Læsetid: 5 min.

Fra provins og verdensscene

Svenske indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris
30. januar 2001

Litteraturpris
Sverige omfatter trods sin bekendte centralisme tydelige regioner og udkanter, hvis befolkning øjensynlig ikke selv føler alt for stærkt, at de hører til, at de er svenskere. Spændingerne findes i hvert fald i litteraturen, som tema, som baggrund, med en særlig sproglig intensitet, f.eks. hos Sara Lidman, hos Kerstin Ekman, der begge er kendere af Nordsverige. Mere uudsagt er det hos skåninge.
Om ikke før så har Tornedalen med den oprindelig finske befolkning nu fået en digter i den realistisk fabulerende genre med lyrikeren, børnebogsforfatteren Mikael Niemi (f. 1959), der med romandebuten Populærmusik fra Vittula er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Lokaliteten er demonstrativt anbragt i titlen med kælenavnet for den lille by Pajala, kaldet Vittulajänkkä, dvs ’fissemosen’.
Spillet om sproget og kønnet er en vigtig del af beretningen om nogle fem-seks-årige drenges opvækstår i 1960’erne og i næste tiår, hvor den almindelige velstand griber ind i Fattigsveriges gamle adfærdsmønstre, missionske trosformer, arbejdsvaner, fester og sprog – også i dette vodkabælte, der strækker sig videre via Finland og langt ind i Rusland.
Vejene asfalteres for alle de nye biler, og rockmusikkens dunken fanger også nye tornedalfinske sjæle.

Erindringer
Romanen er udformet som en erindringsbog af en yngre svensklærer, der stedvis lader sit nutidsjeg komme til syne som beretter, bl.a. ved at give kapitlerne indledende resumer, for så at slutte af med et sentimentalt mindebesøg. Velsagtens tænkt som en talenær fortrolighed.
Den er der ellers ikke noget i vejen med. Som læser rives man med og fortrylles af jegets og hans først umælende ven Niila, der laver sit eget sprog for at undgå finsk og svensk. Da en afrikansk missionær besøger kirken og ikke kan finde noget som helst sprog at møde menigheden med, klarer Niilas uventet tolkningen, da den fremmede forstår hans kunstsprog: Det er esperanto, som han har lært sig i et radiokursus.
De to drenge danner med tiden grundstammen i et rockband, som ikke kan spille guitar, men rørende og lidenskabeligt står med en hjemmelavet attrap og laver lyde efter storesøsters eneste vinylplade. Kreativitet af den slags er ikke helt i kurs, på tornedalsfinsk er det knapsu, nærmest kvindagtigt, som hvis en mand fandt på at gå med rød hue eller selv støvsugede sin bil. Der skal kun ringe overtrædelse af uskrevne regler til.
Mændenes kropsudfoldelse antager karnevalistisk karakter under gravøl, bryllupsgilder og store fødselsdage, hvor slægterne møder op, fester, svirer i udmarvende styrkeprøver i druk, armkræfter, helt frem til deltagernes ’fyllekoma’.
Det er et næsten antropologisk folkelivsbillede af kulørt afstumpethed, en blanding af urkræfter og kulturel degeneration, af stolthed og dumhed, af fanatisk selvtillid og uerkendt afmagt.
Afstanden i tid giver billedet humorens overbærenhed, en varme af forståelsen for livsvilkårene med deres groteske udslag af frigørelsesforsøg.
Der er godt med både fryd og skræk, drengejeg’ets fantastiske drømmeudflugt med bus og fly til Frankfurt sammen med Niila, modsat mareridtet om at gemme sig i en gammel kakkelovn i udhuset og overvintre dér uden at kunne slippe ud.
I prologen er han på bjergbestigning i Nepal. I et pas møder han vildfaren en metalplade med en tibetansk indskrift. Han bøjer sig frem og kysser den med den fatale konsekvens, at læberne fryser fast. Ingen kære mor til at frigøre ham som ved en lignende episode i barndommen. Eneste desperate udvej i ensomheden: Han pisser sig løs. Tungen og læberne er atter fri: Nu kan han fortælle. Erindring som selvudtømmelse og frigørelse.
Det er blevet til en meget læseværdig og stimulerende roman.

