Kejser Wilhelm II abdicerede ganske vist i 1918, men hans arvinger håber stadig på den tyske krone. År 2001 står i Prøjsens tegn med 500 arrangementer
Royalt
BERLIN Vingummibamser. Det var den eneste tyske frembringelse, eks-kejser Wilhelm II virkelig værdsatte i sit hollandske eksil. Lige til sin død i 1941 trøstespiste eks-kejseren sine vingummibamser, som han fik sendt i kassevis fra Hans Riegels slikfabrik i Bonn (Haribo).
Da Første Verdenskrig var endegyldigt tabt i 1918, havde han rømmet slottet i Berlin. Tyskerne afskaffede hurtigt monarkiet, og begav sig ud på en farefuld demokratisk færd.
Men selvom om både Prøjsen og det tyske rige forlængst er opløst, markerer Tyskland i år 300-året for Kongeriget Prøjsen og fyrsteslægten Hohenzoller, som bl.a. Wilhelm II tilhørte.
Med 18 udstillinger og omkring 500 arrangementer skal der kastes lys på en epoke, som ikke har det bedste ry.
Ryet er uretfærdigt, mener bl.a. Brandenburgs ministerpræsident Manfred Stolpe (SPD), der henviser til, at både nazisterne og DDRs kommunister retfærdiggjorde deres regimer med henvisningen til prøjsisk storhed.
Nationens førstetjener
Hohenzollerne var en ambitiøs slægt, må man sige. De startede i det små, som kurfyrster i det nordøstlige Tyskland, men i 1701 var det så vidt kurfyrst Friedrich III kronede sig selv til Prøjsens første konge.
Friedrich I kaldte han sig, og han levede et rigt og udsvævende liv, som det passer sig for en konge. Først hans søn Friedrich Wilhelm II lagde grunden til de dyder, vi i dag forbinder med Prøjsen: Sparsommelighed, flid, orden og pligtopfyldendenhed. Han jog farens elskerinder for porten og afskaffede al unødig luksus. Den nye konge mente, at han var nationens førstetjener og alle de mange sparede penge skulle han i øvrigt bruge på soldater.
Én krone
Sådan gik årene. Prøjsen var set med prøjsiske øjne velsignet med overhoveder, som forstod at regere og udvide riget; og hvis ikke kongen selv evnede det, havde han en begavet hjælper, jernkansleren Otto von Bismarck.
Det var Bismarcks fortjeneste, at kejser Wilhelm I fik samlet det meste af Tyskland sammen under én krone, efter krigene mod danskerne (1864), østrigerne (1899) og franskmændene (1871). Den omstridte Sejrssøjle midt i Berlin markerer den dag i dag prøjsisk storhed med de erobrede kanoner fra krigene.
Men det var ikke krig og strækmarch alt sammen: Kejserne byggede fantastiske paladser, de filosoferede og indførte en sociallovgivning for arbejderne.
En gammel Golf
Siden gik det slemt tilbage set med prøjsiske øjne.
I dag lever tronarvingen, tip-oldebarnet Georg Wilhelm af Prøjsen, som en ganske almindelig borger i Forbundsrepublikken. Ja, det vil sige: Det er de færreste tyskere, som håber, at de en dag vil blive kejsere, men det gør den 24-årige Georg Wilhelm.
»Jeg ser det som min bedstefar (Louis Ferdinand, red.) og det var også hans sidste vilje. Han forkyndte, at da kejseren og hans kronprins gav afkald på deres ret, gjaldt det kun de bemeldte personer. Men i sidste ende er der en familie. I kraft af den har min bedstefar også opretholdt kravet, og som sin sidste vilje har han overdraget dette krav til mig,« har prinsen sagt.
Kravet på den tyske krone opretholder han altså: »Ja, det føler jeg mig forpligtet til.«
At netop Georg Friedrich blev slægtens overhoved skyldes dels hans far, Louis Ferdinands tidlige død under en militærøvelse, dels hans onklers brud på en grundlæggende husregel. De giftede sig borgerligt, under deres stand. Det, afgjorde den gamle Louis Ferdinand, diskvalificerede dem til hvervet som tronarvinger, og han oplærte i stedet Georg Friedrich.
Nemt har han ikke haft det. Hvor kollegaen kronprins Frederik af Danmark får alle de uddannelser, han peger på, fik Georg Friedrich ikke den ønskede studieplads i Berlin, men måtte tage til det provinsielle Freiberg i Sachsen, hvor han læste erhvervsøkonomi.
»Jeg er egentlig blevet meget glad for at være her,« fortalte han i en tv-udsendelse for et par år siden. Sin gamle VW-Golf skammerde han sig ikke over: »Alle ved jo, at prøjserne er meget sparsommelige.«
