Milosevic nægtede.
Det endte med et kompromis: Der blev holdt nyvalg til parlamentet i Srpska sidst på året. Biljana Plavsic havde dannet sit eget parti, men havde dog ikke den store succes. Men takket været en regel om, at fordrevne kunne placere deres stemme i deres hjemkommune fra før krigen, blev det muligt for socialdemokraten Dodik at danne en regering uden om Karadzic’ SDS og det endnu mere nationalistiske parti SRS, det Serbiske Radikale Parti. På denne måde fik Biljana Plavsic’ brud med sit gamle parti SDS og hendes opløsning af parlamentet den virkning, at det endelig blev muligt at danne en mindre nationa-listisk regering i Srpska – hvilket omgående fik den virkning, at Srpska kunne få del i EU’s støttemidler til Bosnien. Den lille delrepubliks isolation var endelig brudt.

Plavsic fik dog ikke lang tid på præsidentposten. Ved præ-sidentvalget i 1998 led hun nederlag til de radikales Nikola Poplasen – som i øvrigt året efter blev suspenderet pga. manglende samarbejdsvilje af det internationale samfunds ’Høje Repræsentant’. Og ved parlamentsvalget i år 2000 mistede Dodik posten som regeringschef til en mand fra SDS.
Et come back for Dodik i bosnisk politik kan ikke udelukkes. Derimod er Biljana Plavsic efter alt at dømme totalt død i bosnisk politik. Og hendes seneste rejse til krigsforbrydertribunalet tyder på, at hun selv har indset det. Angiveligt har hun overgivet sig for, at processen skal rense hende selv og hendes folk, og dermed hendes eftermæle. Hun kan også har gjort det for at redde sit liv. Hun har tidligere undersøgt mulighederne for at få asyl i Serbien og fået afslag. Og hvor sikkert ville hendes liv i øvrigt være der, hvor selv en så beskyttet enkeltperson som militslederen Arkan for et år siden blev myrdet. Ironisk nok er Haag nok det sikreste tilflugtssted for Biljana Plavsic lige nu.

Hvor store er hendes chancer så for frifindelse? Næppe store. For Mira Markovic har fuldstændig ret i sin vurdering af Plavsic’ tidligere indstilling. Allerede i begyndelsen af 1990’erne var hun benhård i sin hævdelse af, at befolkningsgrupperne i Bosnien umuligt kunne leve sammen, og at etnisk udrensning var en ren og skær nødvendighed. Den tidligere Sa-rajevo-professor er en af de intellektuelle, som har leveret akademisk argumentation for udrensningspolitikken. En af dem, som i kraft af deres samfundsposition og respekten om dem lokkede selv intetanende muslimer til at stemme på sig. Allerede før krigsudbruddet i Bosnien i april 1992 hørte hun til de virkelige hard-
linere. Hendes kursskifte i 1997 kom for mange som en overraskelse og bragte endelig bevægelse i det politiske billede i Srpska. Hendes rejse til Haag kan blive et afgørende fremskridt for krigsforbrydertribunalet og bringe ny bevægelse i den vanskelige retssag mod Krajisnik. Hvor meget den vil gavne hende selv, er et helt andet spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her