To venner
Hvis Mikael Niemi med en næsten antropologisk nidkærhed udforsker en lokalkultur, så lader Agneta Pleijel en vaskeægte antropolog være hoved- og titelperson i sin kosmopolitiske storroman Lord Nevermore.
Temaet splittelse over for helhed i både kultur og psykologi er ankueliggjort ved at fordoble ham med en kunstnerskikkelse, så videnskab og kunst, rationalitet og intuition konfronteres i et både legende og stormfuldt venskab mellem Bronislaw og Stanislaw.
Også her er udgangspunktet en lille by, kurstedet Zakopane i Polen. Men ellers danner store dele af verden scene for denne stof- og tankerige bog. Den kaldes en idéroman, men lever sit forunderligt gribende liv i sansningen, musikaliteten og humoren, der rækker langt ind i tragedien.
Den lovende, britisk uddannede Bronislaw skal studere aboriginernes kultur, og den fantasifulde, evigt talende og skabende maler og digter, Stanislaw, slår følge. Rejsen gennem Suez og over Stillehavet er gennemspillet med hele vildskabens melankoli og søsygens rædsel, mens venskabet kommer på prøve. Deres forskellighed udarter for at kulminere i Australiens uendelige landskaber og udmattende stabadser, hvor de bliver uenige om vejen rundt om en sø, hvor de indfødte skal holde til. Og hvem vælger rigtigt i denne urscene? Kunstneren.
Deres veje skilles for alvor, men ikke tanken om den anden. Stanislaw bliver russisk officer i 1. Verdenskrig og oplever bolsjevismen, mens Bronislaw skriver sine store værker om de indfødtes samfund og seksualpraksis, bliver en berømt videnskabsmand, efter Melbourne med base på Harvard Universitetet under 2. Verdenskrig.
Romanen omfatter således hele den moderne epoke, frem til murens fald og
USSR’s sammenbrud, hele denne ubestrideligt mandlige civilisation, som især Bronislaw er en alt for typisk repræsentant for, antropologen, der dårligt forstår sine jævnbyrdige medmennesker og for sent indser sin afmagt i kærligheden, over for hustruen, døtrene, over for vennen.
Agneta Pleijels indlevelse i den kvindelige hovedskikkelse, Bronislaws Ellie Rose, kan ikke forbavse, men det omfattende og brogede persongalleri er overalt tegnet så levende op, at det er en ren nydelse at notere sig et løbende ironisk opgør med doktor Freud og hans ødipuskompleks, der som andet kulturelt vraggods skvulper foran den labile identitets strande. Den vestlige civilisation består af rollespil og magtstrukturer. Stanislas eksperimenterer med fotografi og spejlvirkninger, opfinder multiportrættet, »det sande portræt er tusind.«
Ét ansigt findes ikke, kun som et falsum. Det udspiller sig i Sankt Petersborg under revolutionen, som affotograferes af fortælleren i nøgterne, grusomme, sorgfulde, ironiske billeder, her hvor én kultur vælter. Og en anden, da Polen overfaldes af nazisterne og ikke mindst den jødiske kultur, som Stanislaw er en del af, destrueres. Hvem er vi i alt dette?
Denne Stanislaw, der omkommer under flugt, bliver en kultfigur i det nye Polen. En instruktør sætter hans skuespil op og deltager i en ekspedition til Ukraine for at finde han grav. De hjembringer hans rester til en statsbegravelse i overværelse af præsidenten. At obduktionen i sidste øjeblik viser, at det slet ikke er ham, men en ganske ung mand, må man hemmeligholde. Bronislaw, denne Lord Nevermore, opkaldt efter ravnens triste dictum i Edgar Allan Poes digt, dør i tristesse, ribbet for selvagtelse på en bænk i Central Park, kun underholdt af en kone, der fodrer de grå egern.
Romanen har ingen formulerede budskaber, men viser billeder af en verden, der ligner fortabelse. Mærkelig fortrøstningfuld i sin styrke.

*Mikael Niemi: Populärmusik från Vittula. 238 s., 294 sv. kr. Norstedts

*Agneta Pleijel: Lord Nevermore. 493 s., 329 sv. kr. Norstedts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her