Putins år

DET RUSSISKE ugemagasin Moscow News bragte i årets sidste udgave en artikel om en af det 19. århundredes store russiske statsmænd, grev Mikhail Loris-Melikov (1825-1888). Loris-Melikov kronede en lang militær karriere med en dobbeltrolle som efterretningschef og reformindpisker under zar Aleksander II – reelt blev alle russiske magtorganer samlet under Loris-Melikovs ledelse. Han brugte magten til nådesløst at knuse ethvert tilløb til oprør, men lempede også pressecensuren, gennemførte økonomiske reformer, afskaffede forhadte skatter, forbedrede landbefolkningens vilkår og opmuntrede til et vist lokalt selvstyre.
Generalen ville fuldende sin regeringstid – kendt som ’hjertets diktatur’ – med en forfatning, der skulle grundlovsfæste reformerne og videreføre uddelegeringen af magten.
Men, som Moscow News skriver: »Tragedien var, at arbejdet med de nye reformer, som altid i Rusland, blev gennemført i absolut hemmelighed. Havde regeringen oplyst om sine planer, ville de revolutionære terrorister ikke have gennemført planerne om at myrde zaren den 1. marts 1881. Men attentatet fandt sted, og det gjorde en ende både på Loris-Melikovs karriere og reformerne«.
Der er indlysende forskelle i tid og personlighed på Loris-Melikov og Putin. Men det er næppe en tilfældighed, at Moscow News minder om Loris-Melikovs fejlslagne bestræbelser netop nu – et år efter Jeltsins overraskende afgang og Putins magtovertagelse.
Problemstillingen er akkurat lige så påtrængende i dagens Rusland som i 1880’ernes zar-dømme: Kan ’det gode’ eller ’det nødvendige’ gennemføres med alle til rådighed stående midler – herunder stærkt autoritære?. Vil Putins udgave af ’hjertets diktatur’ – som han selv kalder ’lovens diktatur’ – lykkes, hvor Loris-Melikov fejlede?

PUTIN SLOG sig i første omgang op på en ’ikke-mere-vrøvl’-holdning over for oprørsrepublikken Tjetjenien og dens »blanding af kriminelle og islamiske fundamentalister«. Men krigen i Tjetjenien har i det år, der er gået, vist sig at være den mindst succesrige af Putins handlinger.
På trods af det russiske militærs krigsførelse uden skelen til civile tab og lidelser fortsætter tjetjensk partisanvirksomhed. Bombeeksplosioner og kampe finder sted i byer, som forlængst er erklæret under Moskvas kontrol. De russiske tabstal er lige så stille sneget sig over 2.500.
Men bortset fra Tjetjenien synes Putin at have haft held med sine politiske initiativer. Den ofte kaotiske rivalisering mellem præsidenten og parlamentet, Dumaen, som var kendetegnende for Jeltsin-æraen, er bragt til ophør.
En ny sammensætning af Duma’en – med Putins støtteparti, Enhed, som dominerende parti – giver en stor del af forklaringen. Men det hører med, at Putin har gjort meget for at bygge bro over Ruslands traditionelle kløft mellem ’de røde’ (kommunisterne) og ’de hvide’ (de liberale).
Borgfreden mellem Putin og Duma’en har ført til en hidtil uset effektivitet i lovarbejdet. Nye skattelove med en simpel 13 procents indkomstskat har afløst den tidligere, yderst komplicerede lovgivning. Et statsbudget med balance mellem udgifter og indtægter – for første gang siden Sovjetunionens opløsning – er netop vedtaget uden sværdslag. Økonomien tordner derudad – med en vækstrate på syv procent i år, først og fremmest hjulpet af høje priser på olie, Ruslands vigtigste eksportprodukt.
Putin har effektivt klippet vingerne på de hidtil så magtfulde og obstruerende guvernører fra landets 89 føderale enheder. De før så indflydelsesrige ’oligarker’ – velhavere med nære kontakter til Jeltsin-familien – er stækket, og de to mest prominente, Vladimir Gusinskij og Boris Beresovskij, er flygtet til udlandet for at undgå arrestation under Putins kampagne for »en ærlig markedsøkonomi«.

DET ER PUTINS overbevisning – senest erklæret i et interview med det statslige tv, RTR – at »kun en stærk og demokratisk stat kan forsvare politiske, økonomiske og civile rettigheder«.
Alt afhænger imidlertid af, hvilke midler Putin tager i anvendelse for at skabe denne »stærke stat«. Sigtelserne mod mediemagnaten Gusinskij kan være velbegrundede – men den selektive brug af loven mod de, der ytrer sig mod Putins politik, er bekymrende.
Putins nye forslag om at gøre det sværere at etablere et politisk parti – begrundet i ønsket om at skabe få, men mere slagkraftige partier, der så til gengæld får statsstøtte – kan også ses som et forsøg på at øge centralmagtens kontrol.
Alt for ofte hænder det for velmenende ’stærke mænd’ – især når reformerne mislykkes, økonomien rutsjer baglæns og folkestemningen vender – at indehavelsen af magten bliver et mål i sig selv. Alt for tit ender ’hjertets’ eller ’lovens’ diktatorer med slet og ret at blive ... diktatorer.